PlanBørnefonden modtager stor bevilling til humanitær krise i Burkina Faso

Af Cathrine Nørgaard

Over en million mennesker i det vestafrikanske land Burkina Faso er flygtet fra vold og terror det seneste år. Skoler er blevet angrebet, landsbyer brændt ned og hundredvis er blevet dræbt. FN kalder det ’verdens hurtigst voksende flygtningekrise’. PlanBørnefonden modtager 39 mio. kroner fra Udenrigsministeriet (Danida) til at sikre beskyttelse og undervisning til flere end 145.000 børn og unge i det nordøstlige Burkina Faso.

Burkina Faso er et af flere lande i Sahel-regionen i Vestafrika, der de seneste år har oplevet en stigning i vold, radikalisering og terrorisme.

Tusinder af familier bor nu hos slægtninge eller bekendte i andre dele af Burkina Faso og Sahel-regionen. Situationen har også udviklet sig til en regulær fødevarekrise, hvor flere end 2.2 millioner mennesker i Burkina Faso ikke ved, hvor næste måltid skal komme fra. Tusinder af unge i den arbejdsduelige alder har mistet deres indtjeningsgrundlag. De skal nu finde ny beskæftigelse

PlanBørnefonden modtager en bevilling på 39 mio. kroner fra Danida over de næste tre år, som skal sikre beskyttelse, undervisning og støtte til flere end 145.000 børn og unge.

”Krisen i Burkina Faso og Sahel er uden sidestykke, og vi er glade for, at regeringen prioriterer at sætte ind i regionen. I en langstrakt krise som i Sahel-regionen er det helt afgørende at beskytte børn og unge og sikre deres adgang til fødevarer og til uddannelse. Derfor er vi glade for, at Danida har valgt at støtte vores projekt arbejde Burkina Faso,” siger vicedirektør i PlanBørnefonden Anne Smith Petersen.

En del af beløbet går til nødhjælp, fødevarer og beskyttelse nu og her. Der oprettes sikre væresteder for børn og unge, hvor de kan lege og få undervisning i sikkerhed i børnevenlige rammer. Særligt piger og unge kvinder har behov for ekstra beskyttelse mod voldelige overgreb, rituel omskæring og tvangsægteskaber.

En langsigtet indsats

Samtidig afsættes der midler til en langsigtet udviklingsindsats i Burkina Faso. Hele 60 procent af de internt fordrevne i Burkina Faso er under 18 år, og rigtig mange har ikke udsigt til skole eller uddannelse. Samtidig er det en stor økonomisk byrde for de allerede fattige familier, der har taget i mod de mange flygtninge. Og der er ikke udsigt til, at de kan vende hjem foreløbigt.  Tusinder har fået deres deres der livs- og indtjeningsgrundlag fjernet fra en dag til den anden. Derfor laver PlanBørnefonden og lokale samarbejdspartnere en langsigtet indsats, der skal skabe stabilisering, nye indkomstmuligheder og opkvalificering af de mange unge, der er flygtet.

”Unge uden uddannelse og beskæftigelse kan nemt miste troen på deres fremtidsmuligheder. Projektet har derfor fokus på at give de unge mulighed for at få et job eller komme i træning, så de kan komme i arbejde eller starte egen forretning,” siger Anne Smith Petersen.

Projektet løber fra januar 2021 til december 2023. PlanBørnefonden har arbejdet med udvikling og humanitære indsatser Burkina Faso i over 25 år.

21-årge Clemence måtte flygte fra hus og hjem i Burkina Faso. Hun har uddannet sig til herrefrisør og drømmer om at starte egen salon. Det får hun støtte til gennem PlanBørnefonden og vores lokale samarbejdspartnere.