Per Pallesen: “Jeg tager min rolle som sponsor alvorligt”

Af Cathrine Nørgaard

Skuespiller Per Pallesen har med egne øjne set, at man som sponsor gør en forskel. Derfor får han også et smil på læberne hver måned, når pengene til PlanBørnefonden trækkes.

Det er snart 25 år siden, at Per Pallesen besluttede at gøre en forskel for andre. Han meldte sig som sponsor og støttede i flere år PlanBørnefondens indsatser i et område i Benin, hvor sponsorbarnet Reine boede.

Den 78-årige skuespiller har besøgt Reine tre gange. Han har set, hvordan hendes familie kæmpede for at klare sig for de få penge, som faderen tjente på at sælge bananer fra bananpalmen i haven. Men gennem årene var han også vidne til den betydning, hans bidrag havde i området.

”Jeg tager virkelig min rolle som sponsor alvorligt, for jeg ved, at de kan bruge den støtte, de får,” fortæller Per Pallesen.

Noget af det, der har gjort størst indtryk på ham, er Reines vækst fra genert pige til selvstændig kvinde. Generelt kan han ikke forstå, hvorfor piger og kvinder skal behandles dårligere end mænd, og det er heller ikke givet, at piger som Reine finder modet til at kæmpe for sig selv. I lande som Benin får piger og kvinder nemlig ikke de samme muligheder som drenge og mænd.

”Da jeg besøgte hende, boede hun sammen med sin far. Han var førerhunden i den familie, men Reine havde hår på brystet, hvis man kan sige det på den måde. Hun ville have sin uddannelse som økonom på plads, før hun blev gift. Det er jo sådan, at mange piger i Benin får børn, før de er voksne. Men det vil hun ikke have, før hun er uddannet,” fortæller han stolt.

Hør Per Pallesen fortælle om at være sponsor:

Per Pallesen taler pigernes sag: ”De er jo underdogs”Per Pallesen taler pigernes sag: ”De er jo underdogs”

Nyt sponsorbarn

I dag er Reine voksen, og Per Pallesen er blevet sponsor for en anden pige, ligesom hans kone Vivian Dencker også er sponsor for en pige i Benin.

”Jeg synes, det er utrolig væsentligt, at man gør noget for dem, der har brug for det. Det var en selvfølge for mig at få et nyt sponsorbarn, da Reine blev voksen. Jeg bliver glad hver gang, jeg ser på kontoudtoget, at pengene er betalt til PlanBørnefonden,” siger han.

Per Pallesen: "Jeg tager min rolle som sponsor alvorligt" 2
Per Pallesen og hans kone, Vivian Dencker, har hver et sponsorbarn i Benin. Billedet er fra et af deres besøg hos Reine for nogle år siden.