Jordskælvene rammer Syriens børn hårdt

Af Johanne Møller

De altødelæggende jordskælv i Syrien og Tyrkiet har forårsaget tusindvis af dødsfald og sårede, og flere områder er jævnet med jorden. Ødelæggelserne, traumet og den bidende vinter rammer især børnene hårdt. PlanBørnefonden arbejder gennem vores partnerorganisation i Syrien for at nå ud med nødhjælp.

En uge efter de altødelæggende jordskælv i det nordlige Syrien og sydlige Tyrkiet er dødstallene over 37.000 og forventes at stige yderligere, mange flere er sårede, og hele byer ligger i ruiner. I Syrien, hvor befolkningen allerede har gennemlevet en 12 år lang krig, er konsekvenserne katastrofale.

PlanBørnefonden arbejder gennem vores partner Middle East Council of Churches (MECC) i Aleppo i det nordlige Syrien for at nå ud med akut, livsnødvendig hjælp i form af mad og vand, tæpper, tag over hovedet i de områder, som er hårdest ramt.

”Der er især mange børn og ældre, som er ramt, og de mangler alting. Vi har bl.a. fået dem i sikkerhed i en kirke, hvor 1.500 mennesker er samlet. Vi mærker stadigvæk efterskælv,” fortæller Safri Salim, som er koordinator for MECC i Aleppo.

Georgina var blandt de heldige, der nåede ud på gaden med sine børn, inden det var for sent:

”Vi forstod ikke, hvad der skete. Da det andet jordskælv ramte, mistede vi alt håb om at overleve og begyndte at bede,” fortæller hun fra en kirke i Aleppo, hvor hun og hendes familie sammen med 1.500 andre nødstedte får mad og tag over hovedet fra MECC.

Hør Georgina fortælle i videoen herunder.

Jordskælv i Syrien: overlevende fortællerJordskælv i Syrien: overlevende fortæller

Én katastrofe blandt mange

Katastrofen rammer i en tid, hvor befolkningen i det nordvestlige Syrien i forvejen kæmper for at overleve efter en årelang konflikt, økonomisk kollaps, et koleraudbrud og en historisk kold vinter. Siden krigen brød ud i 2011 har Aleppo været blandt de hårdest ramte områder, og selvom krigshandlinger er ophørt, er livet i Aleppo stadigvæk meget præget af konflikten.

PlanBørnefonden arbejder gennem vores partner Middle East Council of Churches (MECC) i Aleppo i det nordlige Syrien for at nå ud med akut, livsnødvendig hjælp i form af mad og vand, tæpper, tag over hovedet og hygiejnesæt med bl.a. bind til piger og kvinder i de områder, som er hårdest ramt.

Allerede før jordskælvet har store dele af befolkningen været på flugt fra deres hjem adskillige gange og lever med begrænset adgang til sundhedsydelser, skolegang og sikkerhed. I disse dage kæmper lokale og internationale redningsaktioner med overhovedet at nå ud til de berørte lokalsamfund – ikke mindst for at hjælpe de mange børn, som er ramt af katastrofen.

”I tiden efter en katastrofe som denne, er det en topprioritet at sikre børns sikkerhed og tryghed. Titusindvis af børn har gennemlevet enorme tab og traumer. Ikke nok med, at de er vokset op i krig, nu lever de også med konsekvenserne af en naturkatastrofe. Mange har mistet forældre, de fryser, er sultne, udmattede og skrækslagne. De skal beskyttes og have den psykosociale hjælp, de så desperat har brug for,” siger PlanBørnefondens direktør, Dorthe Petersen.

PlanBørnefonden arbejder løbende på at sende mere hjælp til vores partnere i Syrien, som kan hjælpe børn og deres familier – både akut og på længere sigt.

Eller send STØTNU til 1217 (det koster 150 kr. samt alm. SMS-takst)