
En bedre barndom til de mest udsatte børn i Somalia og Kenya
Af Kaper Jensen
Millioner af børn er ramt af konsekvenserne af ustadigt vejr, interne uroligheder og stigende fødevarepriser på Afrikas Horn. Med midler fra Danmarks Indsamling vil PlanBørnefonden støtte børn og gravide i nød i nogle af de hårdest ramte områder i Somalia og Kenya.
Det kan være svært at forestille sig en hverdag, hvor man skal kæmpe for hvert et måltid. Men sådan er livet for 27-årige Muna og hendes børn.
Den voldsomme og langvarige tørke i Somalia har slået Munas 45 får og geder ihjel. Før levede Muna og hendes fire børn som nomader og dyrene var deres levebrød. Da de mistede dem, blev de nødt til at flytte for at overleve. De bor nu i en lejr for internt fordrevne, hvor Muna opfostrer børnene alene.
”Deres far bor langt væk fra os, så jeg skal skaffe mad til dem alene ”, siger hun.
Muna kæmper for at sikre sine børn. I lejren arbejder hun hårdt i haven for at give sine børn mad. Hun har tidligere haft nok afgrøder til at sælge på det lokale marked, så hun kunne tjene til de vigtigste nødvendigheder og sende to af sine børn i skole, men det ustadige vejr gør det svært at få nok afgrøder til at leve af, især i tørsæsonen.
”Hver dag, når jeg går ud i haven for at arbejde, er jeg bekymret for, at der ikke er nok grøntsager til at sælge. Jeg er bange for ikke at kunne tjene nok til mine børns skolegang. Jeg vil gerne give dem en bedre fremtid end mig”, siger hun.
Lige nu går børnene i skole i lejren for internt fordrevne, og Muna håber i fremtiden også at kunne tjene nok til, at de fortsat kan komme i skole.
Millioner er ramt af krisen
Muna er langt fra den eneste på Afrikas Horn, som kæmper for at skaffe mad og skolegang til sine børn. Millioner af mennesker oplever konsekvenserne af, at regnsæsonerne er blevet mere ustabile og med mindre regn. Flere og flere mennesker er blevet fattigere, fordi de har mistet deres levebrød – men også pga. mange års konflikt og ustabilitet, samt følgerne af COVID-19-pandemien og stigende fødevarepriser efter invasionen af Ukraine.
Somalia, er et af de områder, der er allerhårdest ramt. Her er skønnes det, at omkring halvdelen af befolkningen er påvirket af situationen, og millioner lever nu som internt fordrevne. Men også nabolandet Kenya oplever konsekvenserne. Særligt i området Turkana, som ligger i den nordvestlige del af Kenya. Her ligger Kakuma-flygtningelejren, hvor der lige nu bor ca. 280.000 flygtninge, og hvor flere forventes at flytte til i løbet af 2025.
Mange af familierne i Kakuma-lejren, så vel som i de omkringliggende områder, kæmper for at skaffe mad nok og rigtig mange børn må nøjes med ét måltid mad om dagen.
Mangel på mad kan føre til fejl- og underernæring, hvilket øger børnenes risiko for at dø på grund af svækket immunforsvar, og det påvirker børnenes kognitive udvikling, når de ikke får tilstrækkelig mad.
En sund kognitiv udvikling er vigtig for børnenes evne til at lykkes i skolen og i livet. Forældrene er også alvorligt stressede på grund af levevilkårene, hvilket påvirker deres evne til at yde den omsorg, børnene har brug for.
Danmarks Indsamling til fordel for børnene i Somalia og Kenya
Med midler fra Danmarks Indsamling vil vi fokusere på at sikre god ernæring til børn under fem år samt gravide og ammende kvinder i Somalia og Turkana-distriktet i Kenya. Vi kan uddele mad og kontanter og behandle underernærede børn og kvinder. Vi kan forbedre adgangen til vand, sanitet og hygiejne (WASH) samt udbrede viden om god ernæring af spædbørn og småbørn.
Vi iværksætter ikke kun indsatser, der gavner her og nu, men har også fokus på at skabe langvarige effekter ved at give forældrene redskaber til at give deres børn og dem selv et godt liv. Det gør vi f.eks. ved at udbyde madlavningskurser med fokus på god ernæring og andre aktiviteter, der vil styrke forældrenes muligheder for at passe godt på deres børn, men også gennem legebaserede aktiviteter, der stimulerer børns udvikling. Forældrene er de vigtigste aktører for børn i krise, og derfor er det vigtigt, at de inddrages så meget som muligt.
Hør om vores arbejde med god ernæring i videoen herunder
Fakta om Somalia
Vedvarende konflikter, oversvømmelser, tørke, inflation og sygdomme fører til, at 3,9 millioner mennesker er internt fordrevne, hvoraf 1,7 millioner er børn. De internt fordrevne har svært ved at få adgang til mad, vand og andre livsnødvendige forsyninger.
Omkring 6,9 millioner mennesker står over for akut fødevareusikkerhed, og 1,8 millioner børn er akut fejlernæret.
Fakta om Turkana i Kenya
Turkana-regionen er det fattigste distrikt i Kenya. Udover fattigdom udfordrer tørke og oversvømmelser befolkningens fødevaresikkerhed. Én million mennesker er i akut mangel på mad. Halvdelen af husstandene får kun ét til to måltider om dagen.
150.000 børn under fem år lider af akut underernæring, og det samme gør 30.100 gravide og ammende kvinder.
Kakuma-lejren ligger i Turkana. Kakuma betyder “ingen steder” på swahili og blev oprettet i 1992.
Herunder kan du møde Cecilia – en børnehaveklasselærer i Turkana
Med midler fra Danmarks Indsamling vil PlanBørnefonden:
- Fokusere på at sikre god ernæring til børn under fem år samt gravide og ammende kvinder i Somalia og Turkana-distriktet i Kenya
- uddele mad og kontanter, behandle underernærede børn og kvinder samt udbyde madlavningskurser med fokus på god ernæring
- forbedre adgangen til vand, sanitet og hygiejne (WASH) samt udbrede viden om god ernæring af spædbørn og småbørn
- have fokus på at stimulere børnene gennem leg, der er med til at give børnene en sund udvikling
- Støtte forældrenes mentale helbred, så de har ressourcerne til at have nærværende og positive interaktioner med deres børn
- Støtte og samarbejde med forældregrupper, herunder fædregrupper