Klassekammerater erstatter fødselsdagsgaver med sponsorbørn

Af Kirsten Brogaard

I stedet for at give hinanden gaver, når de har fødselsdag, bruger 5. klasse på Busses Skole pengene på at være sponsorer for en pige og en dreng i Bangladesh. På den måde sørger de for, at flere børn får mulighed for at gå i skole.

Flag, sang, kage og ikke mindst gaver. De fleste danske børn har helt klare forventninger til, hvilke ingredienser en vellykket fødselsdag skal indeholde. Men fremover må eleverne i 5. klasse på Busses Skole i Gentofte holde fødselsdag uden en eneste gave fra klassekammeraterne.

”Vi har valgt, at i stedet for at vi får gaver af hinanden til fødselsdage, så giver vi pengene til børnene i Bangladesh,” forklarer Milo Sylvester om den nye fødselsdagsordning som klassen er begyndt på.

Tidligere har klassekammeraterne givet én samlet gave til hver elev, når de har fødselsdag, men nu er klassen i stedet sponsorer i PlanBørnefonden for to jævnaldrende børn i det nordlige Bangladesh.

Mød eleverne fra Busses Skole og hør, hvorfor de er blevet sponsorer:

Klassekammerater erstatter fødselsdagsgaver med sponsorbørnKlassekammerater erstatter fødselsdagsgaver med sponsorbørn

”Det er ikke fedt, at de ikke har det som mig”

Eleverne har lært om Bangladesh i forbindelse med Børnenes U-landskalender, hvor overskuddet i 2019 gik til PlanBørnefondens arbejde for at sikre, at børn i hovedstaden Dhaka bliver i skole i stedet for at blive børnearbejdere eller giftet bort. Og for eleverne på Busses Skole har fortællingerne om livet for deres jævnaldrende i Bangladesh gjort et stort indtryk.

”Jeg synes, at det er synd, at de skal bo i huse, der ligner papkasser uden at have rent vand og uden at kunne gå i skole eller få en ordentlig fremtid,” siger Carla, og klassekammeraten, Johannes, bakker hende op.

”De har det svært. Især hvis de bor i en slum, fordi de skal arbejde uden at få særlig meget i løn, og de bliver giftet bort, så vi støtter dem, så de også kan få det bedre,” siger han.

Undervisningen har ikke kun givet eleverne lyst til at støtte børnene i Bangladesh. Det har også sat elevernes eget liv i perspektiv.

”Det er ikke særlig fedt at tænke på, at de ikke har det ligesom mig. Jeg får rent vand, jeg har Play Station, og jeg får lommepenge for ikke at lave noget. De arbejder,” siger Elias.

”Vi vil gerne gøre en stor forskel”

Der er bred enighed i klassen om, at de sagtens kan undvære fødselsdagsgaverne i fremtiden, og at pengene er bedre brugt på børn 8.000 km øst for deres egen skolegård i Gentofte.

”Vi har så mange ting her i Danmark, og de har ikke særlig meget, så vi vil meget gerne gøre en stor forskel og hjælpe dem,” siger Kamille på 10 år, og Magne bakker hende op.

”Vi er meget mere forkælede end børnene i Bangladesh, som ikke har noget, så vi skal støtte dem,” siger Magne, der er 10 år.

”Jeg håber, flere skoler vil gøre som os”

Som sponsor er man med til at støtte sponsorbørnenes lokalområde og bl.a. give flere børn mulighed for at gå i skole. Noget, som ikke er en selvfølge i mange lande på samme måde, som det er i Danmark. Omkring 258 millioner børn mangler lige nu på skolebænken.

Og eleverne på Busses Skole har da også store forhåbninger til, hvilke forandringer de ønsker at skabe både herhjemme og i Bangladesh:

”Jeg håber, at de kan komme i skole, og at de kan få mere vand og mad, og at de måske faktisk flytter, så de kan bo et bedre sted end i slummen,” siger Johannes.

Han og resten af klassen ser gerne, at deres initiativ kan inspirere andre danske skoleklasser:

”Jeg kunne godt tænke mig, at der var flere skoler, der gjorde lige som os, for jeg kunne godt tænke mig, at børnene i Bangladesh fik det meget bedre,” siger Milo Sylvester.

Skal din klasse også have sponsorbørn? Så tryk herunder og bliv sponsor!