Debat: Flere kvinder i STEM-fagene er en vigtig vej til ligestil­ling

Af Neha Imtiaz Ullah og Dorthe Petersen

Manglen på kvinder inden for teknologi, ingeniørfag og matematik er et samfundsproblem. Derfor er det en ligestillingskamp at få flere kvinder ind i laboratorierne, tech-hub’ene og forskningsstillingerne – både herhjemme og ude i verden.

Der er lang vej endnu, før der er ligestilling indenfor STEM-fagene (forkortelsen for videnskab, teknologi, ingeniørfag og matematik). Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet udgør kvinder 33 pct. af de optagne på STEM-uddannelserne – og indenfor f.eks. ingeniørfagene og it er kønsfordelingen endnu mere skæv.

Et lignende billede ser vi overalt i verden. Derfor mødes verdens ledere også lige nu til FN’s ligestillingstopmøde under Kvindekommissionen for at drøfte køn, ligestilling og teknologi. For det kommer os alle til gode, når der er bedre repræsentation indenfor de tekniske fag.

I 2030 kommer Danmark til at mangle 13.000 uddannede kandidater inden for ingeniørvidenskab, teknik og it. Det hul kan vi kun udfylde, hvis vi får pigerne med.

Det giver ikke kun en bedre balance på studiet og arbejdsmarkedet, men også i de produkter og løsninger, der kommer ud.

Rollemodeller er vigtige

I november 2022 vandt Neha Imtiaz Ullah PlanBørnefondens Pigepris for at sætte kvinders repræsentation i teknologi og videnskab højere på dagsordenen herhjemme.

Neha læser til elektroingeniør på DTU og har selv oplevet, hvor vigtigt det er med rollemodeller – piger skal kunne spejle sig i andre kvinder og se, at de har en plads ved bordet.

I de lande, PlanBørnefonden arbejder i, er forskellene og forhindringerne endnu større. Traditionelle kønsopfattelser, mangel på adgang til kvalitetsuddannelse og problemer med børneægteskaber og tidlige graviditeter gør det sværere for piger og kvinder at udleve deres potentiale og være med til at skabe tekniske og innovative løsninger for deres lokalområder.

Derfor har vi stort fokus på at få flere piger og kvinder i uddannelse og job og indenfor f.eks. vandteknologi og it. For potentialet er der.

Og selvom Neha er et lysende forbillede for andre piger, der drømmer om en fremtid indenfor teknologi og videnskab, skal hun ikke kæmpe kampen alene.

Derfor er det vigtigere end nogensinde, at vi bruger vores platform til at kæmpe for pigers og kvinders plads i fremtidens industrier og sektorer – både i Danmark og i verden.

Find også debatindlægget på Børsen.dk

Neha Imtiaz Ullah, elektroingeniørstuderende og vinder af PlanBørnefondens Pigepris 2022. Foto: Niels Busch/PlanBørnefonden.

Dorthe Petersen, direktør i PlanBørnefonden.