Af Johanne Møller

3 år med krig i Ukraine: Når der er stille for længe, bliver man nervøs

Krigen i Ukraine har varet i tre år og har kostet tusindvis af menneskeliv samt massive ødelæggelser på skoler, infrastruktur og private hjem. Også de ødelæggelser, krigen har skabt i ukrainernes mentale helbred, bliver dybere og dybere.

Fra akut til langstrakt humanitær krise
Krigen i Ukraine har udviklet sig til en langstrakt humanitær krise. Millioner af ukrainere er blevet drevet på flugt både internt i landet og i resten af Europa siden krigens eskalering i 2022. Ofte er de flygtet med det, de kunne pakke i en taske. De har mistet deres hjem og indtægt, deres frihed og sikkerhed.

Børn har mistet deres barndom – og alt for mange har mistet livet. Hver uge bliver mindst 16 børn i Ukraine dræbt eller såret af igangværende angreb, både mod deres hjem og deres skoler. Unge har fået revet deres uddannelse og fremtidsdrømme fra sig. Familier er splittet ad; mændene er sendt i krig, og de, der vender tilbage i live, er dybt traumatiserede. Samtidig er kvinder ladt tilbage til at passe børn og husholdning – uden at vide, om de får deres mand, far eller bror hjem igen.

Det sætter dybe ar i befolkningens mentale helbred, fortæller Oksana Awad, vores kollega i Plan International Ukraine, som også selv er flygtet fra sin hjemby i de besatte områder.

3 år med krig i Ukraine

” Vi tænker ikke engang på, hvornår krigen slutter: det er alligevel ude af vores hænder. Der er luftalarmer hver dag og altid om natten. Vi får ikke sovet om natten, så man møder på arbejde med en hjerne, der føles som en grøntsag. Og når der er stille for længe, bliver man nervøs.”

En hverdag med frygt
Det første år af krigen var alt akut; der var mangel på mad og basale fornødenheder, og hylderne i supermarkederne var tomme. I dag er der ikke mangel på mad eller varer i supermarkedet. Men folk er stressede og bange, de er løbet tør for penge og – næsten endnu værre – håb. Hverdagen er fyldt med luftalarmer, trusler om missilangreb, frygt for fremtiden og angst for at blive sendt i kamp ved frontlinjen. 

”Det første år var det sværeste at vænne sig til missilerne. Nu er det sværeste at leve sit liv i en kontekst af krig. Der er så meget usikkerhed om fremtiden. Et missil eksploderer, og så er det overstået. Men alt andet omkring krigen er konstant; usikkerheden er konstant”, fortæller Oksana Awad. I sit daglige arbejde for Plan Ukraine er hun med til at sørge for nødhjælp i form af kontanter, medicin, hygiejnesæt, mad, tæpper og andre ting til at overleve vinteren.

Hjælp til psykologiske konsekvenser af krigen
Over 3,7 millioner ukrainere er internt fordrevne i Ukraine, efter de måtte flygte fra deres hjem i besatte områder eller områder tæt ved frontlinjen. Én af dem er 28-årige Sofia. Sammen med resten af hendes familie flygtede hun sin by i det besatte Donetsk og kom til Kamianske i Dnipro, ca. 100 kilometer fra frontlinjen, med meget få ejendele.

At starte tilværelsen forfra uden noget er svært for Sofia og resten af familien.

”Det er svært at vænne sig til livet her. Vi har ingen penge og alt er meget dyrt. Jeg blev evakueret fra Donetsk med min familie. Der er skyderier i vores hjemby hver dag. Vores by er ødelagt, og det samme er vores hus. Vores søn er tre år, og han er meget bange efter alt det, han har set og hørt i sit korte liv. Jeg drømmer om, at krigen stopper, at alle kommer hjem i live, og at vi ikke mister nogen”, fortæller Sofia.

3 år med krig i Ukraine

Med støtte fra Udenrigsministeriet arbejder PlanBørnefonden i Ukraine for at hjælpe internt fordrevne fra de besatte områder med at klare hverdagen, efter de er flygtet fra alt, hvad de ejede.

Sammen med vores partnere uddeler vi blandt andet kontantbeløb og nødhjælpspakker og yder psykosocial støtte til de mange ukrainere, som kæmper med krigens konsekvenser. Og i det østlige Ukraine støtter vi et krisecenter, og socialrådgivere og psykologer yder rådgivning både gennem en krisetelefon og et mobilt kriseteam, der kører rundt i områder tæt på frontlinjen.

Efter tre år med krig har ukrainerne mere end nogensinde brug for hjælp til at komme sig over de psykiske omkostninger af krigen som nok er skjult, men som vil tage flere generationer at genoprette.

Støt familier på flugt i Ukraine

Ud over at yde psykosocial støtte, uddeler vi kontanter til mad, medicin, bleer og andre fornødenheder gennem vores partnere.

Vi støtter krisehåndtering for kvinder, som på egen krop oplever det eksplosivt stigende niveau af kønsbaseret vold i Ukraine.