Elever stiller udenrigsministeren spørgsmål, da PlanBørnefonden skød årets store skoleturné i gang
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen deltog, da PlanBørnefonden satte gang i årets store skoleturné med Børnenes U-landskalender 2025. Turnéen bringer PlanBørnefonden ud på skoler over hele landet frem mod jul for at engagere elever i børns rettigheder, klima og fællesskab – med afsæt i årets projekt i Jakarta.
Startskuddet lød på Christianshavns Skole, hvor 3. og 4. årgang lyttede nysgerrigt, da udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, PlanBørnefondens direktør Dorthe Petersen samt sanger og rapper Karen Mukupa og FVN tog hul på årets store skoleturné med Børnenes U-landskalender 2025.
Udenrigsministeren fortalte om sine oplevelser i Jakarta, Indonesien – en by, der synker med op til 20 cm om året, og hvor oversvømmelser er en del af hverdagen for tusindvis af familier. Her mødte Lars Løkke Rasmussen blandt andre 12-årige Narril – en pige, der bor i et af de udsatte områder, hvor PlanBørnefonden arbejder. Hun er en af de børn, der får glæde af årets projekt, som støttes af overskuddet fra Børnenes U-landskalender.
“Det, der gjorde størst indtryk på mig under mit besøg i Jakarta, var, hvor stor forskel der kan være på levevilkårene,” fortalte Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til eleverne. “Man skal ikke langt væk fra de store hoteller og flotte bygninger, før man står i små kvarterer, hvor børn som Narril bor med deres familier i huse, der ofte står under vand. Det er ikke et nemt børneliv. Alligevel mødte jeg de samme nysgerrige, glade og optimistiske børn, som jeg ser her i dag. Det giver håb.”

Skoleturné med klima og børns rettigheder i centrum
PlanBørnefondens projekt i Indonesien støtter børn og unge i at tilpasse sig klimaforandringerne. Samtidig lærer børn og unge, hvordan de kan reagere hurtigt, når oversvømmelser rammer – og bliver en del af løsningen på den klimakrise, de selv lever midt i.
“Det er svært at forestille sig, at vi her i Danmark skulle gå i skole med vand til knæene,” sagde PlanBørnefondens direktør, Dorthe Petersen, under besøget. “Men det er hverdagen for mange børn i Jakarta. Derfor er det vigtigt, at danske børn lærer om deres liv, og om hvordan uddannelse og fællesskab kan skabe forandring.”
Eleverne stillede spørgsmål til ministeren
Elever fra skolens skoleråd havde forberedt spørgsmål til ministeren – blandt andet spurgte Annalin og Hugo fra 4.klasse, hvordan U-landskalenderen kan være med til at forbedre børns rettigheder i Indonesien.
“De samme børnerettigheder, som gælder i Danmark, er vigtige i Indonesien – og i hele verden,” svarede Lars Løkke Rasmussen. “Det handler om, at børn bliver hørt og taget alvorligt – og ikke mindst om retten til skolegang og uddannelse. For et barn som Narril, der bor med sin mor, som lever af at friturestege bananer og sælge dem på gaden, er uddannelse den bedste vej til at skabe en bedre fremtid – både for sig selv og for samfundet.”

Musik, fællesskab og handling
Dagen blev afsluttet med en festlig overraskelse, da rapper Karen Mukupa og FVN gæstede skolen og opførte årets U-landskalendersang “Ayo”. Sangen, som er lavet i samarbejde med PlanBørnefonden, handler om, hvordan vi sammen kan gøre en forskel for børn i Indonesien – og hvordan selv små stemmer kan skabe store forandringer.
“Vi bor alle på den samme klode, og derfor er vi også på samme hold – både i Danmark og i Jakarta,” lød budskabet til børnene.

Om skoleturnéen
Med årets skolebesøg og undervisningsmateriale fra Børnenes U-landskalender får elever over hele landet mulighed for at lære om børns livsvilkår i Indonesien og om, hvordan klimaforandringer påvirker børn forskelligt. Samtidig lærer de, hvordan børn og unge verden over kan tage ansvar og bidrage til grønne løsninger i deres egne lokalsamfund.
“Det er vigtigt, at vi arbejder med det her i skolen,” sagde Dorthe Petersen. “For så lærer vi noget, der rækker langt ud over klasselokalet – om børn, der bor langt væk med færre muligheder, men som drømmer, leger og håber, ligesom I gør.”
Læs mere om årets projekt og hvordan du kan være med til at støtte børn i Indonesien her.
Du kan også udforske årets uddannelsesmateriale her.