Børneløb satte uddannelse og leg på dagsordenen i Etiopien

Af Line Sommer

I sidste uge løb tusindvis af etiopiske børn med i PlayMatters Childrens Race i Etiopien. Løbet satte fokus på, hvordan børn i udsatte områder kan lære gennem leg.

Mere end 3000 børn, 2500 forældre, 1000 tilskuere og massevis af medier deltog i PlayMatters Childrens Race i sidste uge.

Løbet er arrangeret af PlanBørnefondens PlayMatters-projekt, som sikrer uddannelse til flygtningebørn gennem leg i Etiopien. Løbet havde til formål at sætte fokus på vigtigheden af aktiv læring hos deltagerne og i den etiopiske offentlighed.

Det er vigtigt, at så mange støtter op om løbet, da det er en kæmpe mulighed for at få sat børns udvikling og læring højere op på den etiopiske dagsorden, fortæller Haile Gebreselassie, der er dobbelt olympisk guldmedaljevinder i langdistanceløb og grundlægger af Great Ethiopian Run.

“I år fremmer vi læring gennem leg med PlayMatters-projektet. Jeg er et levende bevis på, at legebaseret læring hjælper børn med at opbygge selvtillid og sociale færdigheder og forbedrer kreativitet. Derfor er vi altid inspireret af at organisere børneløbet, da børn er landets fremtid,” siger Haile Gebreselassie.

Alle kunne være med i legen
På trods af det store antal deltagere, var der i PlayMatters Children’s Race plads til alle. Børn kunne deltage i aldersgrupper fra under seks år og op til 11 år. Derudover var der også et løb for børn med handicap.

“Børnenes glæde og smil er uvurderlig,” sagde Meron Tsegaye, en af forældrene, der deltog i børneløbet. Hun løb 1,5 kilometer med sit barn.

Hvad er PlayMatters?

Formålet med PlayMatters er at give de mindste børn de bedste forudsætninger for at lære og udvikle sig. Forskning viser, at leg spiller en afgørende rolle for børns kognitive udvikling og evne til at lære. Leg kan også hjælpe med bearbejde traumer og skabe et trygt rum i usikre omgivelser.

Eksempelvis har PlayMatters i de sidste to år arbejdet i flygtningelejre og lokalsamfund i Gambella, Benishangul, Afar og somaliske regioner i Etiopien, hvor vi sammen med lokale og nationale aktører forbedrer den overordnede kvalitet på skolerne i flygtninge- og lokalssamfund ved hjælp af legebaserede undervisningsmetoder. Og for nylig startede PlayMatters også aktiviteter i Amhara- og Tigray-regionerne.