PlanBørnefonden bruger ikke AI-billeder
Af Kaper Jensen
Uden tillid ville vi ikke være i stand til at samle omkring en halv milliard kroner om året ind til vores formål – og støtte mange hundrede tusinde børn og unge i nogle af verdens fattigste lande.
Derfor bruger vi i PlanBørnefonden ikke AI til at skabe fotorealistiske billeder af mennesker eller situationer, som ikke findes. For hvis ikke I kan stole på at billederne er ægte, hvordan kan I så stole på, at pengene går til det rette?
Alt vores billedmateriale er taget af fotografer, unge fra vores programmer, kommunikationskollegaer eller i forbindelse fra vores egne rejser.
På den måde kan I være sikre på, at de børn og unge, I ser, er ægte og en del af vores programmer.
Brug af AI
Vi stræber altid efter at blive mere effektive. Til det kan AI-værktøjer brugt på den rigtige måde, være med til at sikre, at vi kan sende endnu flere penge ud til vores programmer i mere end 80 lande.
Vi anvender derfor AI-værktøjer til blandt andet til korrekturlæsning og oversættelse af dokumenter – altid med øje for databeskyttelsesforordningen.
Brug af mobiljournalister
Selvom AI kan reducere omkostningerne ved produktion af billedmateriale, findes der også mere bæredygtige strategier. En af dem er mobiljournalister.
Gennem flere af vores programmer uddanner vi unge i at fortælle deres egne historier gennem billeder og video med mobiltelefoner og kamera. Dette er med til at skabe endnu mere autentiske fortællinger, sikrer, at unge fra vores programmer får indflydelse på deres egne historier, og at de får mulighed for at skabe en indkomst.
Et eksempel er Praise Nkala fra Zimbabwe.
I 2019 blev han undervist i mobiljournalistik gennem vores programmer. Siden har han tjent penge på sit arbejde med mobiljournalistik – blandt andet ved at være med til at producere flere kampagnefilm for os. I dag underviser han også selv unge drenge og piger i at fortælle deres egne historier.