En verden i opbrud kalder på nytænkning: PlanBørnefonden leverer rekordresultat og sætter fokus på unge og jobs
Af Johanne Møller
På trods af et år præget af globale kriser og drastiske forandringer står PlanBørnefonden stærkt. I 2024/25 har organisationens arbejde nået over 900.000 børn, unge og familier med udviklingsarbejde og humanitær bistand. Halvdelen af dem bor i områder præget af krig, konflikt og katastrofer.
Det sker i kraft af et rekordresultat med samlede indtægter på 513,9 mio. DKK – en stigning på 4,1 % siden sidste år. Dermed har PlanBørnefonden nu en samlet programportefølje på 1,3 mia. DKK, og med en formålsprocent på niveau med året før. Således går 93,4 % af midlerne direkte til arbejdet for børn og unge i verdens mest udsatte områder. Det viser organisationens netop lancerede årsrapport for 2024/25.
Charlotte Møller-Andersen, bestyrelsesformand i PlanBørnefonden, udtaler:
”Vores sektor er i hastig forandring. Det kræver, at vi leverer impact, er omstillingsparate og er effektive. Det er jeg stolt af, at vi formår. Resultatet i 2024/25 er kun muligt, fordi tusindvis af danskere, virksomheder, fonde og institutionelle donorer har valgt at stå sammen med os. Jeg vil gerne rette en stor tak til alle vores partnere og støtter – og ikke mindst til PlanBørnefondens medarbejdere og landekontorer, som hver dag omsætter engagementet til konkrete resultater for verdens mest udsatte børn og unge verden over,” siger Charlotte Møller-Andersen.
Uddannelse og jobs til unge er nøglen til stabilitet
Afrika og Mellemøsten står med de største ungdomsgenerationer nogensinde. Men unge møder enorme udfordringer med arbejdsløshed, økonomisk usikkerhed og konsekvenserne af konflikt. I 2024/25 har PlanBørnefonden sikret, at over 120.000 unge er blevet jobparate, har fået et job eller er startet som iværksættere.
Dorthe Petersen, CEO i PlanBørnefonden, udtaler:
”Vi lever i en verden i opbrud, og det kalder på nytænkning. Vi skal turde tage risici, finde nye partnerskaber og investere i unge. Når vi lykkes med at skabe jobs og muligheder for unge, bygger vi ikke bare bedre liv for den enkelte – vi skaber fundamentet for stabilitet og udvikling i de lande, vi arbejder i. Det bidrager direkte til en mere demokratisk og sikker verden,” siger Dorthe Petersen.
Læs årsrapporten for 2024/25 her