Jimmy Jørgensen er ny sponsor og ambassadør

Af Cathrine Nørgaard

Da sanger, sangskriver og skuespiller Jimmy Jørgensen for nylig fik muligheden for at blive ambassadør for PlanBørnefonden, slog han til. Nu er han aktuel i ny kampagnefilm med fokus på pigers rettigheder.

Hvorfor er du sponsor og ambassadør for PlanBørnefonden?

”Jeg synes det er rart, efter at have været i denne her branche i 25 år, at kunne gøre noget, som betyder lidt mere. Da jeg blev spurgt, om jeg ville blive sponsor for PlanBørnefonden, gav det bare rigtig meget mening for mig. Det er rart at kunne bruge mit navn og mit produkt, hvis man kan sige det sådan, til noget fornuftigt. Ud over at gøre noget for mig selv, så synes jeg, det er rart at gøre noget for andre… for en gangs skyld.”

Fortæl lidt om den kampagnefilm, du er med i.

”Filmen handler om pigers rettigheder, bl.a. det at få lov at gå i skole. Jeg har selv to piger, en på 10 og en på 30. Jeg kan slet ikke forstå, at man rundt om i verden ikke kan få lov at gå i skole, bare fordi man er pige. Det synes jeg er helt urimeligt, og det vil jeg gerne slå et slag for. Og det gør jeg med denne film. Formålet er gøre danskerne opmærksomme på problemerne, og forhåbentligt får de lyst til at blive sponsorer.”

Jimmy Jørgensen er ny sponsor og ambassadør: ”Det er rart at gøre noget for andre for en gangs skyld” 4
57-årige Jimmy Jørgensen er med i ny kampagnefilm for PlanBørnefonden, hvor han sætter fokus på pigers rettigheder. Han håber, at flere danskere får øjnene op for, hvor godt vi har det – og hvor lidt der skal til for at gøre en forskel. Selv er han sponsor for pigen Nkani fra Benin – som også er med i filmen.

Hvorfor skal folk blive sponsorer?

”Vi lever i en verden, hvor der er mange problemer, men vi er heldige at leve i et land, hvor vi har det rigtig godt. Jeg synes ikke, man kan gøre nok for andre. Lad os se, om vi ikke kan gøre det lidt bedre for nogle flere børn. Det her er jo bare et lille sted at starte, men det er trods alt et sted.”

Hvorfor synes du, det er vigtigt, at vi her i Danmark gør en indsats for at styrke pigers rettigheder?

”Det er jo forfærdeligt, at kvinder rundt om i verden ikke har de samme rettigheder som mænd. Det må vi gøre noget ved. Det er helt utroligt at tænke på, at nogle bliver gift, når de er 12 år, og ikke kan komme i skole. Det er svært at fatte, at nogen holder piger fra at få en uddannelse.

Jeg håber også, at jeg kan lære mine børn, at det er vigtigt at hjælpe andre. Man kan gøre en forskel, ligesom jeg f.eks. gør nu, når jeg stiller mig op i kampagnefilmen. Det er en lille ting for mig, men det sender trods alt et lille signal, også til mine børn, om, at der findes mennesker i verden, som ikke har det lige så godt som os, og at de mennesker godt kunne bruge lidt støtte.”

Jimmy Jørgensen: "Jeg kan ikke forstå, at piger ikke kan få lov at gå i skole"Jimmy Jørgensen: “Jeg kan ikke forstå, at piger ikke kan få lov at gå i skole”