Effektivt samarbejde begrænser smitte blandt Etiopiens flygtninge

Af Andreas Malmos

Adgang til rent vand, oplysning og sanitetsprodukter. Det er hjørnestenene i den indsats PlanBørnefonden med støtte fra Poul Due Jensens Fond lige nu gør for at stoppe spredningen af COVID-19 i Etiopiens flygtningelejre.

”Jeg er en af de fattigste her. Jeg prøver at tjene penge ved at sælge kaffe og te ved vejen, men efter min mand døde i september, har jeg ikke haft penge til at købe sæbe og andre sanitetsprodukter til at beskytte mig selv og mine børn mod COVID-19. Men nu har jeg fået udleveret bl.a. sæbe, spande og vanddunke, der giver mig mulighed for at passe ordentligt på min familie,” fortæller 35-årige Mako Ware, der er blevet fordrevet fra sit hjem grundet etniske konflikter og nu har fået hjælp gennem PlanBørnefondens indsats for at stoppe smittespredningen i Etiopien. Landet har i forvejen en af Afrikas højeste befolkningstætheder, og i flygtningelejrene er det at holde afstand og sikre en god hygiejne en kæmpe udfordring.

Heldigvis blev PlanBørnefonden ved COVID-19-pandemiens start hurtigt enige med Poul Due Jensens Fond om at prioritere to millioner til at begrænse smitten i lejrene ved at sikre adgang til rent vand og sanitetsprodukter samt oplysning om god hygiejne.

”Takket være vores langsigtede, strategiske partnerskab med Poul Due Jensens Fond kunne vi hurtigt sætte gang i et projekt for udsatte flygtninge og internt fordrevne i Etiopien. Projekt-implementeringen er gået stærkt, og vi har allerede fået mange taknemmelige tilbagemeldinger fra flygtninge og en meget samarbejdende regering. Etiopiens regering og lokale NGO’er har dog advaret om, at vi endnu ikke har set det værste af COVID-19-pandemien i Etiopien, og behovene i landets flygtningelejre er stadig enorme og vedvarende,” forklarer Bjarke Skødt Fabricius, der står for PlanBørnefondens indsats med at begrænse smittespredningen i Etiopien.

Vand – er det ikke noget, man drikker?

I de udsatte flygtningelejre er der i forvejen mangel på rent vand. Så det kan være svært at forstå, man pludselig skal bruge så meget vand på at vaske hænder i stedet for at drikke det. Udfordringen bliver kun større af, at samfundene lukker ned, så det er sværere at tjene penge til sæbe og andre hygiejnematerialer. Og når der er rift om de få sanitetsprodukter, der er til rådighed, stiger prisen.

”Det har været meget svært at få fat på sæbe, vaskemiddel osv. her i flygtningelejren under COVID-19-krisen. Vi har heller ikke penge til at købe det inde i byen, hvor priserne er steget på grund af den høje efterspørgsel. Men takket være de ting, vi har fået, kan vi vaske vores hænder og holde en god, personlig hygiejne,” fortæller Itona Loba, der er flygtet fra Sydsudan til Sherkole-lejren nær byen Asossa. Itona har fået udleveret forskellige slags sæbe, menstruationsbind samt spande og dunke.

For at sikre den størst mulige effekt af de udleverede produkter får modtagerne en grundig undervisning i, hvordan de bruger dem bedst. Desuden bliver lejrens indbyggere oplyst om, hvordan de stopper smittespredningen gennem brochurer, skilte og udkald over megafoner. De nødvendige forholdsregler er taget under alle aktiviteter, og COVID-19-værnemidler er blevet uddelt til udsatte flygtninge, alle medarbejdere og relevante samarbejdspartnere.

Udover oplysning og sanitetsprodukter til de enkelte familier er en afgørende del af indsatsen at sikre adgang til rent vand i rigelige mængder. Det sker ved opsætning af store vandtanke med en kapacitet på 5.000 liter på centrale områder i lejrene, som løbende bliver fyldt op fra lastbiler. Der er også blevet opsat en lang række håndvaske, så indbyggerne har god mulighed for at sikre den nødvendige hygiejne.

Ansvarlig for 13 børns sundhed

Når man bor i en flygtningelejr, har de fleste rigeligt at gøre med at forsørge sig selv og sine nærmeste. Men 32-årige Kaway Thiech, der selv er mor til fem børn, har på grund af sit store hjerte taget otte af lejrens forældreløse børn til sig. Hun er fattig og har ikke andre ressourcer end dem, hun får gennem FN’s World Food Programme. Nogle gange forsøger hun at tjene penge til sæbe og andre fornødenheder ved at arbejde i marken for nogle af de lokale bønder. Men COVID-19-pandemien har lukket ned for den indtægtsmulighed.

”Udbruddet har gjort det endnu sværere at passe godt på børnene. Jeg kan ikke længere tjene penge i samfundene uden for lejren, da det er for farligt at besøge dem grundet smitterisikoen. De produkter, jeg har fået udleveret af PlanBørnefonden, giver mig muligheden for at sikre en god hygiejne og lære mine børn, hvordan de skal vaske deres hænder. Det gør mig glad og giver mig håb for fremtiden. Jeg håber, støtten vil fortsætte, så længe virussen er et problem,” fortæller Kaway.

PlanBørnefondens indsats for at beskytte Kaway og andre flygtninge i Etiopien løber takket være støtte fra Poul Due Jensens Fond frem til september og forventes at komme 330.000 mennesker til gavn.