Skolepiger i Zimbabwe designer latriner

Menstruation står stadig i vejen for mange pigers skolegang. I Zimbabwe skal nye latriner, indrettet efter pigernes egne ønsker, forhindre, at de dropper skolen, når de har menstruation.

Det ser ikke ud af så meget. Et lille skur med bliktag og en døråbning i den ene side. Alligevel spreder den nye bygning med latriner stor glæde blandt eleverne på skolen i Manicaland-provinsen i Zimbabwe.

Især pigerne er begejstrede. For de nye latriner er indrettet således, at de nu kan gå i skole – også på de dage, hvor de har menstruation.

Det er desværre langt fra alle afrikanske skolepiger forundt. Uden adgang til hygiejnebind eller faciliteter på skolerne, hvor de kan skifte bind, er mange piger tvunget til at blive hjemme de dage, hvor de har menstruation. I Afrika, estimerer Unicef, at 1 ud af 10 piger, har dage, hvor de ikke kommer i skole på grund af menstruation. Det løber for nogle op i 10-20 procent af skoletiden, mens andre ender med helt at droppe ud af skolen.

Latrinerne er indrettet efter pigernes egne ønsker.
PlanBørnefonden har støttet syv nye bygninger med skolelatrinerne i provinserne Chipinge og Chimanimani i Zimbabwe på grænsen til Mozambique.

Pigerne designer selv deres latriner

De nye latriner i Zimbabwe er en del af genopbygningen efter cyklonen Idai, som fejede ødelæggelser gennem Zimbabwe, Mozambique og Malawi i foråret. De er et eksempel på, at genopbygning og forbedring af lokalsamfundene går hånd i hånd. I stedet for at kopiere de latriner, som i forvejen var på skolen, har PlanBørnefonden sammen med pigerne bygget de nye latriner, så de er bedre, end dem skolen havde før.

Efter pigernes anvisning er bygningen derfor blevet indrettet med et lille aflukke, hvor de har adgang til vand, lys, en skraldespand og en bænk at lægge tøj og andre ting på. Pigerne står selv for at lægge en rengøringsplan og være med til at vedligeholde latrinerne, som bliver aflåst efter skoletid.

I alt er PlanBørnefonden med til at bygge syv nye latriner i det område af Zimbabwe, som blev hårdt ramt af cyclonen Idai, men forhåbentlig er der endnu flere på vej. Pigernes nye latriner har nemlig allerede gjort indtryk højere oppe i systemet. Myndighederne har indvilget i, at skolelatriner i hele distriktet fremover skal bygges, så de i højere grad tilgodeser pigernes behov for hygiejne og privatliv – også når de har menstruation.

Latrinerne i Zimbabwe er bygget med midler fra Novo Nordisk Fonden og Danish Emergency and Relief Fund (DERF).

HVORFOR ER DET VIGTIGT AT FÅ PIGER I SKOLE?

  • At piger bliver i skole er vigtigt, fordi undersøgelser viser, at når piger afslutter en uddannelse på gymnasialt niveau gavner det hele samfundet.
  • Når en pige får en gymnasial uddannelse, er det mindre sandsynligt, at hun bliver gift som barn, udsættes for vold i hjemmet og oplever længerevarende sundhedsproblemer.
  • Uddannede piger får statistisk set færre og sundere børn, som derefter igen er mere tilbøjelige til at få en uddannelse og dermed løfte sig ud af fattigdom.
  • På globalt plan er der 130 millioner piger, som ikke er i skole og omkring 100 millioner af dem er i teenagealderen.

 

Manicaland-provinsen ligger på grænsen til Mozambique.

Støt pigerne

Støt med en skoleuniform