I 2019 går overskuddet fra Børnenes U-landskalender til PlanBørnefondens skoleprojekt i Dhakas slum. Børnebogsforfatter Kenneth Bøgh Andersen har netop været i Bangladesh for at møde nogle af børnene i Bangladesh. ”Jeg er vant til at skrive om vilde verdner, og det her er en ret vild verden,” siger han.

Flere børn skal være bogorme i stedet for at arbejde eller blive giftet bort i slumområderne i Bangladeshs hovedstad, Dhaka. Det er kort sagt, hvad overskuddet fra Børnenes U-landskalender 2019 skal bruges til.

Bangladesh er et af verdens tættest befolkede lande og samtidig et af de fattigste. Omkring 98 procent af alle børn begynder i første klasse. Men det er kun halvdelen, der færdiggør skolen og får en eksamen, fordi de tvinges til at få et job og tjene penge eller blive giftet bort.

I Dhakas slum bliver flere end halvdelen af pigerne gift, inden de fylder 18 år, og over en tredjedel af 10-14-årige drenge og piger arbejder i farlige og nedslidende job med en arbejdsuge på op til 60 timer.

Det gør ondt at se

Netop det nedslidende og farlige arbejde for børnene var noget af det, børnebogsforfatter Kenneth Bøgh Andersen var vidne til, da han for nyligt var i Dhaka for at indsamle materiale til en børnebog, som skal uddeles til danske skoleelever i forbindelse med U-landskalenderen.

”Vi besøgte et lille værksted, hvor der sad otte børn og syede tasker. Der mødte jeg en 12-årig dreng. Han fortalte, at han arbejde fra kl 10-15 og igen fra kl 18 til klokken 3 om natten. Han kom hjem til sin familie to gange om året, sådan havde han arbejdet, siden han var ni år gammel. Det gør jo ondt indeni at høre sådan noget,” fortæller Kenneth Bøgh Andersen.

I løbet af sin rejse blev han også konfronteret med den mangelfulde ligestilling, der er i landet.

”Det, der gjorde størst indtryk i nogle af slum-områderne var ikke bare mangel på mad, penge og alt muligt andet. Det mest nedslående var at opleve, at pigerne ikke er noget værd,” siger Kenneth Bøgh Andersen og fortsætter:

”Der var et grønt område, hvor de spillede cricket, men der kunne piger ikke komme længere af fare for voldtægt og overfald. Efter mørkets frembrud var der næsten garanti for overfald og voldtægt. Vi mødte en, der fortalte om en familie, som ikke kunne betale huslejen – så havde udlejer voldtaget deres syvårige datter,” siger Kenneth Bøgh Andersen.

En vild verden

Han har tidligere skrevet en lang række horror, fantasy og science fiction bøger, som er udgivet i 15 lande. Blandt andet står han bag de populære Antboy-bøger, som er blevet filmatiseret. Selvom den kommende bog fra Bangladesh i højere grad tager udspring i virkeligheden end hans andre bøger, så har det været en vigtig historie for Kenneth Bøgh Andersen at skrive.

”Jeg er vant til at skrive om vilde verdner, og det her er også en vild verden – det vildeste er, at den findes. At det sker på den samme planet, som vi bor på, selvom det kan føles, som om det er på en fremmed planet. Det vil jeg gerne give danske børn et indblik i,” siger Kenneth Bøgh Andersen, der dog ikke vil tage modet fra sine læsere. For det er ikke håbløshed, der står tilbage fra Kenneth Bøgh Andersens egen rejse til Dhaka:

”Det, der står klarest, er mødet med børnene i slummen. Det er svært at se, hvad der er fedt ved at bo her, og så ser man alligevel, er der plads til smil og leg fra de børn. De græder sig jo ikke i søvn, men danske børn skal vide, at der er børn, der har det sådan, og at de er heldige, fordi de er født i de rammer, de er, ” siger Kenneth Bøgh Andersen.