Ledelsesholdet er sat i PlanBørnefonden med ny økonomidirektør og udnævnelse af vicedirektør

Af PlanBørnefonden

Holdet er nu sat i PlanBørnefondens øverste ledelse, efter direktør Dorthe Petersen satte sig i spidsen for PlanBørnefonden tilbage i maj.

Anne Smith Petersen blev udnævnt til vicedirektør 1. september, og 1. januar 2021 tiltræder Mikkel Hauschildt som økonomidirektør i PlanBørnefonden. Han har gennem fem år skabt flotte resultater i en lignende stilling hos SOS Børnebyerne og bliver en vigtig del af den ledelse, der skal tegne PlanBørnefondens arbejde for at skabe en bedre fremtid for verdens børn med et særligt fokus på pigers rettigheder.

Anne Smith Petersen har de sidste to år været program og policy-direktør i PlanBørnefonden. Hun var oprindeligt ansat i Børnefonden og spillede en vigtig og central rolle i fusionen mellem Plan Danmark og Børnefonden, der trådte i kraft i 2018.

Med den nye økonomidirektør på plads og udnævnelsen af Anne Smith Petersen til vicedirektør forventer Dorthe Petersen at have det hold på plads, som skal tegne organisationen i fremtiden.

Anne Smith Petersen, vicedirektør i PlanBørnefonden

”Som direktør har det været dejligt at komme ind og mærke den ild, der brænder blandt medarbejderne i PlanBørnefonden. Samtidig er det også naturligt, at det kan skabe lidt utryghed, når en ny direktør træder ind ad døren. Derfor er det vigtigt for mig at sige, at jeg nu anser os for at have holdet på plads. Jeg er sikker på, vi har de nødvendige kompetencer, der skal sørge for, at PlanBørnefonden vokser sig endnu større og stærkere, så vi sammen kan skabe en bedre fremtid for flest mulige børn.”

Netop kampen for verdens udsatte børn er en hjertesag for den kommende økonomidirektør, Mikkel Hauschildt, der har tilbragt en stor del af sin karriere i forskellige NGO’er.

”Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang med arbejdet og puste endnu mere vind i sejlene på den positive udvikling, der er i gang hos PlanBørnefonden,” fortæller 47-årige Mikkel Hauschildt om sit jobskifte.

Det kommer efter fem år som økonomi- og administrationschef hos SOS Børnebyerne, hvor han har skabt flotte resultater. Mikkel Hauschildt kommer også med solid, international erfaring, efter han bl.a. har været udstationeret i Sierra Leone og Tanzania i sammenlagt seks år.

”Mikkel Hauschildt tilfører mange værdifulde kompetencer inden for økonomi, digitalisering og ikke mindst digital forretningsudvikling. Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at sætte så stærkt et ledelsesteam, der har så stor erfaring og stærke resultater bag sig. De kommer, sammen med resten af ledelsen og de stærke medarbejdere, til at gøre en kæmpe forskel i PlanBørnefondens arbejde for at skabe en bedre fremtid for børn i hele verden. Og ikke mindst i kampen for at sikre pigers rettigheder,” forklarer Dorthe Petersen.

Mikkel Hauschildt tiltræder som økonomidirektør i PlanBørnefonden 1. januar 2021.