I dag siger vi farvel til vores ældste sponsor

Af Cathrine Nørgaard

Birthe Levin Hansen så verden som en helhed. I januar døde hun i en alder af 106 år. Vi siger farvel til vores ældste sponsor på hendes fødselsdag.

For en menneskealder siden kravlede en lille pige ind i en kæmpe rhododendronbusk og fandt en helt anden verden. Hun så en lillebitte fugl, og alt omkring hende stod stille. Hun lod sig opsluge af dette nye univers til et punkt, hvor tid og sted ikke længere eksisterede. Alt, der var, var busken, fuglen og lille Birthe.

Efter den dag refererede Birthe Levin Hansen altid tilbage til oplevelsen i den kæmpe rhododendronbusk ved Moesgaard Museum som sin første peak experience.

”Det er et specielt udtryk for det der med, når man pludselig opfatter verden som et hele. Et slags pludseligt klarsyn,” fortæller 79-årige Ebba Westergaard, der er Birthes niece.

Ebba Westergaard og hendes søn, 52-årige Morten Westergaard, var nogle af de mennesker, der var allertættest på Birthe Levin Hansen. På den Facebookside, han har oprettet til Birthe og hendes bog med titlen Peak experience, beskriver han hende i dagene efter hendes død den 5. januar 2022 med ordene:

”En digter, en moster, en ven, en maler, en filosof, et ordentligt, interessant, videbegærligt, undersøgende, legende og kærligt menneske.”

Det og meget mere var Birthe Levin Hansen, der i dag den 5. april 2022 ville være fyldt 107 år. Den imponerende alder gav hende ikke mindst titlen som PlanBørnefondens ældste sponsor.

Selvom Birthe Levin Hansen var meget kunstnerisk anlagt, har hun ikke tjent penge på sin kunst. ”Men hun har undervist andre i at male i 40 år. Det var berigende for hende at lade andre opleve de øjeblikke, du har, når du selv laver kunst. Når man selv svømmer hen i det, man producerer,” fortæller Morten. På billedet er Birthe 90 år.

Adoptivbarnet

I 1994 besluttede Birthe Levin Hansen sig for at blive sponsor for et barn hos PlanBørnefonden, og spørger man Morten og Ebba Westergaard hvorfor, er der en ganske ligetil forklaring på, hvorfor hun tog den beslutning.

”Hun blev adopteret som spæd, ligesom hendes egen mor også blev det. Hun har fået så meget gennem at være adopteret i sådan en god familie. Det var et trygt hjem, hvor hun fik lov at udfolde sig på den måde, hun ville. Hun må have følt, at det skulle hun give videre. Så det at blive sponsor var en selvfølge,” siger Ebba Westergaard, og Morten Westergaard supplerer:

”Hun vidste jo godt, at hun var svinehamrende heldig. At livet er meget forskelligt afhængigt af, hvor du er født, hvilken social arv du har osv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det var hendes måde at prøve at give noget godt videre. Hun var meget bevidst om, at hun var privilegeret.”

Birthe blev født i København og voksede op i Grindsted. Hendes adoptivfar var apoteker, men hun ville noget andet. Hendes videbegærlighed førte hende på universitetet, hvor hun blev uddannet cand.mag. Hun tog endda efteruddannelse i England – i 1950’erne, hvor det bestemt ikke var almindeligt at rejse alene for en kvinde.

Men rejse, det gjorde hun mere end én gang. Til Uganda, Marokko, og til Grækenland på malerkurser. Da hun var omkring 70 år, rejste hun hele vejen til Australien med det kor, hun sang i, for bl.a. at synge i Operabygningen. Hun lod sig drive af sine hobbyer på alle tænkelige måder.

Birthe udgav to bøger. Peak experience og Sen høst. ”Sen høst giver et billede af hende som menneske. Hun var glødende europæer og kunne lave digte om, at menneskeheden skal lade være med at gå i krig, at vi skal forenes,” siger Morten. På billedet er Birthe 101 år.

Levendegørelse af menneskerettigheder

Birthe Levin Hansen fik aldrig børn eller blev gift, for det behov havde hun ikke. Til gengæld var hun meget investeret i sin egen verden og i verden omkring hende. På mange måder er ”retfærdig” et godt ord at beskrive Birthe med. Hun tænkte på verden som en helhed, som om at alt hænger sammen. Det kom ikke kun til udtryk gennem hendes rolle som mangeårig sponsor for i alt tre piger i Togo, men også i hendes kærlighed til naturen, hendes videbegærlighed og lyst til at hjælpe og være omkring sin familie.

I mange år boede hun med sin søster, Ebbas mor, i et hus i Aalborg, indtil søsteren døde. Selv blev hun boende i huset, fordi hun ikke kunne undvære sin have. Det var måske det sted, Birthe fandt allerstørst glæde. I sin have og i naturen generelt.

”Hun havde drømmen om denne her romantiske have, hvor tingene får lov at brede sig. Naboerne syntes måske ikke om det, men sådan var det,” siger Ebba.

”Jeg tror ikke, hun altid har haft et nemt liv. Hun har kæmpet med sig selv og sine omgivelser, fordi hun på mange måder var et spøjst menneske. En, der ville snakke om filosofi, altid gik meget ude i naturen og gik med spejderdolk og malede malerier. Hun var ikke mainstream, hun var en ener. Der er jo et eller andet med, at vi mennesker engang imellem ikke altid er så venlige over for folk, der stikker lidt ud eller er lidt anderledes,” siger Morten.

Birthe ville til gengæld altid menneskerne omkring hende det bedste:

”Hvis man skulle finde et godt eksemplar, en levendegørelse af menneskerettigheder, så var det det, hun stod for. Egentlig var hun ret apolitisk, men grundlæggende menneskerettigheder stod hun for. Om det var den ene eller den anden religion, om du var mand eller kvinde, havde en høj begavelse eller lav – så har vi alle rettigheder og er lige.”

Birthe holdt sig i gang til det sidste. Til begravelsen hørte Morten hendes havemand fortælle, at han havde set hende færdiggøre Obamas biografi for nyligt. Biografien indeholder intet mindre end 880 sider.

Kvinder og demokrati

Da Birthe blev født i 1915, var verden på mange måder en helt anden. 1. verdenskrig var i gang, og kvinderne havde ikke valgret. I hvert fald ikke før Grundlovsændringen, der fandt sted to måneder efter Birthes fødsel.

Menneskerettigheder og ligestilling går hånd i hånd, og det gjorde det også for Birthe. Men ligesom hun sjældent talte om det at være sponsor, talte hun heller ikke meget om ligestilling. Hendes holdninger var tydelige i hendes handlinger og i de samtaler, man kunne have med hende i timevis i køkkenet over en, måske to flasker rødvin. Om filosofi, om det gode ved at få flere og flere kvinder i Folketinget, om litteratur og alt derimellem.

Havde hun været i live i dag, ville hun uden tvivl have haft stærke holdninger om Ruslands invasion af Ukraine, mener Morten.

”Hun ville tænke, at de skulle indrette deres måde at leve på lidt mere demokratisk. Gerne have flere kvinder i dumaen.”

Hendes holdninger kunne man i ny og næ finde i avisernes læserbreve, men aktivist var hun ikke.

”Hun var mere bogligt og intellektuelt anlagt. kunne ikke slå et søm i en væg uden at ødelægge både søm, væg og fingrene,” som Morten beskriver det.

Et par nye ben

Når hun engang imellem kom til skade eller oplevede, at kroppen ikke længere ville lystre, havde Birthe en særlig måde at håndtere situationen på.

Da hun blev for gammel til at arbejde som underviser, begyndte hun bare at lave og skrive bøger. Da hørelsen blev dårligere, kunne hun jo bare læse, ligesom hun altid havde gjort, og selvom hun var 100 år, kunne hun sagtens lære at bruge en iPad og kommunikere på den måde.

”Som 100-årig mistede hun det ene ben, og så genoptrænede hun sig selv til at gå med protese. Så mistede hun det andet ben, sad i kørestol og gjorde alt, hvad hun kunne for at køre rundt i den. Hun trænede sine arme og gav ikke op,” husker Morten.

Birthe holdt fast i sine værdier til det sidste, i sin længsel efter viden – og, ikke mindst, så holdt hun fast i sin humor.

”Hvad ønsker du dig til din fødselsdag,” kunne Morten spørge hende.

Og hun ville kigge op på ham nede fra kørestolen med et lille, skælmsk blik og med et noget nært barnligt udtryk i øjnene. Hun ville grine lidt og svare:

”Årh, jeg ønsker mig et par nye ben, så jeg kan komme ud og gå.”

Vil du gøre en forskel ligesom Birthe?