Karamelleriet støtter pigerne: ”Man behøver ikke være en stor koncern for at støtte et godt formål”

Af Cathrine Nørgaard

Ingen virksomhed er for lille til at gøre en forskel. Når du køber årets fars-dags-gave hos Karamelleriet, støtter du samtidig PlanBørnefondens arbejde med verdens udsatte piger.

Det var en pigedrøm, der gik i opfyldelse for Tine Ipsen og Charlotte Vigel, da de i 2006 kunne åbne deres egen karamelforretning i en gammel cykelkælder på Nørrebro i København. I dag består Karamelleriet af to butikker i København og én på Bornholm samt en webshop, der bugner af karameller i alskens smukke indpakninger.

Kvinderne har en efterhånden lang historik med at støtte forskellige sociale formål. Og det på trods af, at deres virksomhed er relativ lille.

”Vi mener, det er vigtigt, at man bidrager, hvor man kan. Man  behøver ikke være en stor koncern. Man kan også gøre det som en lille erhvervsdrivende: prioritere at hjælpe andre. Vi synes, det er vigtigt at tage et socialt ansvar, når man har mulighed for det, og også tænker ud over egen næsetip. Det har vi gjort rimeligt bredt. Vi prøver at bidrage, hvor vi kan, og det synes vi også, vi kan sammen med PlanBørnefonden,” siger Tine Ipen, og Charlotte Vigel supplerer:

”Vi er begge mødre til børn, og når det kommer til børn, så bliver man ramt et helt særligt sted, og hvis man kan gøre en forskel på den konto, hvorfor så ikke bruge noget af sit overskud på det? Der er så mange piger, som ikke har de samme muligheder som os. Hvis vi kan hjælpe, så de kan få en uddannelse og kigge imod en fremtid, hvor de kan styre deres liv meget mere, ville det være helt fantastisk at være med til at gøre muligt!”

Kvinderne havde allerede taget beslutningen om at ville lave en forretning sammen, da de gik på gymnasiet på Bornholm. For dem har det nemlig hele tiden været vigtigt, at de selv kan være en del af hele processen. Fra idé over udvikling til det endelige resultat.

”I virkeligheden handler det også om at have hånd i hanke i sin egen fremtid. Meget apropos,” siger Charlotte Vigel og henviser til det samarbejde, som hun og Tine Ipsen har indgået med PlanBørnefonden. Når du forud for fars dag den 5. juni køber fars dags-gaveæsken hos Karamelleriet, støtter du PlanBørnefondens Pigefond og vores arbejde med verdens udsatte piger i Øst- og Vestafrika.

“Vi støtter PlanBørnefondens arbejde med udsatte piger i hele verden. Det gør vi med en forhåbning om, at de en dag får mulighed for måske at skabe en forretning på samme måde, som vi har gjort det. Hvis vi kan hjælpe dem med tryghed og med god uddannelse, hvem ved, så kan de måske gå sammen to og to og lave en forretning, ligesom vi har gjort det, eller i hvert fald få en anden fremtid end den, de ellers havde i udsigt,” siger Charlotte Vigel.

Karamelleriets tre gode råd til dig, der gerne vil støtte det gode formål

Man kan altid gøre en forskel. Det mener Tine Ipsen og Charlotte Vigel, som stiftede Karamelleriet i 2006 og siden har ekspanderet med flere butikker og en webshop, hvor de blandt andet sælger en gaveæske op til fars dag, som støtter PlanBørnefonden. Her er deres gode råd til dig, der gerne vil støtte et godt formål.

1. Gå efter de projekter, der betyder noget for dig

”Vi vælger at støtte steder, hvor det rører os personligt. Fordi vi selv har unge børn og ved, hvor vigtigt det er at have en tryg opvækst, så giver det så meget mening at arbejde med PlanBørnefonden.”

2. Vær ikke bange for, om du støtter med nok

”Vær ikke nervøs for, om du bidrager med nok. Selv lidt gør noget. Man behøver ikke være en stor koncern. Man kan også prioritere at hjælpe andre som en lille erhvervsdrivende.”

3. Ræk ud til organisationerne

”Det vigtigste er at tage en beslutning om at bidrage, og så kan man kontakte de organisationer, hvor man synes, det giver mening. Så bare ræk ud – der er behov for hjælp rigtig mange steder.”