Min fars næstekærlighed lever videre i Kenya

Af Lotte Bøllehuus Hansen

Da Theis på juleaftensdag sad i kirken og besluttede sig for at få et sponsorbarn, havde han ikke forudset hvilke følelser, det ville vække i ham.

Det er den 24. december, 2018. Theis er taget til den årlige julegudstjeneste. Sammen med de mange andre kirkegængere har han sat sig godt til rette på kirkebænken, klar til at lukke julefreden ind. Siden han for fem år siden mistede sin far, er julen blevet særlig vigtig for ham. Den skal bruges på nærvær og omtanke for andre.
Imens præsten står og prædiker, lader Theis sit blik vandre rundt i kirken. En lille gruppe unge sidder fuldstændig opslugt af deres telefoner. Synet vækker øjeblikkelig en tanke, der har luret et stykke tid: Nu er det det rigtige tidspunkt!

Et minde får lov at leve

Mens Theis’ far levede, gjorde han meget ud af at støtte forskellige nødhjælpsorganisationer. Theis har derfor igennem længere tid gået med tanken om at blive sponsor, fordi det virker som en nærliggende måde at videreføre farens omtanke for andre. I det øjeblik han ser de unge i kirken, fuldstændig fordybet i deres mobiler uden øje for hverken menneskene eller verden omkring dem, styrker det derfor hans lyst til at gøre det stik modsatte. Som det første efter gudstjenesten tager han derfor hjem, tænder sin computer og giver et lille barn på den anden side af jorden en ekstraordinær julegave; han melder sig som sponsor.

”I virkeligheden var det også en gave til mig selv. Jeg var lidt inspireret af den sang, hvor Nick og Jay synger ’Når et lys slukkes, så tændes der et nyt’,” fortæller Theis, med tanke på den forskel hans fars tilstedeværelse har gjort for andre og som han nu kan føre videre til en anden.

Børn skal have lov til at være børn

29-årige Theis har nu været sponsor for toårige Nevil fra Kenya i snart et år og er mange gange blevet bekræftet i, at han gør en positiv forskel. Da han meldte sig som sponsor, bad han specifikt om at blive sponsor for en pige, fordi tanken om piger der bliver giftet bort i en alt for ung alder eller udsat for seksuelle krænkelser, var for frygtelig til, at han ville lade stå til.

”Det gør helt ondt indeni hvad piger risikerer at opleve. Børn skal have lov til at være børn. Det var det, der gav mening for mig,” siger Theis.

For at blive endnu klogere på det land og de omstændigheder Nevil vokser op i, har Theis også siden hen både læst om og set en del dokumentarer på nettet om Kenya.

En overraskende krusedulle

Theis beslutning om at blive sponsor har også undervejs genereret følelser i ham, som han ikke havde regnet med. Det mærker han særligt, når Nevils forældre sender ham små, farverige krusedulletegninger fra den toårige Nevil. Tidligere har han gjort grin med sine kollegaer, når de stolt har vist tre streger fra deres unger frem, men efter at han fik de første tegninger, har han erkendt, at han også selv bliver en smule rørt;

”Der gik fuldstændig ’nårh hvor er det cute’ i den, selvom det bare var en krusedulle. Det kom bag på mig,” siger Theis.

Den bedste julegave man kan give

Ligesom Theis mærker en positiv forskel efter at være blevet sponsor for Nevil, er hans sponsorat også med til at påvirke hele hendes område. Siden han blev sponsor sidste år, er 2.347 mænd og kvinder blevet undervist i, hvordan man bedst kan passe på sine børn. Derudover har 120 familier fået adgang til køkkenhaveaktiviteter, så færre børn behøver at gå sultne i seng. Med sponsorernes hjælp har skolebørn der bor langt væk fra skolen, fået cykler, så de ikke længere behøver at bede om lift af fremmede motorcyklister, som ofte stiller krav om seksuelle ydelser til gengæld. På den måde er det lykkedes for Theis at gøre en kæmpe forskel for Nevil og hele hendes lokalsamfund. Fuldstændig i tråd med hans fars værdier.

Med tanke på det lys han for et år siden tændte i et lille barns liv, er Theis da heller ikke i tvivl om, at sponsoratet var den bedste julegave, han kunne give både Nevil og sig selv til jul.

Læs, hvordan du kan give dig selv eller en anden et sponsorbarn til jul