Af Kirsten Brogaard

Terrorisme og interne konflikter har fordrevet flere end 1,8 millioner mennesker fra deres hjem i Burkina Faso, Mali og Niger i Sahel-regionen i Vestafrika. Uroen har medført en stigning i vold med piger og kvinder, omskæring og tidlige graviditeter.

Fredag d. 16. oktober vil tre piger fra Sahel-lande fortælle beslutningstagere fra de tre lande, det danske udenrigsministerium, EU og FN, hvordan krisen i Sahel rammer piger.

Nene fra Mali

Mød Nene fra Mali, Sandra fra Burkina Faso og Yasmina fra Niger her:

”Siden 2012 har Mali været centrum for voksende usikkerhed, der har spredt sig til alle andre lande i Sahel. Usikkerheden forstærker kun krænkelserne af menneskerettighederne, især kvinder og børns rettigheder, for det er dem, der er de mest udsatte,” siger Nene fra Mali.

Nene håber, at regeringerne i Sahel vil begynde at prioritere pigers rettigheder, herunder deres ret til uddannelse og til at blive beskyttet mod kønsbaseret vold. For hun ved, at unge kvinder som hende selv kan gøre en stor forskel for regionens fremtid:

”Vi unge skal være fredsambassadører, vi skal dele vores erfaringer med hinanden og bryde stilheden ved at fordømme alle former for kønsbaseret vold. Lad os bestemme vores egen skæbne ved at dele vores synspunkter og ved at deltage i beslutningsprocesser, der vedrører os,” siger hun.

Vil vælge selv

Fra Burkina Faso deltager 22-årige Sandra, og fra Niger deltager 22-årige Yasmina. Begge håber, at konferencen kan sætte gang i nødvendige initiativer for at forhindre, at små piger bliver giftet bort. 51 % af pigerne i Burkina Faso er gift, før de fylder 18 år, mens det samme tal er hele 76 % i Niger. Og med en pandemi, der sætter yderligere pres på allerede skrøbelige samfundsstrukturer, risikerer det tal at blive højere i den nærmeste fremtid.

”Stop børneægteskab. Jeg er en pige! Giv mig lov til at vælge min egen mand, når jeg selv vil det,” lyder Sandras opråb.

”Vi piger skal tages alvorligt. Der skal fokus på at styrke pigers selvværd, så vi kan skabe vores egen fremtid og ikke blive gift bort”, fastslår Yasmina fra Niger.

PIGER I KRISE I SAHEL

Tilmeld dig arrangementet event og hør fra tre unge kvinder her.