Unge aktivister i Benin uddeler sæbevand og vigtig information om smittespredning til hjemløse, handicappede og andre udsatte borgere. De unge kalder det ’Operation: Bekæmp Corona!’.

Viden er første skridt til at bekæmpe COVID-19. Det ved en gruppe unge i Benin, som har taget initiativ til at bekæmpe virussen blandt de mest udsatte i landsbyer i den centrale del af landet. Bevæbnede med information om smitteforebyggelse, håndsprit og værnemidler er de gået til kamp mod COVID-19 under overskriften: ’Operation: Bekæmp Corona!’

Benedicta er initiativtager, og hun så tidligt, at hvordan de mest udsatte borgere, hverken har viden nok eller mulighed for at beskytte sig mod COVID-19:

”Der er mange gadebørn, hjemløse og handicappede i landsbyerne omkring Parakou og folk, der bor i små huse uden adgang til rent vand og toiletter. Adgangen til internet og information fra omverdenen eksisterer næsten ikke, så der er mange, der ikke ved, hvad COVID-19 er,” fortæller Benedicta.

Benedicta og de andre unge er derfor gået fra landsby til landsby for at fortælle borgerne om symptomer og smitteforebyggelse. Med sig har de masker, handsker og flasker med sæbevand, som de deler ud til de mest udsatte. De opsøger også lokale unge i landsbyerne, og giver dem undervisning og viden, så de kan fortsætte ’Operation: Bekæmp Corona!’ på egen hånd.

”Ved at få andre unge med, håber vi, at informationen spreder sig hurtigt blandt befolkningen, så de kan tage de nødvendige forholdsregler og beskytte sig mod virussen,” siger Benedicta.

Ungegrupper som Benedictas er aktive flere steder i Benin for at stoppe smittespredning af COVID-19. PlanBørnefondens sponsorer støtter omkring 8.000 sponsorbørn og deres familier i det vestafrikanske land, som takket være de danske sponsorer får oplysning om smitteforebyggelse og adgang til sæbe og rent vand, så de kan forebygge smitte i deres lokalområder.

Sådan kan du støtte:

Læs mere her: https://planbornefonden.dk/coronavirus/