Debat: Første skoledag er ikke for alle

Af Cathrine Nørgaard

Af Helle Gudmandsen, international uddannelseschef i Red Barnet og Viktor Kjeldgaard Grønne, Programme Manager for uddannelse i PlanBørnefonden

Skoletasken er sirligt pakket, og børnene kigger forventningsfuldt og lidt nervøst på de mange nye klassekammerater. Første skoledag er noget helt særligt, som mange af os stadig husker, og som stolte forældre foreviger vi dagen med et foto.

Men første skoledag er ikke for alle. 258 millioner børn i verdens fattigste lande kommer aldrig i skole. De har ingen skoletaske, og de får ikke en plads på skolebænken, så de kan lære at læse, regne og skrive. Værst ser det ud for børn, der vokser op i kriseramte lande. Allerede inden coronapandemien gjaldt det 128 millioner børn.

Covid-19 har forandret skoledagen for alle. Faktisk blev 1,6 milliarder børn og unge berørt af skolelukninger, og i flere lande er skolerne fortsat lukkede. I Danmark løste vi udfordringen med computere og onlineundervisning. Men i verdens fattigste lande har mange børn mistet et helt års skolegang og vender måske aldrig tilbage til skolebænken. Unesco vurderer, at 16 millioner børn aldrig vender tilbage, når skolerne åbner igen.

Vi er nødt til at finde innovative løsninger, som sikrer uddannelse til børn, der vokser op som flygtninge, er internt fordrevne eller bor i et land med svage og mangelfulde skolesystemer. I kriseramte lande mangler der både skolematerialer, bygninger og lærere, og der er ingen plan for at sikre børnene fjernundervisning, når krisen rammer.

Vi er heldigvis blevet klogere på, hvordan vi fortsætter børns uddannelse, når skolen lukker. Men det kræver finansiering og koordinering, hvis vi vil indfri de globale målsætninger om at give alle børn i verden den kvalitetsuddannelse, som verdensmål 4 kræver.

De seneste to årtier har vi oplevet vigtige og markante fremskridt i adgang til uddannelse. Flere børn er kommet i skole, flere lærere er blevet uddannet og flere unge gennemfører en uddannelse. Desværre har covid-19 skabt en global uddannelseskrise, og vi risikerer, at de mange flotte fremskridt forsvinder. Lige nu går det den forkerte vej, og skolelukningerne har alvorlige konsekvenser. Når børn ikke går i skole, er der større risiko for, at de ender som børnearbejdere, barnebrude og bliver gravide. Det må vi ikke lade ske.

Inden sommerferien vedtog Danmark en ny, ambitiøs udviklingsstrategi, hvor uddannelse i humanitære kriser står som en central og vigtig prioritet. Regeringen og størstedelen af Folketingets partier har dermed stadfæstet, at uddannelse for børn i kriser er helt afgørende. Vi ser frem til, at udviklingsstrategien udmøntes i efterårets finanslovsforhandlinger.

Mens pandemien var på sit højeste, valgte regeringen at fremrykke sit bidrag til den globale fond for uddannelse i kriser (Education Cannot Wait) i erkendelse af den helt ekstraordinære situation og behovet for øget finansiering til at sikre fjernundervisning. Regeringen har endnu ikke givet bidrag til fonden i år – til trods for at behovet aldrig har været større, og mange lande fortsat kæmper med konsekvenserne og eftervirkningerne af pandemien.

Det er helt uacceptabelt, at millioner af børn ikke kommer i skole, og at antallet stiger. Vi ved, hvad der skal til fra den første dag, krisen rammer. Vi ved, hvordan man koordinerer og planlægger, så vi kan opbygge en sikker og uafbrudt uddannelse af høj kvalitet for alle børn, uanset hvor de bor.

Vi skylder børn, som vokser op i kriseområder, et håb om en bedre fremtid. Løsningen er uddannelse. Målet må og skal være, at alle børn i hele verden kan glæde sig til deres første skoledag og får en plads på skolebænken.

Indlægget er bragt i Politiken mandag den 9. august 2021