Turkana: Mere end rent vand
Af Thea Gregersen
PlanBørnefondens WASH-program i Turkana i Kenya forbedrer ikke bare forholdene for vand, sanitet og hygiejne, men sikrer også uddannelse, job og fremtidsmuligheder for unge. Projektet er støttet af Udenrigsministeriet og Grundfos Fonden som en del af Fremtidens Flygtningerespons partnerskabet i Kenya.
Turkana i det nordvestlige Kenya har i det forgange år mærket konsekvenserne af nedskæringerne i den amerikanske udviklingshjælp, USAID. Mange humanitære og udviklingspolitiske aktører har skruet ned eller helt fjernet deres indsatser i en tid, hvor lokalsamfundets behov for støtte stiger på grund af både klimaforandringer og øgede flygtningestrømme.
I det seneste år er flere end 4000 nye flygtninge ankommet til flygtningelejren Kakuma i Turkana i 2025. Primært fra det krigsplagede Sudan, Den Demokratiske Republik Congo og fra Sydsudan. Tilstrømingen af flygtninge lægger yderligere pres på et i forvejen presset lokalsamfund, hvor nedskæringerne i igangværende udviklingsprojekter har betydet, at færre har adgang til basale ydelser såsom sundhed, vand, mad og uddannelse. Som følge heraf er sårbarheden blandt flygtninge- og lokalbefolkningen steget markant.
Men PlanBørnefondens WASH-projekt i Turkana, der har eksisteret siden 2023, har i det forgangne år mærkbart forbedret vand, sanitet og hygiejne i lokalområdet – samtidig med at det har sikret uddannelse, jobskabelse og ligestilling. Bag projektet står et partnerskab mellem PlanBørnefonden, Plan International Kenya, APaD, Water Mission, Swisscontact og Københavns Universitet.
Det nye Porowa Safe Water system er blevet etableret i 2025 i samarbejde med den lokale leverandør KALWASCO og distribuerer vand til mere end 90 husholdninger, to kirker, en skole og en børnehave samt to lokale opsamlingssteder til de husholdninger, der ikke er koblet direkte på vandforsyningen. Ved udgangen af november 2025 havde systemet leveret mere end 320.000 liter rent vand til lokalsamfundet.
Det nye vandsystem er blevet til på baggrund af en vandboring i flygtningelejren Kakuma og endnu en boring er planlagt. Vandsystemet er langt mere modstandsdygtigt end tidligere vandsystemer, idet både kvaliteten på vanddistributionen, effektiviteten og kapaciteten er blevet markant forbedret, og idet de lokale med det nye system har fået langt mere kontrol over vanddistributionen, så risikoen for, at nogen udnytter systemet til eget formål, er mindre.
Lederne af lokalsamfundene er blevet uddannet i at monitere systemet, der samtidig er blevet forankret i lokalstyret og dermed sikrer et lokalt ejerskab over vandforsyningen. Det har givet lokalstyret en mere cirkulær forståelse af, hvordan de penge, de kan tjene på vanddistribution, kan bruges til løbende at vedligeholde vandsystemet.

Projektet har også haft fokus på at give kvinder, der traditionelt har været holdt ude af landsbyernes ledelse, undervisning i distribution og administration af systemet, hvilket betyder at de er med til at træffe beslutningerne om vand- og sanitetssystemet og dermed har opnået højere status ved det ansvar, de tager for deres lokalsamfund.
Nye jobmuligheder for unge
WASH-projektet har ikke alene bidraget til bedre drikkevand. Det har også sikret nye jobmuligheder for unge i lokalområdet. Det styrker den økonomiske selvstændighed blandt de unge i området.
For det første er der skabt grønne jobs som følge af WASH-projektets nye toiletter. Her kommer unge i arbejde ved at de uddannes i at installere, rengøre og betjene toiletterne, der kan adskille urin og afføring i afløbet. Herefter genanvendes afføringen til produktionen af briketter, der bruges til at tænde ildsteder til at varme vand op eller lave mad.
Den anden type jobs, som er skabt som følge af WASH-projektet, er produktionen af genanvendelige menstruationsbind. Her kommer unge i arbejde ved at producere bind, som sælges på andre markeder til gavn for lokalsamfundets økonomi. Der har været stor efterspørgsel på produktet, og i 2025 opnåede projektet det højeste salg nogensinde af genanvendelige menstruationsbind med 12.000 pakker af bind om måneden.
Hele 84,3% af de unge, som har været igennem PlanBørnefondens jobskabelsesprogram inden for produktion af genanvendelige bind, arbejder nu inden for WASH-sektoren.
”Denne jobtræning har ikke kun givet mig værdifulde kvalifikationer, men også styrket mig som kvinde. De penge, jeg har tjent, hjælper mig til at sikre mine og min families basale behov. Og den jobtræning, jeg har fået, vil jeg nu bruge til at skabe min egen forretning i den nærmeste fremtid,” siger en ung kvinde.
Som sideeffekt ved projektet har 2300 indbyggere i lokalsamfundet parallelt lært om sanitet og vigtigheden af hygiejne. Som resultat er der nu langt færre tilfælde af kolera, og både unge mænd og kvinder har lært at bryde tabuet ved menstruation og bakker i stedet åbent op om kvinders adgang til hygiejne og menstruationsprodukter.
”Tidligere lavede jeg sjov med og var med til at udskamme en pige, som havde menstruation. Men nu støtter jeg hende med at skaffe hende bind eller spørger hende, om der er noget jeg kan hjælpe med,” siger en ung kvinde i lokalsamfundet om den undervisning, de har fået i hygiejne og sanitet.

Projektet er støttet af Udenrigsministeriet og Grundfos Fonden som en del af Fremtidens Flygtningerespons partnerskabet i Kenya. Partnerskabet er et samarbejde mellem Udenrigsministeriet, LEGO Fonden, Novo Nordisk Fonden og Grundfos Fonden og støtter Kenyas ambitioner om at gøre op med en tilgang bygget på midlertidighed til gavn for både flygtninge og lokalsamfund.
Hvad er WASH?
WASH (Water, Sanitation and Hygiene) er en målrettet indsats inden for udviklingshjælp, der har til formål at forbedre adgangen til rent drikkevand, sikre ordentlige sanitetsforhold (som fx toiletter) og fremme gode hygiejnepraksisser. WASH-projekter har som fokus at reducere sygdomme, forbedre folkesundheden og øge livskvaliteten i udsatte områder eller under nødsituationer.