Filippinerne forbyder børneægteskaber – og det er godt nyt for ligestillingen

Af Cathrine Nørgaard

Årets første gode nyhed kommer fra Filippinerne, hvor det nu bliver forbudt at gifte sig, før man fylder 18 år. Et forbud mod børneægteskaber er vigtigt skridt for piger og kvinders rettigheder.

Hvert år bliver 12 millioner piger under 18 år gift bort, men nu er der håb for, at Filippinerne i fremtiden ikke længere vil bidrage til den statistik.

Landet, der ligger på en 12. plads over lande, hvor mange børn bliver gift, før de fylder 18 år, har med en ny lov forbudt børneægteskaber.

“Børneægteskab er en skadelig praksis, der kan have konsekvenser gennem hele livet for både piger og drenge. Det fratager dem retten til at være fri for vold, retten til uddannelse samt seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder,” siger landedirektør hos Plan International Filippinerne, Ana Maria Locsin.

”Vi takker alle lovgivere, ledere og fortalere for at ændre lovgivningen og forbyde børneægteskaber,” tilføjer hun.

Børneægteskaber øger uligheden mellem kønnene. Det fratager pigen retten til at bestemme over sin egen krop. Men den nye lov anerkender børneægteskabers ødelæggende natur, og det kommer piger og kvinder til gode fremover. Som den 16-årige aktivist Jessica formulerer det: ”Det er vigtigt, at vores stemmer bliver hørt.”

Derfor er loven vigtig

Vi arbejder over hele verden for at afskaffe børneægteskaber, og Filippinerne er ingen undtagelse. Den nye lov viser, at vores konstante pres på regeringer virker. Andelen af børneægteskaber er faldet siden 1994 i de lande, hvor det er normal praksis, men der er endnu lang vej, før praksissen er helt udtryddet.

Et forbud mod børneægteskaber er trods alt et skridt i den rigtige retning for ligestilling mellem kønnene. Når en pige bliver gift alt for tidligt, mister hun retten til at bestemme over egen krop og liv. Børneægteskaber sker, fordi synet på piger i mange lande stadig er defineret at ældgamle forestillinger om, at de ikke er lige så meget værd som drenge og mænd. Forhåbentlig kan Filippinernes nye lov være med til at skabe reelle forandringer for piger og kvinder i landet og sikre, at flere kommer i skole, får en uddannelse og kontrol over eget liv.

“Godkendelsen af denne skelsættende lov er det første skridt i at give de kvinder og børn, der er blevet tvunget ind i et ægteskab, en plads i samfundet. Vi er ivrige efter at fortsætte med at arbejde med vores partnere for fuldt ud at implementere loven og sikre, at børneægteskaber bliver udryddet,” siger Ana Maria Locsin.

FAKTA om børneægteskaber