Familien Beha er nye sponsorer hos PlanBørnefonden: ”Det er en gave at vise sine børn et ægte billede af verden”

Af Cathrine Nørgaard

Mikkel Beha og Marian Midé har på deres rejser rundt i verden altid sørget for at vise deres sønner, hvordan livet leves på både godt og ondt. Nu er hele familien blevet sponsorer for to piger i Bangladesh.

Det er fabrikkerne, hvor små 12-årige piger syede på livet løs, der står stærkest i hans hukommelse. For 20 år siden var Mikkel Beha Erichsen i Bangladesh som journalist for at lave et dokumentarprogram om arbejdsforholdene på nogle af de berygtede fabrikker, hvor børn arbejdede mellem 12-14 timer om dagen til ingen penge.

Historien står i kontrast til det ofte paradisagtige liv, danskerne efterhånden kender familien Beha for. Men Mikkel Beha og hans kone, Marian Midé Andersen, har altid sørget for at tage deres sønner med til de steder, som ikke er typiske turistmål.

”Når vi har rejst, har vi været meget omhyggelige med at vise vores drenge et rimelig ægte billede af verden, så de ikke kun ser den polerede udgave med de pæne kokospalmer og en dejlig taxatur oppe i bjergene. Vi har taget dem ned i slumkvartererne, vi har taget dem med til byer, der står på pæle ude i et mangroveområde, hvor de virkelig ikke har en skid. Og det tror jeg bare er en kæmpe gave at give sine unger – at sætte tingene i perspektiv og minde dem om, hvor skide heldige vi – og de – er,” siger Mikkel Beha, da PlanBørnefonden besøger ham på hans husbåd, hvor han bor sammen med Marian Midé.

Vil du være sponsor ligesom familien Beha?

Sammen med resten af familien – deres sønner Emil, Theis og Alfred, deres svigerdøtre og tre små børnebørn – er de blevet sponsorer for to piger i netop Bangladesh.

”En af grundene til, at vi har valgt PlanBørnefonden, er, at det er meget konkret. Man får en kontakt med det her barn, man kan se, at man gør en forskel. Det er jo dejligt,” siger Mikkel Beha.

Hør Mikkel Beha fortælle om sin rejse til Bangladesh og om at være sponsor med sin familie:

 

 

 

Stolte og ranke mennesker

Selvom oplevelsen i Bangladesh ligger så mange år tilbage, står den stadig lyslevende i Mikkel Behas hukommelse.

”Vi har valgt af få to sponsorbørn i Bangladesh, fordi det var et sted, jeg rejste hjem fra og tænkte, at det var et af de værste steder, jeg havde set. Men med nogle af de smukkeste mennesker. Jeg husker det nærmest som et floddelta af smeltevandet oppe fra Himalaya. At der kan bo mennesker der, at de kan overleve og at de kan gå rundt og være så smukke og så stolte og ranke midt i al det mudder og alt det vand og alt den mangel på alt det basale i livet … det er jo også bare noget, man bliver kæmpe-imponeret over og tænker: Waw,” siger Mikkel Beha.

Bangladesh er bare et af mange lande, hvor Mikkel Beha har set, at især pigers rettigheder ikke respekteres.

”Når vi rejser rundt i verden, har vi set, at der er rigtig mange børn, der har det rigtig svært. Og vi har også set, at pigerne ofte har det lidt hårdere. For i nogle af de samfund og kulturer, vi har besøgt, der vægter et pigeliv bare ikke lige så højt som et drengeliv. De bliver giftet bort alt for tidligt, og de får ikke lov til at gå lige så meget i skole, og de får lov til at arbejde endnu mere og endnu hårdere i hjemmet end drengene. ”

Sponsorer for livet

Man skal ikke kigge længe rundt i parrets hjem for at finde tegn på familiens rejselyst. Ved bogreolen ligger rejsebøgerne i store bunker på gulvet, og ved vinduet står en kæmpe globus. Man glemmer hurtigt, at man befinder sig i København, når Mikkel Beha først går i gang med sine fortællinger fra sit liv på farten og den betydning, som de mange rejser har haft for parrets tre børn.

Derfor er Mikkel Beha heller ikke i tvivl om, at det perspektiv bliver givet videre til hans børnebørn. Familiens nye rolle som sponsorer skal hjælpe til med det.

”Når vi nu går ind og laver en sponsoraftale og gør det sammen som familie, så er det en måde at sende historien ned til de kommende generationer på. Historien om, at man skal passe på hinanden, og at man skal hjælpe der, hvor man kan. Jeg tænker, at det at være sponsor er noget, vi gør for livet. Som en ting, der bare er en selvfølge, ligesom at man betaler sin forsikring og vægtafgift på bilen. Det at være sponsor skal også være en ting, der ikke er til diskussion,” understreger Mikkel Beha.

Beslutningen om, hvorvidt familien skulle blive ambassadører og sponsorer hos PlanBørnefonden, var ikke svær at træffe. Men det var alligevel noget, som Mikkel Beha og Marian Midé måtte ringe til deres sønner for at tale om.

”Vi holder meget sammen, også når der ikke er nogen, der går og filmer. Vi ringede og spurgte drengene, om de syntes, det var en god idé at blive ambassadører for PlanBørnefonden. Så vendte vi det og kom frem til, at det kan vi godt. Hvis vores families stemme kan bruges til at ændre livet for små mennesker rundt om i verden … så er det det, vi gerne vil.”