Daniell er flygtning og fik en ny chance i Danmark: ”Jeg vil gerne give et barn det, jeg har fået”

Den tidligere kriminelle Daniell fra Iran beskriver selv sit liv som vanskeligt, men han føler sig heldig, fordi han som barn fik en ny start i Danmark. Den 24-årige mand håber, at han som sponsor på samme måde kan give et barn muligheder for et bedre liv.

Hans første minder eksisterer i ham som fragmentariske billeder: En lille dreng og hans forældre i en lastbil fyldt med frugt og grønt. Mennesker og atter mennesker i en stor asyllejr. Et børnehjem i et fremmed land. Overgangen fra ét liv i Iran hen imod et andet i Danmark.

”Vi kom til landet i en lastbil proppet med asylansøgere. Danmark gav mig en chance for et godt liv, for at få en gratis skolegang, en ordentlig uddannelse og gode muligheder for at blive til noget. Det synes jeg, der er mange mennesker, der tager for givet her i landet,” fortæller 24-årige Daniell Soororian, der bor i Aarhus.

Lysten til at hjælpe har været der længe, men COVID-19 har givet ham det endelige skub til nu at blive sponsor. Da coronaen spredte sig over hele verden, kunne Daniell ikke lade være med at blive bekymret. Han så, at den rige del af verden led, og han tænkte straks på, hvordan dem, der har meget mindre end os, mon ville blive ramt.

”Det at hjælpe med at forsørge en familie i Afrika er en drøm. Det har det været, siden jeg var helt lille. Jeg vil bare gerne give et barn det, jeg har fået, og ikke tage det for givet. Vi ville ikke have forladt Iran, hvis ikke vi havde fået lov til at komme til Danmark og få den mulighed og chance for at få etableret et liv her,” siger Daniell og tilføjer:

”Derfor synes jeg heller ikke det er fair bare at sidde på sin flade røv og være egoistisk. Hele min livshistorie har været vanskelig, men ikke vanskelig nok til, at jeg ikke har kunnet rejse mig op og se bort fra det og give min erfaring videre til andre.”

Daniell er lige flyttet til Aarhus. Han skal snart starte på en uddannelse som smed, og indtil da klarer han sig på kontanthjælp. 240 kr. er mange penge for ham, men det er penge, han er glad for at give ud, hvis han kan gøre en forskel for et lille barn.

Fra kriminel til rollemodel

I Danmark fortsatte Daniells tumultariske start på livet. Her har han både boet på børnehjem og været hos en plejefamilie. For seks år siden var han i fængsel for at sælge hash.

”Det hjælper at komme ind og sidde, hvis man gider tage imod hjælpen. Det valgte jeg at gøre,” siger Daniell.

Han tager snart hul på en række foredrag, hvor han tager ud på skoler og forklarer andre unge drenge og piger, hvilke konsekvenser der er ved at tage stoffer. Og så er han også meget passioneret omkring sin nye titel som sponsor: han håber på, at han kan inspirere andre til også at hjælpe på denne måde.

”Måske sætter jeg noget i gang i andres hoveder, ligesom det gjorde ved mig, da jeg så reklamer om at blive sponsor. Det sætter tanker i gang, og jeg begyndte at læse om det. Man tror nærmest ikke på, at børn kan have det på den måde, man ser i reklamerne, før man sætter sig ind i det,” siger Daniell.

 

”Jeg fik da lidt væske i øjnene”

Det er på ingen måder et oplagt tidspunkt for Daniell at tilvælge en månedlig udgift på 240 kr. Mens han går og venter på at starte på en uddannelse som smed i august, må han klare sig på kontanthjælp.

”Jeg kan sagtens bruge de 240 kr. til noget andet, men ud af de få penge, jeg har om måneden, synes jeg, det er det værd. Så må jeg bare ryge fire pakker smøger mindre og redde en familie. Jeg kan ikke se, hvorfor smøger skal afgøre, om jeg vil give et sponsorbarn bedre muligheder. Det handler mest om at være menneskelig,” fastslår han.

Man kan næsten høre smilet i Daniells stemme, når han fortæller om det øjeblik, hvor han så et billede af sit lille sponsorbarn for første gang. Pigen hedder Minata, er to år gammel og bor i en lille landsby i det afrikanske land Mali med sin søster og sin mor.

”Første gang jeg så hende, gik det lidt i hjertet, og når man så hører hendes historie, så… jeg siger ikke, at jeg græd, men… jeg fik da lidt væske i øjnene, lidt tårer inde i øjnene.”

Som situationen er nu, er det ikke muligt at skrive breve til hende. Men når COVID-19 ikke længere har den samme indflydelse på vores hverdag som nu, vil Daniell skrive breve til hende.

”Det vil være en drøm at kunne følge barnets opvækst. Jeg synes kun, det er dejligt, hvis jeg kan give nogle muligheder videre til et barn.”

Stop Corona

Støt med en skoleuniform