En fødselsattest er noget, de fleste danskere tager for givet. Men faktisk bliver mere end hvert fjerde barn i verden ikke registeret ved fødslen ifølge FN. Det kan blandt andet betyde, at børnene nægtes adgang til uddannelse og sundhedsydelser.

Hjemme hos Rubelita og hendes mand Novecintos i Filippinerne, er det ikke let at få pengene til at række. Parret, som har seks børn, bor i et slumområde i udkanten af byen Tacloban på den østlige ø Visayas. Rubelita går derhjemme, mens Novecintos er bygningsarbejder. På en god dag lever familien for i alt 300 filippinske pesos – det svarer til knap 40 danske kroner. Den lave indkomst betyder, at familien må prioritere benhårdt mellem udgifterne. Mad kommer i første række, og som oftest er det på bekostning af andre, vigtige fornødenheder.

For eksempel har der ikke været råd til at registrere fødslen af familiens to yngste børn, Rowena på 4 år og Vincente på 2 år. Med hjælp fra børnenes gudforældre lykkedes det at betale for fødselsattester til de fire ældste børn, men Rowena og Vincente har fortsat ikke papir på deres eksistens. De to børn er med andre ord usynlige for myndighederne, og det kan komme til at gå ud over deres fundamentale civile og demokratiske rettigheder.

Rubelita selv, som i dag er 34 år, blev heller ikke registreret, da hun blev født.

“Uden en fødselsattest kan man ikke bevise, hvem man er, eller hvem ens forældre er. Derfor kan man ikke få et ID-kort, som man for eksempel skal bruge, hvis man bliver syg,” siger Rubelita.

En fødselsregistrering er grundlæggende for et barns sikkerhed og trivsel. Derfor har ethvert barn også, ifølge FN’s Børnekonvention, ret til at få et navn og en nationalitet ved fødslen. Alligevel vurderes det, at mere end hvert fjerde barn i verden ikke er registreret nogen steder.  Det kan betyde, at disse børn nægtes adgang til basale sundhedsydelser og uddannelse, og at de bliver mere sårbare over for udnyttelse og overgreb. Eksempelvis risikerer uregistrerede børn at blive lette ofre for menneskehandel.

Uregistrerede fødsler er et stort problem på Filippinerne, hvor mere end 7,5 millioner mennesker skønnes at være uden fødselsattest. På den Visayas-øen, hvor Rubelita og hendes familie bor, er kun hver fjerde indbygger registreret, og i mange familier er fattigdom den afgørende årsag til det.

Godt nok er det muligt at foretage en såkaldt forsinket registrering, men det kan koste op til 1000 filippinske pesos, hvilket svarer til 130 danske kroner, og for mange familier er det et urealistisk højt beløb. Det er det også for Rubelita og hendes mand.

“Det ærgrer mig virkelig, fordi jeg ved fra mig selv, hvilke problemer det medfører, når man ikke er registreret, og det ønsker jeg ikke for mine børn,” siger Rubelita.

Fødselsattester på vej til uregistrerede børn

Som en del af PlanBørnefondens og Plan Internationals arbejde med at forhindre menneskehandel samarbejder vi med lokale myndigheder – blandt andet på Filippinerne – om civilregistrering, så uregistrerede børn kan få en fødselsattest. For nylig lykkedes det at skaffe en attest til både Rowena og Vincente. Og 10 andre børn i lokalområdet får snart deres.

Samtidig med, at børnene får bevis på deres eksistens, arbejder vi for at overbevise forældre om, at de skal få deres børn registreret ved fødslen.

Rubelita glæder sig over, at hendes børn nu går en bedre fremtid i møde.

“Selvom jeg stadig ikke selv er registreret, er det rart at vide, at alle mine børn nu er udstyrede med det her uvurderlige stykke papir, som giver dem en bedre chance for at uddanne sig og få en sikker opvækst,” siger Rubelita.