Da Carlos Aparicio var fem år, lå det ikke i kortene, at han 50 år senere skulle være leder af et stort universitet i Bogotá. Men via Plans projekter og brevudvekslingen med hans sponsor, ændrede hans liv sig. 

I Colombias højtbeliggende hovedstad Bogotá er der koldt. Det er her, 55-årige Carlos Aparicio er vokset op. Når han mindes sin tidlige barndom, er det med beskrivelser af et hjem bygget af gamle materialer – noget, der ”mindede om et hus” og vidnede om den fattigdom, hans familie levede i. Der var ikke meget mad, ikke meget vand og ingen elektricitet. Han husker den konstante smerte som følge af kronisk bronkitis. ”Du kommer aldrig til at løbe,” sagde de voksne til ham.

Carlos var fem år, da Plan Colombia først startede projekter i hans landsby. Han blev et af de første sponsorbørn i landet. Snart fik han tildelt en sponsor, Louise Miller, en matematiklærer fra Canada. Den kontakt, som Carlos langsomt fik opbygget med hende, blev afgørende for hans liv.

”Noget af det, jeg sætter meget pris på i dag, er, at jeg boede i én virkelighed, men i mit hoved havde jeg en form for lærer med mig, fordi Louisa sendte mig alle de breve. Hun skrev, at hun rejste meget: Til Australien, Frankrig, USA. Hver gang, hun rejste til et nyt sted, fortalte hun altid om det i detaljer. Det elskede jeg meget: at udforske verden. Så jeg oplevede også andre virkeligheder end de kår, jeg levede under. Jeg tror, det vigtigste jeg fik ud af de breve dengang, var drømme. Drømme er limen for sponsorbørn,” fortæller Carlos. Han sidder tilbagelænet i en stor, sort stol fra sit kontor på det universitet i Bogotá, hvor han i dag er leder for 3.800 studerende.

Han husker stadig det første brev, han fik af Louise.

”Det var en præsentation af hende, og jeg var imponeret over, at hun var lærer. Jeg var kun fem år, men jeg ville så gerne studere. Min mor måtte læse brevene for mig, indtil jeg selv kunne skrive dem. Over årene endte Louise med at blive min vigtigste lærer, og måske var det også derfor, jeg var en god studerende.”

I gymnasiet var han den bedste elev, fortæller han. Han var den første i familien, der færdiggjorde så høj en uddannelse, og han fik blod på tanden og fortsatte på universitetet. At Louise var matematiklærer, tror han i sidste ende også var grunden til, at han selv endte som lærer.

”Hun sagde hele tiden: ’Carlos, du skal studere. Når du studerer, kan du udvikle dig.’ Det samme siger jeg til mine studerende. Jeg tror, jeg blev leder af universitetet, fordi jeg elsker at studere og se de studerende gøre det. Uddannelse er virkelig den måde, du kan ændre liv på. ”

På universitetet var det vigtigt for Carlos at tage kurser i engelsk, så han bedre kunne kommunikere med Louise.

”Og så besluttede jeg mig for at rejse til Canada for at sige tak,” fortæller Carlos, der sparede op til turen og tog lån i banken, før han tog på sin første flyrejse nogensinde som 25-årig. Ruten gik fra Bogotá til Miami, videre til Vancouver og så til Lake Victoria.

”Der var mange mennesker i lufthavnen, men jeg så hende hurtigt. Det var første gang, jeg nogensinde så hende,” fortæller Carlos.

Louise døde for 25 år siden, men der hænger stadig billeder af hende på væggene i Carlos’ hjem.

”Hun er en del af familien,” slår han fast.

Carlos er stadig involveret i Plan Colombias arbejde, er medlem i bestyrelsen og rejser rundt i områder, der ikke er meget ulig det, han selv voksede op i. Her gør han en dyd ud af at fortælle om vigtigheden af uddannelse og om at drømme, så flere piger og drenge kan få de samme muligheder, som han fik. Og så er hans kone også tidligere sponsorbarn.

Det er tydeligt at mærke på Carlos, hvordan Plan Colombia har haft gennemgribende betydning for hans liv. Da han var barn, fik han behandling for sin kroniske bronkitis på en af Plans sundhedsklinikker, og i dag har han løbet maratons over hele verden.

”Når jeg kommer i mål efter et maraton, husker jeg altid tilbage på dengang, jeg var en lille dreng. Den måde, Plan hjalp mig på, gjorde mig til den, jeg er i dag.”

Vil du også give et barn bedre muligheder for en god fremtid?