Debatindlæg: Skal verdens fattigste betale for ukrainske flygtningen

Af Karen Mygind

Regeringens besparelser på 2,2 milliarder fra udviklingsbistanden for at hjælpe ukrainske flygtninge i Danmark, bliver blandt andet taget fra den vestafrikanske Sahel-region, som lige nu er ramt af alvorlig fødevarekrise og konflikt. Det kan have katastrofale konsekvenser, skriver vores direktør Dorthe Petersen i et debatindlæg i Politiken den 6. april 2022:

Den menneskelige katastrofe i Ukraine er ikke til at tage fejl af. Cirka fire millioner ukrainere er på flugt, og hvert andet ukrainske barn er flygtet fra deres hjem og hverdag. Først antog den danske regering, at det ville betyde 20.000 ukrainske flygtninge i Danmark – nu er det tal justeret til 100.000.

Vi skal naturligvis hjælpe, når den slags katastrofer rammer. Men desværre betyder regeringens prioritering, at børn i den i vestafrikanske Sahel-region, hvor lande som Burkina Faso og Mali har særligt akutte behov, i høj grad kommer til at betale regningen.

Regeringen har besluttet, at der skal skæres 400 mio. kr. fra de danske humanitær- og udviklingsindsatser i Sahel-regionen allerede i år.

Regionen er ramt af en langstrakt humanitær krise, hvilket betyder, at der er store akutte og grundlæggende behov som adgang til mad, vand og beskyttelse. I Sahel-regionen er man bl.a. påvirket af militærkup i både Burkina Faso og Mali, en stærkt tiltagende fødevarekrise som til dels er en afledt konsekvens af covid-krisen og nu presses yderligere af, at Ukraine er en stor producent af korn, store uligheder mellem kønnene, svag infrastruktur og sundhedssystemer samt et myndighedssystem, der ikke fungerer optimalt.

14,7 millioner personer er påvirket af krisen eller i decideret akut behov for hjælp i Sahel-regionen, 4,3 millioner mennesker har ikke kontinuerlig og sikker adgang til mad, og tæt på fem millioner børn havde akut behov for humanitær hjælp i 2021.

Er det virkelig dem, der skal betale for vores hjælp til ukrainske flygtninge, der kommer til Danmark?

Danmark har prioriteret Sahel-regionen højt i mange år med argumentet om at hjælpe, støtte og styrke nogle af de fattigste mennesker i verden. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen har gentagne gange påpeget, at Sahel nok er den region i verden, hvor man kan hjælpe bedst og flest.

Så meget desto mere undrer det, at regeringen med Folketingets opbakning vælger at skære så hårdt i de danske humanitær- og udviklingsindsatser i Sahel-regionen allerede i år.

For halvandet år siden stod Danmark i spidsen for en ambitiøs global konference med fokus på Sahel-regionen, hvor Danmark gik i front for at sætte fokus på den største glemte krise i verden og for at samle verdens rigeste om at hjælpe nogle af verdens fattigste. Konferencen var en stor succes, og netop her viste Danmark, hvordan et lille land kan gøre en verden til forskel, når vi tør gå forrest og pege på nogle af de globale udfordringer, som alt for mange lukker øjnene for.

Danmark gik her blandt andet i front for at sikre beskyttelse af personer på flugt, at sikre børn og unges adgang til skole og pigers beskyttelse fra vold og overgreb. I mellemtiden er flere kriser eskaleret; herunder militærkup og fødevarekrise – og i dag er antallet af mennesker på flugt steget med 30 procent. Samtidig er piger og kvinder i forhøjet risiko for at blive udsat for vold og overgreb, og mere end 5.500 skoler er lukket grundet angreb og usikkerhed. Det er altså mere afgørende end nogensinde, at Danmark holder fast i de gode indsatser i Sahel-regionen.

Da politikerne besluttede at tage mere end 400 mio. kr. fra de danske indsatser i Sahel-regionen, regnede de med, at det skulle finansiere 20.000 ukrainske flygtninge i Danmark. Det tal er nu opjusteret til 100.000 – og dermed også et femdoblet finansieringsbehov.

Der er endnu ikke fremlagt et konkret bud på, hvor finansieringen skal findes til ukrainske flygtninges ophold i Danmark, hvis vi kigger ind i et femdoblet behov, men udviklingsminister Flemming Møller Mortensen afviser ikke, at verdens fattigste igen skal betale regningen.

Danmark kan og bør hjælpe ukrainere på flugt bedst muligt. Men det skal ikke gå ud over verdens fattigste i blandt andet Sahel-regionen. Pengene må og skal kunne findes andre steder. Hvis Danmark slipper tøjlerne nu, risikerer vi øget ustabilitet i nogle af de skrøbeligste områder i verden, at endnu flere mennesker dør af sult, at alle de fremskridt vi har set i verdens skrøbeligste områder inden for blandt andet pigers rettigheder og unges fremtidsmuligheder, falder til jorden, og at vi står over for en endnu større flygtningekrise end i dag.

Vi risikerer, at Danmark spænder ben for egne muligheder for at have en stemme og gøre en forskel i nogle af verdens mest skrøbelige områder. Regningen bliver langt større, hvis vi ikke holder fast i de danske humanitær- og udviklingsindsatser i en tid, hvor behovene er enorme.

Se debatindlægget her.