Henrik Møller Kastrup har i mere end 30 år drevet succesfuld osteforretning i Vemmelev ved Slagelse. Alligevel kan han godt huske, hvordan det føles at være ung og have brug for, at nogen giver én en chance. Derfor har han syv sponsorbørn i Vestafrika.

Den kraftige lugt møder næseborene, så snart man tager i dørhåndtaget. For nogen får den straks mundvandet til at løbe, mens den får andre til at løbe skrigende bort. Her, i det ellers lidt grå industrikvarter i landsbyen Vemmelev på Vestsjælland, ligger et sandt paradis for osteelskere.

Ostebørsen, hedder den voksende forretning, som består af både butik og mejeri. I mejeriet laves ost efter gamle traditioner af mælken fra de køer, som gumler græs på markerne ikke langt herfra. I butikken bugner køledisken af gule oste, hvide oste og oste med skimmel, som alle er skåret i mundrette bidder til smagsprøver. Og gennem butikkens store ruder er der frit udsyn til det store lager, hvor tunge, voksbeklædte ostehjul ligger stablet på reolerne. 1001 forskellige slags.

Det skal være en oplevelse af besøge Ostebørsen, mener dens indehaver, Henrik Møller Kastrup. Af samme grund holder han tit foredrag og ostesmagninger i den lille café, som ligger i forlængelse af butikken. Her forklarer Henrik Møller Kastrup, hvordan ostene bliver til, og han fortæller om sine rejser ud i verden, hvor han går på jagt efter de helt rigtige oste til butikken. Ofte oplever han dog, at de besøgende er mest interesserede i hans egen personlige historie. De vil gerne vide, hvordan det gik til, at han i en alder af bare 22 år og uden ret meget erfaring blev indehaver af forretningen, som han nu har drevet i mere end 30 år.

“Som med så meget andet her i livet var det et rent tilfælde. Sådan går det i hvert fald ofte for mig. Jeg er nysgerrig af natur, og jeg griber altid enhver chance for at komme i snak med andre mennesker og for at prøve noget nyt. Sådan har jeg nok altid været, og det vil jeg blive ved med. Også selvom mine børn nogle gange synes, det er frygteligt pinligt, at jeg altid taler med fremmede,” siger Henrik Møller Kastrup.

Familievirksomhed med social samvittighed

Henrik Møller Kastrup driver Ostebørsen sammen med sin hustru, Birgitte. Det var hendes morfar, som startede forretningen helt tilbage i 1934. Henrik og Birgitte mødte hinanden i Oksbøllejren i 1980’erne. Birgitte var elev på soldaterhjemmet, og Henrik arbejdede i bogholderiet.

”Pigerne måtte ikke kæreste rundt med soldaterne, men den slags regler gjaldt ikke for os i civilt arbejde. Og det var jo mit held,” siger Henrik Møller Kastrup, der kort efter sagde ja til at drive osteforretningen videre sammen med Birgitte. På det tidspunkt var Henrik Møller Kastrup bare 22 år og havde ikke erfaring med ret meget.

Faktisk havde det ikke været helt let for Henrik Møller Kastrup at få job som ung. Før hans svigerfar gav ham chancen for at drive osteforretning, måtte han sende over 700 ansøgninger ud, før han til sidst fik en læreplads.

“Og det var nok mest, fordi jeg var den eneste ansøger til stillingen. Det har lært mig, at verden kan være dybt uretfærdig. Nu har jeg drevet egen forretning i over 30 år, så et eller andet må jeg jo have kunnet dengang. Der var bare ikke ret mange, som ville give mig muligheden,” fortæller Henrik Møller Kastrup.

Selvom der nu er gået mere end tre årtier siden dengang, har Henrik Møller Kastrup ikke glemt, hvor uretfærdigt det føltes. Derfor har han gjort det til en ledelsesfilosofi i Ostebørsen, at alle skal have en chance. Konkret betyder det, at Henrik Møller Kastrup gerne ansætter en person, som har været på kontanthjælp i 17 år, en ung uden erfaring, eller en flygtning, som har brug for et levebrød i et nyt land.

”Fandeme nej, om der skal gå et menneske rundt derude, som ikke får den chance, som han eller hun har brug for. Det er sådan, jeg tænker. Hvis jeg bare kan bidrage lidt til, at et menneske bliver skubbet i den rigtige retning, så gør jeg det. Alt, hvad man gør i livet, sætter spor. Alle de mennesker, man møder, gør i større eller mindre grad indtryk på en,” siger Henrik Møller Kastrup.

Hjælp til både Vestsjælland og Vestafrika

En af dem, som har gjort særligt stort indtryk på Henrik Møller Kastrup selv, var træneren i fodboldklubben, hvor han spillede som barn.

”Jeg var enormt overrasket, da jeg som 12-årig fandt ud af, at han ikke fik penge for at træne os. Han gjorde det helt gratis. Det var jeg meget fascineret af, og allerede dengang besluttede jeg mig for, at jeg også ville være sådan,” siger han.

Derfor engagerer Henrik Møller Kastrup sig ikke kun socialt i regi af sit arbejde. Han yder også en frivillig indsats gennem en række projekter. I en årrække har han arrangeret velgørenhedskoncerter lige på den anden side af bæltet i Kerteminde, og så sidder han i bestyrelsen hos RED – en organisation, som beskytter unge fra etniske minoritetsmiljøer i Danmark mod social kontrol.

Egentlig er jeg ikke den store tilhænger af, at man bare smider en masse penge ned til Afrika. Som købmand synes jeg, det bedste ville være, hvis vi begyndte at handle med dem. Hvis vi skal nå derhen, tror jeg, at uddannelse er et skridt i den rigtige retning- Henrik Møller Kastrup

Og så er han og Ostebørsen sponsorer gennem PlanBørnefonden for intet mindre end syv børn i Vestafrika. To i Mali og fem i Benin. Henrik Møller Kastrup fik sit første sponsorbarn som 17-årig, og siden er der altså kommet seks til, som nu sponsoreres gennem Ostebørsen. For Henrik Møller Kastrup er det nemlig lige så vigtigt at bidrage globalt som lokalt. Når han har valgt at være sponsor gennem PlanBørnefonden, er det, fordi det er vigtigt for ham, at hans bidrag går til, at børn kommer i skole.

”Egentlig er jeg ikke den store tilhænger af, at man bare smider en masse penge ned til Afrika. Som købmand synes jeg, det bedste ville være, hvis vi begyndte at handle med dem. Hvis vi skal nå derhen, tror jeg, at uddannelse er et skridt i den rigtige retning, og der synes jeg, at PlanBørnefonden gør et rigtig godt stykke arbejde,” siger Henrik Møller Kastrup, og fortsætter:

”Og så er det rart, at jeg ikke bliver bombarderet med materiale fra organisationen hele tiden. Jeg er en travl mand, som får mange mails. Selvfølgelig er det fint at få en opdatering på børnene engang imellem, men jeg har egentlig ret stor tiltro til, at det hele kører på skinner.”

At Henrik Møller Kastrup er en travl mand er man ikke i tvivl om, når man besøger Ostebørsen. Selvom forretningen ligger godt gemt væk i Vemmelevs industrikvarter, er der selv på en almindelig hverdagsformiddag pænt med kunder, som smager sig vej gennem de mange oste. Henrik Møller Kastrup tilbringer ikke meget tid ved skrivebordet. Der er hele tiden noget, der skal ordnes på lageret eller i mejeriet, og kunder, som der skal sludres med i butikken.

Travlheden betyder også, at Henrik Møller Kastrup ikke for alvor har overvejet at besøge sponsorbørnene i Vestafrika. Han er også lidt bange for at komme til at fremstå som en ”rig, hvid onkel fra Amerika”, der kun er ude på at vise sin velgørende indsats frem for at skaffe kunder til butikken, men:

”Samtidig er jeg så nysgerrig, at jeg måske alligevel godt kunne finde på det en dag,” siger Henrik Møller Kastrup.