Udviklingsministeren besøger PlanBørnefonden

Af Karen Mygind

PlanBørnefonden fik i dag besøg af udviklingsminister Flemming Møller Mortensen til en snak om vores arbejde – og fælles ambitioner for at fremme pigers rettigheder og ligestilling i verdens skrøbeligste områder.

Selvom dagen kun lige var begyndt, var humøret højt, da den danske udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, blev budt velkommen hos PlanBørnefonden til en rundtur og strategisk snak om udviklingspolitiske prioriteringer, fødevarekriser i Etiopien og Sahel, og fælles ambitioner inden for pigers rettigheder og ligestilling.

”Vi er meget glade for ministerens besøg i PlanBørnefonden i dag. Det er afgørende for vores arbejde at have en tæt og god relation til ministeren, så vi løbende kan vende vores fælles ambitioner for at hjælpe verdens børn og unge i verdens mest skrøbelige områder,” fortæller direktør Dorthe Petersen, som bød ministeren velkommen sammen med vicedirektør Anne Smith Petersen.

Samarbejdet fortsætter

Verden står lige nu over for adskillige alvorlige kriser. PlanBørnefonden satte derfor ministeren ind i, hvordan og hvorfor vi bl.a. arbejder med et særligt fokus på pigers rettigheder og ligestilling. Snakken faldt også hurtigt på PlanBørnefondens indsatser for at hjælpe børn og unge på flugt fra Ukraine, arbejdet med de værste konsekvenser af en voksende sultkatastrofe på det afrikanske kontinent, samt fælles ambitioner for at fremme pigers rettigheder og ligestilling, unges aktive deltagelse og engagement i verdens skrøbeligste lande og i Danmark.

PlanBørnefondens vicedirektør Anne Smith Petersen og direktør Dorthe Pedersen bød udviklingsminister Flemming Møller Mortensen velkommen på kontoret til en snak om udviklingspolitiske prioriteringer, fødevarekriser i Etiopien og Sahel, og fælles ambitioner inden for pigers rettigheder og ligestilling.

”Jeg er meget glad for, at ministeren også har et særligt fokus på pigers rettigheder og ligestilling. I den udviklingspolitiske strategi ‘Fælles om Verden’, som ministeren har stået i spidsen for, er pigers rettigheder og ligestilling en tværgående løftestang i vores danske udviklingsindsatser. Jeg kunne ikke være mere enig,” fortæller direktør Dorthe Petersen.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen fremhævede den betydning , som PlanBørnefonden har for ministeriet:

“I er en meget stærk partner for os. I  arbejder med børn og unge i de lande, som har det største behov lige nu i Øst- og Vestafrika, og også Ukraine. Med jeres sponsorer fra hele Danmark sikrer I folkelig opbakning til udviklingsarbejdet.”

Flemming Møller Mortensen fik en rundvisning på hele PlanBørnefondens kontor. Her sætter programafdelingen fokus på det arbejde, som kan lade sig gøre med det nye strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen havde en særlig ros til PlanBørnefondens sponsorafdeling, der står for den primære kontakt til PlanBørnefondens omkring 50.000 sponsorer: ”Det er virkelig et flot arbejde, I gør. Fortsæt endelig,” sagde ministeren.

Unge fortæller deres egen historie

Et andet stort fokusområde i PlanBørnefondens arbejde er unges muligheder og rettigheder inden for både uddannelse og jobs. Da ministeren var på rundtur på kontoret, blev der derfor sat fokus på PlanBørnefondens nye strategiske partnerskab med Udenrigsministeriet, der løber fra 2022 til 2025, og PlanBørnefondens stadig flere akutte og humanitære indsatser i verdens brændpunkter.

På vores kontor fik Flemming Møller Mortensen mulighed for at tale med Praise fra Zimbabwe. Praise er en af de mange mobiljournalister, som vi samarbejder med.

De unge skal i centrum – og de skal fortælle deres egen historie. Det kommer både de unge til gode, og kan samtidig bruges som en måde at engagere danske unge mere i de danske udviklingsindsatser.

PlanBørnefonden arbejder for at engagere flere danskere i akutte indsatser og i udviklingsarbejdet i verdens fattigste områder, og samtidig giver vi unge fra verdens mest udsatte områder et talerør. Eksempelvis uddanner vi unge i mobiljournalistik, så de selv kan fortælle deres historie – det kommer blandt andet til at ske i vores nye medie Tingenes Verden, som PlanBørnefonden sammen med partnere kommer til at drive med støtte fra Udenrigsministeriet.

På en direkte linje fra Zimbabwe fortalte den unge mobiljournalist Praise ministeren, hvilken forskel det gør for ham og hans lokalsamfund, at PlanBørnefonden uddanner unge til at fortælle deres historie via mobiljournalistik.

”Mobiljournalistikken er vigtig, fordi det giver os adgang til værktøjer, der kan skabe forandringer i vores samfund. Vi har bl.a. fået myndighederne til at løse et problem for familier, der har levet med alvorlige kloakproblemer i ni år. Spildevandet omringede huse og børnene legede i det, så de blev syge. Myndighederne handlede først, da de så en af vores videoer. Nu er problemet løst,” fortalte Praise ministeren.

Se med her

Dagen sluttede med en gave til ministeren og et stort tak for besøget til ministeren og tak det gode samarbejde.

Du kan se mere i denne video fra besøget:

Udviklingsministeren besøger PlanBørnefondenUdviklingsministeren besøger PlanBørnefonden