”Covid-19 bekymrer mig, for vi har i forvejen mange problemer”

Burkina Faso har længe kæmpet med massive interne uroligheder. Nu truer COVID-19 med at overvælde det vestafrikanske land, hvor over 800.000 mennesker – her iblandt også sponsorbørn – er på flugt. 

For Jeanne, mor til otte børn og en af de mange hundrede tusinde på flugt i Burkina Faso, er den globale COVID-19-pandemi blot ét led i rækken af mange problemer.

”Jeg har hørt om sygdommen, der dræber. Vi har fået fortalt, at vi skal vaske vores hænder med sæbe for at beskytte os selv. Det bekymrer mig, for vi har i forvejen store problemer med mange angreb. Det her lægger sig bare oveni,” siger Jeanne, der 57 år gammel.

Det vestafrikanske land er ekstremt fattigt, og de seneste år har massive uroligheder og terrorangreb spredt sig over hele landet. Urolighederne har svækket landets sundhedssektor og tvunget omkring 840.000 mennesker til at flygte fra deres hjem. Det vurderes, at hele 2,2 millioner mennesker allerede har haft behov for humanitær hjælp i 2020.

Jeanne bor nu med sine børn hos sin onkel i byen Kongoussi midt i landet. Der bor omkring 21.000 fordrevne i dette område, herunder 12.500 børn.

Familierne til de omkring 2.000 sponsorbørn, der er på flugt i Burkina Faso, får hjælp til at betale for blandt andet hygiejneprodukter og sundhedsydelser.

Får støtte takket være sponsorer

Ét af Jeannes otte børn er sponsorbarn. I området omkring Kongoussi er der mere end 2.000 sponsorbørn. Takket være sponsorerne får børnene og deres familier støtte til de mest basale nødvendigheder.

”Vi har blandt andet modtaget mad og madrasser, vi kan sove på,” fortæller Jeanne.

Byen Kongoussi har været i karantæne siden midten af marts. Alle skoler er lukkede og forsamlinger på mere end 50 mennesker er forbudt.

”Vi kan ikke længere komme og gå, som vi plejede. Jeg ved, at der også er et udgangsforbud, og at restriktionerne er til for at beskytte os mod sygdommen,” siger Jeanne.

Ingen af beboerne i Kongoussi er endnu ramt af COVID-19, men Burkina Faso er et af de hårdt ramte lande i Vestafrika. Derfor er der lige nu et stort oplysningsarbejde i gang for at informere sponsorbørnene og deres familier om, hvordan de bedst undgår smitte.

Stop Corona

Støt med en skoleuniform