Lizette er sponsor med sin datter: ”Det er en opfordring til at leve et liv med næstekærlighed”

Når man er enlig forsørger på SU er det ikke givet, at der er penge til et sponsorbarn. Men Lizette, der studerer til tegnsprogstolk, har alligevel fundet overskuddet til at blive sponsor for at lære sin datter om, hvordan børn i andre verden lever.

Izas yndlingsfarver er lilla og lyserød. Den ene farve har hun på sine negle, den anden findes i talrige nuancer overalt på på hendes børneværelse. Det store, aflange rum indeholder alt det, en dansk pige på tre år kan begære. Bamser og et løbehjul med Gurli Gris, dukker, puslespil og meget andet.

”Jeg synes, det er så forfærdeligt, at der er børn i verden, hvis rettigheder ikke bliver respekteret. Hvor det ikke er det mest naturlige i verden, at de får en Gurli Gris-løbecykel, og at deres forældre ikke har mulighed for at passe på dem. Som forældre må det være forfærdeligt ikke at kunne passe på sit barn, ikke at kunne gå i seng og føle sig tryg hver aften og tænke, at mit barn har det godt,” siger Izas mor, 32-årige Lizette Sonne. De to bor alene sammen her i lejligheden i Ballerup.

Når en pige som Iza bliver født i Danmark, kan hun forvente at leve i omkring 83 år. Var hun til gengæld født i Togo, skulle hun ikke forvente at blive meget mere end 63 år. Det er netop en pige fra Togo, som Lizette og Iza er blevet sponsorer for. Lizette betragter det som en måde, hvorpå hun kan gøre det nogenlunde konkret og forståeligt for Iza, at ikke alle har det lige så godt som hende.

”Det er min tanke, at de ligesom skal vokse op sammen. Sådan kan de begge få en fornemmelse af, hvordan det er at være 10, 12 og 14 år forskellige steder i verden. Iza forstår det jo ikke endnu, det er bare en underlig abstrakt ting, men det bliver forhåbentligt en naturlig ting på et tidspunkt!” siger Lizette.

For Lizette er et sponsorbarn en meget konkret måde at lære sin datter, Iza, om næstekærlighed: ”Jeg vil gerne vise hende, at alle de ting, hun får, det er ikke en selvfølge for alle børn ude i verden. Det skal hun lære at sætte pris på."

Et liv med næstekærlighed

Det er ikke lang tid siden, at Lizette besluttede sig for at vende tilbage på skolebænken. Hun tilhører den lille skare af mennesker, der studerer til at blive tegnsprogstolk. Hun har allerede lært sin datter at sige panda, mor og elefant med sine hænder. Den lille pige kører hånden over sit ene øje, dernæst i en hurtig bevægelse væk fra panden og bevæger den til sidst i en snabellignende bue fra næsen.

Selvom det først er i år, at Lizette tog beslutningen om at få et sponsorbarn, strejfede tanken hende allerede for tre år siden, da Iza blev født.

 

”Jeg er troende kristen, så for mig er dåben en opfordring til at leve sit liv med næstekærlighed. Det, man skal give verden og hinanden, er kærlighed. På den måde er nødhjælp i fuld tråd med det. Så jeg tænkte, at dåben skulle være en anledning til at starte sponsoratet op, så det kunne blive en naturlig del af hendes liv at hjælpe mennesker i en anden del af verden. Mennesker, der har mere brug for penge, end vi har. Men så syntes jeg pludseligt, at det var mange penge om måneden,” siger Lizette.

De sidste tre år har hun dog tænkt, at hun godt kunne undvære penge til et sponsorbarn i sit budget. Også selvom hun nu er enlig forsørger på SU. Da hun for nylig så en reklame for PlanBørnefonden i fjernsynet, tog hun derfor beslutningen.

”Vejet op imod, hvad det kan betyde for en anden familie ude i verden, føler jeg nu, at 245 kroner om måneden er et lille beløb, som vi egentlig godt kan undvære til en lille smule ekstra tøj eller en pizza.”

Lizette glæder sig til at få kontakt med sponsorbarnet. Sende postkort fra de steder, de har besøgt i Danmark og fortælle hende om deres liv. På sigt skal Iza være en del af kontakten, men der går endnu nogle år, før hun kan forstå, hvem pigen på billedet er.

”Jeg har forsøgt at forklare lidt om sponsorbarnet, men hun var mere interesseret i en dukke, som pigen stod med på billedet. For Iza er der ikke noget anderledes ved sponsorbarnet end de børn, der er nede i børnehaven. På den måde er børn dejligt fordomsfri. Gid det bliver ved, når de vokser op!”

Lizette har allerede tænkt på at tage kontakt til sponsorbarnet fra Togo: ”Hvis man gør det til en tradition at sende noget en gang om året eller hvert halve år, så får Iza jo også et forhold til det på den måde.”

Stop Corona

Støt med en skoleuniform