”Det, man giver, gør altså en forskel” – Behind-the-scenes med Bodil Jørgensen

“At give kan være ligesom at få,” siger skuespiller Bodil Jørgensen i ny kampagnefilm. Men hvordan ser det egentlig ud, når PlanBørnefondens kampagnefilm skal produceres? Kom med på optagelse med skuespilleren.

Hun går ind ad døren og smyger sig forbi kameraer og teknikere, der er ved at gøre klar til dagens optagelser i et kontorfælleskab i København. Skuespiller Bodil Jørgensen, der siden 2005 har været sponsor, er den seneste i rækken af kendte danskere, der uden at få løn investerer tid i at fortælle om PlanBørnefondens arbejde i landsdækkende tv-kampagner.

Hun smiler til de fremmødte og bliver vist ind i baglokalet, hvor makeupartist Søren Hedegaard hilser hende med et kram. Før hun har smidt jakken, har han allerede gjort fladjernet klar. Bagefter sætter han hendes hår op, så det ikke hænger i vejen for makeuppenslen.

Filminstruktør Kasper Torsting og kreativ manager fra PlanBørnefonden, Mille Milt, sætter sig på stole omkring Bodil for at gennemgå manuskriptet. Hun skal være et andet sted om få timer, så der er ingen tid at spilde.

”Jeg mødte nogle små børn ude foran, da jeg var på vej herind. Jeg smilede til dem, og de stoppede op og smilede tilbage. Det, man giver, gør altså en forskel. Selv hvis det bare er et smil. Man er godt videre i verden med sådanne fem små børn, der bare smiler,” siger Bodil og lukker øjnene, så Søren kan lægge hendes øjenskygge.

”Jeg har ikke tænkt på at tage en trøje med,” siger hun med sin lille karakteristiske stemme.

”Vi har et udvalg herovre,” siger Mille Milt og peger på et bord bag hende. Valget falder hurtigt på en lyseblå striktrøje.

”Den er rigtig flot til dit røde hår,” er der en, der siger.

Makeupartist Søren Hedegaard lægger makeup og sætter Bodil Jørgensens hår.

KALILOU

”At give kan være ligesom at få.” Bodil Jørgensen siger kampagnefilmens budskab højt for sig selv. Hun har selv haft indflydelse på lige netop denne sætning og andre dele af manuskriptet. Sådan har hun gjort ordene til sine egne.

”Man får meget mere end det, man giver som sponsor. Derfor synes jeg også, det er et fint slogan, hvis vi skulle have glemt det. Der er så meget, der bliver opgjort i penge. I forhold til kontingent til fitness eller hvad det nu er, folk bruger deres penge på, er det jo forsvindende lidt, man betaler til sponsorbarnet hver måned. Jeg mærker det slet ikke,” siger hun.

I rummet ved siden af vimser flere mennesker rundt for at få setuppet til at spille. Skal Bodil sidde ned eller stå op? Hvornår skal hun tage billedet af sponsorbarnet Kalilou op foran kameraet?

Det bliver besluttet, at Bodil skal sidde på en stol. Og der går ikke længe, før hun bliver bedt om at tage sin egen jakke over trøjen. Så hun føler sig mere hjemme, mindre opstillet.

”Er du klar, Bodil?” spørger Kasper Torsting, da kameraerne er på plads.

”Ja,” lyder det fra stolen, hvor Bodil kigger på billedet i sin hånd.

”Han ser så dejligt skeptisk ud, Kalilou,” siger hun og skærer ansigtet som for at ramme hans udtryk. Det er ikke længe siden, at Bodil fik tildelt Kalilou som sponsorbarn. Men hun har allerede nået at sende og modtage et brev fra ham. Hendes første sponsorbarn ville gerne være sygeplejerske, fortæller hun. En drøm, som faktisk blev opfyldt:

”Jeg tager ikke æren for det, men jeg var da med til at gøre det muligt for hende,” understreger Bodil.

Filminstruktør Kasper Torsting taler med Bodil Jørgensen om manuskriptet en sidste gang, før optagelserne går i gang.

LARM OG SKYER

elvom det, Bodil skal sige, ikke tager mere end 35 sekunder, bliver det alligevel taget om adskillige gange de næste to timer. Nogle gange, fordi der kommer uventede lyde eller går personer forbi glasruden udenfor. Andre gange på grund af sollyset, der bliver for skarpt. Men der er også sætninger, der skal siges på en anden måde. Et tryk, der skal lægges et andet sted.

I baglokalet står en fra produktionsholdet med sin telefon foran ansigtet. Skærmen er slukket, men han bruger den for at se himlen blive genspejlet deri.

”Nu forsvinder skyerne i et kort øjeblik,” kan han finde på at sige, og optagelserne bliver stoppet, indtil skyerne er på plads. Mens Bodil venter på et ”go” fra Kasper, sidder hun i egne tanker og kigger på billedet af sit sponsorbarn.

Når hun taler, er alle omkring hende stille. Der er ellers fyldt godt op med mennesker i det lille rum og i baglokalet, hvor det er muligt at følge med på en monitor.

”Når jeg får breve fra Kalilou, så giver det fuldstændig mening for mig,” siger Bodil til kameraet.

”Bliv sponsor for et barn hos PlanBørnefonden. Det er jeg,” siger hun og smiler, før Kasper siger ”tak”, et signal til kameraet om at stoppe.

”Jeg må skrive til Kalilou, at han kommer i fjernsynet,” siger Bodil på et tidspunkt.

”Det, man giver, gør altså en forskel” - Behind-the-scenes med Bodil Jørgensen 3
 

Snart lander den ene gode optagelse efter den anden. Bodil hviler i ordene.

”Hun er virkelig god,” hvisker Mille Milt.

Der går ikke længe, før Mille Milt og Kasper Torsting kigger på hinanden og er enige. De har det, de skal bruge. Bodil rejser sig fra stolen og går tilbage i baglokalet, hvor Søren Hedegaard står klar til at tage imod hende.

”Må jeg få billedet af Kalilou med hjem?” spørger Bodil, da makeuppen er væk. Hun kigger på Mille Milt. Selvfølgelig må hun tage billedet med hjem.

Med en nænsom bevægelse putter Bodil Jørgensen Kalilous billede ned i sin skuldertaske. Hun smiler og vinker, før hun vender sig om og skynder sig ud af bagdøren.

Læs interview med Bodil Jørgensen

Stop Corona

Støt med en skoleuniform