”Jeg har muligheder, mine halvsøskende i Uganda aldrig får – det forpligter”
Af Maja Bygvrå
Tilfældigheder har givet 29-årige Precila Birungi muligheder i Varde, som hendes søskende i Uganda ikke har. Den chance vil Precila ikke spilde, så hun læser jura, har en nystartet virksomhed og et sponsorbarn gennem PlanBørnefonden.
Indtil Precila Birungi var fire år, boede hun i en lerhytte uden vand, toilet og elektricitet i et slumområde kaldet Kamwokya i hovedstaden Kampala sammen med sine to brødre og forældre. På et tidspunkt tog Precilas mor en livsændrende beslutning, for hun ville give sine børn en bedre barndom, så hun forlod sin mand, pakkede en taske og tog sine tre børn med til lufthavnen i jagten på en bedre fremtid. De endte med at begynde et nyt liv i Esbjerg, hvor hendes mor og to brødre stadig bor.
I dag bor 29-årige Precila Birungi i et villakvarter i Varde med sin mand og to børn. Hun er meget bevidst om, hvordan tilfældighederne har givet hende en chance, som hendes familie i Uganda aldrig får. Hun arbejder derfor hårdt for at blive en succes og gøre sin familie stolt. Hun læser jura og vil gerne være forsvarsadvokat og på sigt højesteretsdommer. Ved siden af sit studie, driver hun også sin virksomhed Swibbid.
Hvorfor rejste din mor til Danmark med dig og dine to brødre?
”Min mor oplevede et Uganda med krig og lig i gaderne, og hvor du skulle have de rigtige kontakter, for at kunne skabe et godt liv. At have en uddannelse og være arbejdsom betød ikke noget dengang. Jeg har flere gange spurgt min mor, hvordan hun vidste, vi skulle til Danmark. Hun siger, hun flere gange i Uganda drømte om, at vi skulle bo et hus med vand i vandhanen, tryghed og alle de ting, som hun ikke selv havde, da hun var barn. Hun siger, hun havde en indre tro på, at der var noget bedre for os et eller andet sted i verden, så hun tog en chance og tog mig og mine to brødre med til Danmark, så vi kunne få en uddannelse og et godt liv.”
Hvorfor er du blevet sponsor?
”Jeg tror, alle mennesker vil det samme – vi vil gerne være trygge og lykkelige. Det er nemt for mange af os i Vesten at skabe det liv, vi gerne vil have, men der er mange, som aldrig får den chance. Ikke fordi de ikke er kloge nok eller har det rigtige drive, men fordi de simpelthen ikke har mulighederne. Det er den mest ulige kamp, jeg kan forestille mig, og derfor er det noget af det største, man kan gøre, er at hjælpe andre, og derfor har jeg også valgt at blive sponsor for 6-årige Mariam i Uganda gennem PlanBørnefonden.”
Gør som Precila – bliv sponsor
Får du det nogensinde dårligt over, hvor heldig du har været?
”Jeg skylder mig selv, min mor og mine søskende at opnå mit fulde potentiale. Jeg får det dårligt, hvis jeg spilder mit liv i Danmark. Jeg føler, de kampe, som jeg kaster mig ud i som fx min uddannelse og min virksomhed, det gør jeg lige så meget for mine søskende i Uganda. Det kunne jo lige så godt være én af dem, der var kommet til Danmark. Hvis jeg lykkedes og kommer til at opnå det, jeg ønsker, kan jeg hjælpe dem. Min mor har altid sagt: ”Har du ti kr., så giv fem kr.”
Det handler om at gøre dét, du kan. Det kan fx være at tale med min søster om uddannelse og give hende troen på, at det kan hun godt. Hvis du ikke har troen på forandring, så sker der jo ingenting. Mentaliteten er meget, meget vigtig.
Hvis jeg er utaknemmelig over mit liv, eller hvis jeg brokker mig meget over ligegyldige ting og nonsens, så kan jeg godt mærke, jeg får ondt i maven og bliver skuffet over mig selv.”
Du har besøgt din far i Uganda, hvordan var det?
”Det var en helt speciel følelse. Jeg følte mig tryg, og duftene var velkendte, selvom det var så anderledes end mit liv i Danmark. At møde min far var fantastisk, det var ligesom at kigge på min bror i Danmark. Han er meget høflig, rolig, venlig og beskyttende. Når vi skulle ud at køre, åbnede han døren for mig og gav mig sele på, og spurgte om selen pressede på min gravide mave. Da vi var ude at gå, spurgte han om jeg kunne klare at gå længere på grund af min graviditet. Da vi spiste, spurgte han også kvinderne i familien, om vi ville tage først. Jeg er stadig i kontakt med min far over WhatsApp, så jeg ved, hvordan han og familien har det.”
Jeg får det dårligt, hvis jeg spilder mit liv i Danmark
Hvordan var det at møde dine halvsøskende?
”Mine halvsøskende havde planlagt en sammenkomst, hvor de havde lavet en video til mig og en plakat i en ramme. De holdt alle sammen en tale for mig, hvor de fortalte, de var glade for, jeg ville besøge familien, og jeg kunne mærke, det hele kom fra hjertet. Selv min bror på to år holdt tale. Han sagde: ”Hello Precila, I’m happy you are here.” Jeg kunne mærke på dem, at de ligesom sagde velkommen tilbage, og jeg var en del af familien, selvom jeg ikke bor der. Jeg var helt lamslået, og jeg havde ikke forberedt en tale. Men jeg sagde til dem, at jeg var taknemlig for deres gæstfrihed og deres interesse i mig. Det var en følelsesladet oplevelse.”
Forventer dine halvsøskende, at du hjælper dem økonomisk?
”Inden jeg rejste tilbage til Uganda, sagde min mor, jeg kun skulle give mine halvsøskende dét, jeg selv havde lyst til. Hun vidste jo, at jeg ville give noget lige meget hvad, og man kan jo få lyst at give alt, hvad man har, selv det tøj man har på. Men der var faktisk ingen af mine søskende, der bad mig om penge. Hvis jeg selv boede i slummen, tror jeg, jeg ville have sagt noget med: ”Jeg mangler penge til skolebøger, vil du betale?” Inden jeg rejste, gav jeg dem alle en lille pengegave, da de jo havde været værter for mig, og min far havde også afsat 14 dage til at vise mig byen og lejet en bil, så vi kunne komme rundt.”
Bliv sponsor som Precila, så gør du en forskel for udsatte børn.