Piger er ekstra udsatte i kriser. Det gælder også under COVID-19. Takket være vores sponsorer kan vi være ekstra opmærksomme på at støtte pigerne gennem krisen. Læs her fire grunde til, hvorfor pigerne er ekstra udsatte.
1. Vold i hjemmet
Ligesom risikoen for vold i hjemmet stiger i nogle familier herhjemme, øges risikoen for vold også for især piger i voldelige familier i verdens mest udsatte områder. Især hvis familierne er under øget pres og stress på grund af økonomiske tab og arbejdsløshed. Voldelige partnere kan udnytte COVID-19-krisen til at kontrollere deres partnere yderligere, fordi de har mindre kontakt med familie og venner og organisationer, der under normale omstændigheder kan støtte og beskytte dem mod volden.
2. Faldende indtægter
Unge piger, der er i arbejde, har oplevet et fald i deres indkomst blandt andet på grund af udgangsforbud. Det har store konsekvenser for pigernes økonomi og dermed familiens levebrød. Nogle piger forsøger derfor at skabe en indtægt på alternative måder, som øger risikoen for, at de bliver udsat for misbrug, voldtægt og prostitution.
3. Øgede sundhedsmæssige konsekvenser
COVID-19-krisen sætter også sine spor på de mangelfulde sundhedssystemer mange steder i verden. Det betyder blandt andet, at unge piger ikke har adgang til prævention, behandling af kønssygdomme, HIV og sikker abort, men også behandling af andre sygdomme, såsom malaria. Dette skyldes både, at det begrænsede sundhedspersonale er optaget af kampen mod COVID-19, og patienternes frygt for at blive smittet på sundhedsklinikkerne.
4. Manglende uddannelse
Lukningen af skoler har øget pigernes ansvar i hjemmet. Det betyder, at de ofte må passe huslige opgaver på bekostning af fjernundervisningsmuligheder, og at de udsættes for smittefare, fordi det ofte er dem, der plejer syge pårørende. De økonomiske konsekvenser for kvinderne og dermed familierne gør det sværere for dem at dække familiens basale behov, hvilket kan føre til flere seksuelle overgreb, tidlige graviditeter og tvangsægteskaber for pigerne, der gør, at de risikerer ikke at komme tilbage i skole efter krisen.
Vi beskytter børns rettigheder hver dag
Vores trofaste sponsorer er grunden til, at vi hurtigt og effektivt kan støtte verdens mest udsatte børn og unge, når COVID-19 rammer. Vi er tilstede i landene og vores lokale kollegaer og samarbejdspartnere er i fuld gang.
Læs mere om vores indsats for at mindske spredning af COVID-19, så vi fortsat kan beskytte børns rettigheder og deres fremtid:
STØT KAMPEN MOD CORONA
- Klik her og donér valgfrit beløb via online betaling.
- Bliv sponsor: Klik her, og bliv sponsor for et barn – så er din månedlige betaling også med til at bekæmpe corona nu.