Novo Nordisk Fonden støtter PlanBørnefondens arbejde med internt fordrevne i Mozambique

Af Cathrine Nørgaard

I Mozambique har terrorgrupper tvunget mere end 700.000 personer på flugt fra deres hjem. Med en ny millionbevilling fra Novo Nordisk Fonden kan PlanBørnefonden få flere børn i skole samt sørge for psykisk støtte til dem, der bærer på traumer.

Mareridtet startede for fire år siden. Siden er hundredetusinder af menneskers liv blevet ødelagt.

Cabo Delgado-provinsen i Mozambique, der er hjemsted for mere end 2,2 millioner mennesker, har siden 2017 lidt under gentagne angreb fra væbnede terrorgrupper. Grupperne, der er en del af Al-Shabaab og har forbindelse til ISIS, har vokset sig stærke på grund af årtiers dårlig udvikling i regionen og spreder massiv frygt i området: De har brændt huse ned, kidnappet piger og unge kvinder og slået voksne og helt små børn ihjel.

Mere end 723.000 mennesker er blevet tvunget fra deres hjem. 45 procent er børn. De fleste bor nu i midlertidige lejre andre steder i landet. Men lejrene er mangelfulde og har svært ved at håndtere de mange børn og unge, der lever med traumer efter oplevelserne.

Det skal en bevilling på to millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden nu være med til at ændre. Pengene går til PlanBørnefondens projekt for at sikre adgang til kvalitetsuddannelse og sørge for støtte til dem, der har traumer efter at have overlevet terrorgruppens angreb.

“Jeg håber, at Plan International fortsætter med at hjælpe mig, fordi der er mange ting, jeg ikke har, som mad til mig og mit barn, ” siger 16-årige Hope, der er gravid i syvende måned. Det er unge som hende, som nu kan komme tilbage i skole takket være Novo Nordisk Fondens støtte.

Håbløse fremtidsudsigter

Projektet kommer unge som 16-årige Hope til gavn. Hendes forældre nåede at få hende ud af byen Mocimba da Praia, før terrorgruppen slog til.

Men siden da har hun ikke set dem.

”Jeg forlod mit hjem i Mocimboa da Praia med mine tre søstre i marts 2020, da oprørerne begyndte at brænde huse og dræbe mennesker i min landsby. Mine forældre havde ikke penge til at betale for vores transport til Pemba via båd, og sømanden fortalte dem, at den eneste måde, han ville tillade mig og mine søstre at komme på båden var, hvis jeg giftede mig med hans søn. Nu er jeg gravid på syvende måned, og jeg har ikke set mine forældre, siden jeg forlod Mocimboa da Praia, ” fortæller Hope, som du kan læse mere om HER.

Mange børn som Hope ankommer til lejrene alene uden penge eller gode fremtidsudsigter. Men med bevillingen fra Novo Nordisk Fonden kan flere børn og unge nu få uddannelse i lejrene – også unge som Hope, som bliver mødre i en alt for tidlig alder, og som derfor har sværere ved at finde vej tilbage til skolebænken.

”Gennem projektet er vi med til at styrke adgangen til og kvaliteten af uddannelse i området omkring Chiure, hvor mange internt fordrevne ankommer. Vi forbedrer blandt andet skolernes infrastruktur og styrker lærernes kompetencer inden for socio-emotionel læring og håndværksfag, samtidig med at vi bekæmper skadelige kønsnormer og tilbyder psykosocial support til børnene, som ellers kan have svært ved at komme tilbage i skole,” forklarer Viktor Kjeldgaard Grønne, der er Programme Manager hos PlanBørnefonden.

En bevilling fra Novo Nordisk Fonden på to millioner til PlanBørnefondens projekt i Mozambique betyder, at mange flere børn og unge kan fortsætte deres uddannelse, selvom de er tvunget på flugt. Kvinder og børn udgør størstedelen af de internt fordrevne i de midlertidige lejre i Mozambique.