Jan og Hanne Böttern ville gerne give en konfirmationsgave, som satte spor i deres barnebarn Thea resten af livet. Det lykkedes med en rejse til Malawi, hvor de besøgte to sponsorbørn.

Da Jan og Hanne Bötterns 14-årige barnebarn Thea Böttern og hendes fætter skulle konfirmeres, besluttede de sig for, at de skulle have en gave, der gav mening.

”Vi tænkte meget på, om konfirmationen kunne komme til at handle om det at give noget frem for det at få noget. Og det at give noget kunne godt være det at give noget til nogen, som ikke har ret meget. Så vi tænkte: Hvor i verden kan man gøre en indsats?” fortæller 67-årige pensionist Jan Böttern, der tog Thea med til Malawi i september 2019.

Da Jan skulle vælge et projekt, der tiltalte ham, søgte han rundt på de forskellige organisationers hjemmesider. Beslutningen faldt på PlanBørnefondens arbejde.

”Vi syntes, at den tilgang PlanBørnefonden har og det, I tilbyder, passer godt med det, vi gerne ville,” siger Jan, der nu er sponsor for to piger på 11 og 12 år.

Jan og Hanne lod det være op til deres børnebørn at vælge imellem at få penge i gave eller rejsen til Malawi for at besøge sponsorbørnene. Thea valgte rejsen, og sammen tog hun og Jan til Malawi for at besøge de to piger og det samfund, som deres månedlige sponsorbidrag støtter.

Selv flere måneder efter hjemkomst står turen knivskarpt i Theas hukommelse:

”Det er ikke bare noget, man lige glemmer,” siger hun og fortsætter:

”Det, der gjorde mest indtryk, var at pigerne kunne være så glade for så lidt. Deres livsglæde. De smilede, dansede, de var bare taknemmelige.”

Også Jan understreger flere gange, hvor fantastisk en oplevelse det var at besøge landsbyen og blive bekræftet i, at deres månedlige støtte rent faktisk hjælper dem, der har brug for det.

”Det var en bevægende dag, der bekræftede mig i en af de ting, vi tog derned for, og som var udgangspunktet for konfirmationen: Det nytter noget. Det har en betydning. Det, at vi gør en lille indsats rent økonomisk – og det er en lille indsats – det kan give så meget til så mange mennesker.”

Planen er nu, at de skal beholde de to sponsorbørn, indtil de bliver 18 år.

”Rejsen var jo ikke kun for konfirmationens skyld. Vi ville jo også gerne, at Thea kunne få en anden indgangsvinkel til tilværelsen og kunne få åbnet øjnene op for, at der findes forskellige tilgange til den. At den glæde ved at se andre mennesker i en helt andet social, geografisk, historisk sammenhæng åbner øjnene op for, at verden er en kompliceret størrelse. Måske kan det hjælpe hende i sin færd frem i livet, som for unge mennesker godt kan være vanskelig,” lyder det fra Jan. Efter rejsen har han holdt foredrag rundt omkring for at fortælle om de ting, som han og Thea oplevede på turen.

Det var drømme om en autentisk rejse til Afrika, om dyreliv, natur og mennesker, der gjorde, at Jans blik faldt på Malawi, og derfor var det også der, han besluttede sig for at blive sponsor.

”Jeg ville gerne være sponsor for piger, fordi det er dem, der har mest brug for hjælp til at kunne skabe deres egen tilværelse, så de ikke får for mange børn og får sig en uddannelse. Det er pigerne, man skal satse på, så derfor var det mit udgangspunkt, og at de aldersmæssigt skulle svare lidt til mine børnebørns alder.”

Turen til Malawi beskriver Jan som en enestående oplevelse. De ujævne veje i Malawi, de lokales historier. Den varme velkomst af lokalsamfundet med sang og dans, da de steg ud af bilen. Da måtte Jan fælde en tåre.

”Det var simpelthen så flot og rørende. Når man skal fortælle om det og tage billeder af sådan noget, så er det ligesom at kigge igennem to paprør fra køkkenruller og kigge ud i landskabet og så skulle beskrive det. Det er lidt at sammenligne med det, for de synsindtryk, dufte og hele atmosfæren, man får, det kan man ikke beskrive. Det var så overvældende, at de modtog os på den måde,” fortæller han.

Jan og Thea stak ud: Thea med sin højde på 1,81 meter og sit lyse hår, der stod i stærk kontrast til de små piger. Og Jan, der ikke kunne dy sig og fik sponsorbørnene til at lære ham en af deres danse. Kvinderne skreg af grin, da han dansede med dem.

”De syntes, det var noget af det sjoveste, at en mand dansede med dem. Normalt sidder mændene og drikker øl, mens damerne danser,” forklarer han.

I løbet af dagen opførte børnene et skuespil for dem.

”Det handlede om det centrale i PlanBørnefondens arbejde, om at skulle sørge for at få en uddannelse og ikke få børn for tidligt. Børnene var så engagerede, ivrige og glade. Hele følelsesregistret var i spil,” fortæller Jan.

For Thea var det hårdt, da de sidst på dagen skulle sige farvel til de to piger.

”Det var svært at vide, at man skulle hjem og have det godt, mens de stadig mangler så meget. Det var hårdt at se, hvordan folk havde det, for det gik op for mig, at det, man ser i alle reklamerne, er virkeligt. Nogle gange føler jeg, at reklamerne godt kan overdrive, men at komme ud og se, at alt passer… det var lidt hårdt,” fortæller hun.