plan-bornefonden
Støt pigerne Bliv sponsor Mit børnefonden

Børn lever et farefuldt liv i verdens største flygtningelejr

Monsunsæsonen er på sit højeste i Bangladesh, hvor flere end 900.000 flygtninge bor i ekstremt tætbefolkede lejre. PlanBørnefonden hjælper familier med at modstå vandmasser og sygdom. Vi bidrager også til, at børn ikke farer vild i den overbefolkede lejr.

Familie ankommer til lejren efter den lange rejse til fods fra Myanmar.

Flere end 900.000 mennesker er i overhængende fare for mudderskred og oversvømmelser i flygtningelejren ved Cox’s Bazar i det sydøstlige Bangladesh. De er en del af det muslimske mindretal Rohingya, som er flygtet fra Myanmar.
Den 25. august i år var det et år siden, at over 700.000 mennesker begyndte deres flugt fra den myanmarske hær, som brændte landsbyer ned og dræbte uskyldige mænd, kvinder og børn.

Men Rohingyakrisen lever videre et år efter.

Flygtningene bor i hytter, som er lavet af bambus og presenninger og placeret i et goldt og bakket landskab tæt ved havet. Ifølge FN har mudderskred og oversvømmelser fra den kraftige regn indtil videre ødelagt op mod 100.000 menneskers hjem. Men ødelagte hjem er langt fra den eneste bekymring.

FN’s sundhedsorganisation, WHO, frygter en sundhedsmæssig katastrofe, hvor forurenet vand og elendige hygiejniske forhold fører til kolera og leverbetændelse, som begge er ekstremt farlige sygdomme for børn og gravide. Samtidig fylder regnvandet dalene i Cox’s Bazar, hvilket tiltrækker farlige malaria- og denguemyg.

”Lige nu arbejder Plan Bangladesh på at reparere eller lukke defekte latriner for på den måde at gøre lejren modstandsdygtig over for regn, så vi minimere mængden af beskidt vand. Når mudderskred eller kraftig regn rammer dem, går de i stykker, hvilket betyder afføring og farlige bakterier i drikkevandet,” fortæller Monroe Lacerte, som er katastrofechef i Plan Bangladesh.

Vores kolleger i Bangladesh uddeler også hygiejnetasker med bind, desinficerende creme og sæbe til piger og kvinder, så de ikke får infektioner under deres menstruation.

Kvinder står i kø for at modtage hygiejnetasker til dem selv og deres døtre.

Pigerne er i størst fare

Mangel på privatliv og badefaciliteter gør pigerne sårbare, da de ikke kan gå i bad eller på toilettet i fred. Det har resulteret i overgreb og bortførelser, som blandt andet sker, når pigerne skal tisse om natten på toiletter, som ligger langt fra deres hjem. Børn farer desuden ofte vild i de store lejre og bliver dermed lette ofre for bortførelser.

Plan Bangladesh og Unicef har uddelt op mod 200.000 armbånd til børn med vigtige informationer.

”Vi opretter sikre områder for forældreløse børn, hvor de kan få ro og fred. Vi har uddelt armbånd til børnene med information om deres tilhørsforhold og er i gang med at forbedre skiltningen i lejrene, så færre børn farer vild. Generelt er der et stort behov for at informere folk om sikkerhedsforanstaltninger og risici forbundet med monsunsæsonen,” fortæller Monroe Lacerte.

Beboelser som disse på lejrens mange skråninger, er de første til at styrte sammen når regnen kommer.

STØT PIGERNE

50 Kr.