Annie og Kirsten

For 94-årige Annie og hendes svigerdatter, 68-årige Kirsten, er det en fast tradition at mødes for at skrive breve til deres sponsorbørn. Kontakten med pigerne i Bolivia betyder meget for begge kvinder.

Fra spisebordet i 94-årige Annie Clausens lejlighed i Skodsborg er der udsigt til Øresund, og i horisonten kan man ane Sverige.  Men for Annie kan udsigten på mange dage være utydelig: Synet og hørelsen er ikke, hvad den har været, men hendes interesse for verden er intakt.

”Jeg kan ikke meget i dag. Ryggen tillader det ikke. Men ved at skrive breve til Nadia i Bolivia, har jeg stadig et udsyn mod verden,” siger hun.

På bordet foran hende ligger nogle af de ting, som Kirsten har købt med hjem fra Spanien: små pakker LEGO, en lille hårbørste og et lyserødt aktivitetshæfte. Tingene er sirligt pakket i hver deres plastikpose med et klistermærke udenpå, så det er tydeligt, hvem modtagerne er. Man kan se, at de har prøvet det før.

”Vi får altid svar tilbage, hvor pigerne takker for tingene. De er ikke så gamle, men de kan faktisk selv skrive deres breve. Det er jeg ret imponeret over,” fortæller Kirsten.

Både hun og Annie har i løbet af de sidste 20 år kunnet fornemme, at sponsorbørnenes levestandard er blevet forbedret.

”Der er en betydelig forskel på, når man ser på billederne dernede fra i dag og for 20 år siden. De har pænt tøj på, og boligforholdene er bedre. Det er dejligt, for så kan man se, at pengene gør nytte,” siger Annie, mens hun og Kirsten kigger på billederne af Lorena og Nadia.

”Jeg synes, man til enhver tid kan holde på, at det er penge givet godt ud. Det hjælper virkelig i de områder,” supplerer Kirsten.

KÆRLIGHED TIL SYDAMERIKA

”Uno de mis nietos dio a luz anoche. Ese es mi bisnieto número siete,” lyder det fra Kirsten. Hun læser op fra det brev, hun lige har skrevet på spansk for Annie. ”En af mine børnebørn fødte i nat. Det er mit oldebarn nummer syv,” står der. Brevet er til Annies sponsorbarn Nadia.

”Er det ikke rigtigt formuleret?” spørger Kirsten sin svigermor, der nikker.

”Er der andet, du gerne vil fortælle?”

På grund af Annies svage syn, er det efterhånden blevet en fast tradition, at Kirsten kommer på besøg for at skrive breve for og med hende.

Begge kvinder har været sponsorer siden årtusindeskiftet, hvor Annie så en reklame, der opfordrede til at støtte fattige børn. Det gjorde indtryk på hende at se en lille pige forsøge at holde varmen ved at vikle plastik om fødderne, og derfor besluttede hun sig for at blive sponsor med det samme.

På daværende tidspunkt var Kirsten og hendes mand, Annies søn, lige flyttet til Spanien. Hun hørte, at hendes svigermor havde fået et sponsorbarn, og besluttede også selv at få et.

”Jeg fyldte 50 år, så det var også en fødselsdagsgave til mig selv,” fortæller Kirsten med strålende øjne.

Det var et bevidst valg, at kvinderne valgte lige netop det sydamerikanske land i sin tid. Da Annie var i begyndelsen af sine 20’ere, boede hun en årrække i Rio de Janeiro og Buenos Aires. Kirsten lærte at tale og skrive spansk, da hun flyttede til landet for 20 år siden.

”Når jeg er i Spanien, køber jeg ting til sponsorbørnene. På den måde kan de læse brugsvejledningerne,” fortæller hun og vender sig mod sin svigermor, før hun skriver de sidste ting i brevet og afslutter med Annies navn.

”Årene i Sydamerika står stærkt i min hukommelse,” kommer det fra Annie, der i detaljer fortæller, hvordan hun måtte sejle hjem fra Rio de Janeiro, fordi hun var gravid. Turen tog to uger.

”Man kan godt få lidt kvalme, når man tager på sådan en sejltur som gravid,” siger hun med sin spinkle stemme.

Annie og Kirsten har en stor familie, der bor spredt i hele verden. Kirsten har også boet mange steder med sin mand: Australien, Paris, Madrid. Nu bor hun i Hørsholm, og en af de rejser, hun og hendes mand planlægger at tage på i fremtiden, er en tur til Bolivia for at besøge Lorena og også gerne Nadia.

”Det ville være rigtig dejligt at komme ned og se dem, det ville det virkelig,” siger Kirsten, før hun putter brevet ned i posen til Nadia og lukker til.

Stop Corona

Støt med en skoleuniform