plan-bornefonden
Støt pigerne Bliv sponsor

Dødelige angreb rammer igen Burkina Faso

Søndag blev mindst 29 personer føjet til listen af ofre for den stadig stigende vold, som de seneste år har præget det nordlige Burkina Faso. Over 270.000 mennesker er internt fordrevne, og over 300.000 børn frarøvet muligheden for at komme i skole. 

14 mennesker blev dræbt og seks såret, da en lastbil med passagerer søndag kørte hen over en sprængladning i Burkina Fasos nordlige Sanmatenga-provins. Kun 50 kilometer derfra blev en gruppe på 15 madsælgere dræbt af bevæbnede mænd, da de var på vej med forsyninger til nogle af de over 270.000 burkinere, som har forladt deres hjem netop på grund af den eskalerede vold i regionen.

Angrebene begyndte i 2015 i det nordlige Burkina Faso, og har siden spredt sig mod hovedstaden Ougadougou og andre regioner. Ifølge en sammentælling lavet af AFP har omkring 500 personer mistet livet i angreb udført af forskellige grupper med tilknytning til Islamisk Stat (IS) og al-Qaeda.

Kortet herover viser, hvor i Burkina Faso vi arbejder. Du kan se, hvilke indsatser, vores sponsorer er med til at støtte i Burkina Faso her.

INGEN SPONSORBØRN RAMT

Burkina Faso er et af de lande, hvor der bor flest sponsorbørn, og nogle af dem bor i Sanmatenga-provinsen, hvor weekendens angreb fandt sted.

“Umiddelbart er ingen sponsorbørn direkte berørt af weekendens angreb, men vi har ekstra fokus på netop Burkina Faso. Vi følger situationen nøje og gør, hvad vi kan for at styrke børnene, familierne og lokalsamfundene i de områder, hvor der bor sponsorbørn,” siger Anne Smith Petersen, programdirektør i PlanBørnefonden.

“Samtidig ser vi på, hvordan vi kan udvikle særlige indsatser for de børn og familier, der er flygtet til andre steder i landet,” siger hun.

VI ARBEJDER FOR AT FÅ BØRNENE I SKOLE

Et af fokuspunkterne er at styrke uddannelsesmulighederne for børnene i Burkina Faso. Over 2000 skoler er blevet tvunget til at lukke på grund af urolighederne, hvilket har forhindret mere end 330.000 børn i at komme i skole.

Mange lærere er flygtet af frygt for deres liv, og de mange internt fordrevne presser skolerne i de områder, som de flygter til, fordi skolerne ikke har plads til de ekstra børn, og ikke har ekspertisen til at støtte elever med traumer.

“Derfor arbejder vi for, at børnene kommer tilbage i skole og kan leve i sikkerhed, når de ikke er i skole. På den måde er vi med til at sikre, at vi ikke taber en hel generation af børn og unge på gulvet, som i stedet kan være med til at skabe fremgang og velstand i landet,” siger Anne Smith Petersen.

Følg sponsorbarnet Claire fra Burkina Faso, i løbet af en skoledag i videoen herover.

STØT PIGERNE

50 Kr.