For 41-årige sponsor Anne Givskov er det vigtigt, at hendes månedlige støtte gør en forskel for det samfund, som hendes sponsorbarn bor i. En rejse til Ecuador bekræftede hende i, at det nytter at støtte.

Et sted mellem talrige rejsebøger i 41-årige Anne Givskovs lejlighed på Amager i København gemmer sig en stor mappe med billeder og tekst om et sponsorbarn i Ecuador. Anne har været sponsor for sponsorbarnet Moises i længere tid, end hun har kendt sin mand, Leo, som hun mødte for 11 år siden.

”Vi har faktisk altid kaldt sponsorbarnet for Peter. Det var først, da vi kom ud og snakkede med det lokale kontor i Ecuador, at de sagde, at han bliver kaldt Moises. Det er hans mellemnavn,” forklarer Anne, der sammen med Leo besøgte Moises i april 2019.

Før Moises var Anne sponsor for en anden ecuadoriansk dreng, indtil han fyldte 18 år. Moises var helt lille, da hun blev sponsor for ham. Kontakten mellem de to har været sporadisk gennem årene, og derfor overvejede hun flere gange, om hun overhovedet havde lyst til at tage afsted. Allerhelst ville hun gerne ud og se den forskel, som hendes støtte gør for lokalsamfundet.

”Jeg skrev til PlanBørnefonden, der forklarede, at man får meget at vide om lokalsamfundet, som jeg jo også støtter med mit sponsorat. Det var helt sikkert det, der fik os til at planlægge vores besøg: At vi kunne komme ud og se den forskel, der bliver gjort. Og så var det også en vigtig faktor for mig, at man ikke besøger barnet i deres eget hjem. For de har selvfølgelig meldt sig til det her program, fordi de er drevet af at ville have et bedre liv,” siger hun.

Annes kærlighed for Sydamerika opstod for omkring 20 år siden, da hun besøgte en veninde i Chile. Derfor var det også nemt at beslutte sig for, at det var et sydamerikansk barn, hun ville være sponsor for, da hun i sin tid besluttede sig for at blive sponsor.

”Jeg har rejst i Sydamerika før og har et særligt forhold til kontinentet. Det var det, der gjorde det: At jeg havde været der og set så mange fattige børn, og at jeg derfor følte jeg kunne gøre noget på den måde. Det fik jeg jo så også bekræftet under mit besøg, at det hjælper,” siger Anne.

Besøget i Ecuadors største by Guayaquil var et stop på vejen på en fire måneder lang rejse i Sydamerika, som parret var på. Under besøget blev de klogere på, hvordan deres bidrag gør en forskel.

”Støtten går bl.a. til arrangementer efter skole, f.eks. fodbold. Eller engelskundervisning i sommerferien, som er ret vigtigt,” fortæller Anne. Da hun og Leo besøgte Moises’ gamle skole, var der netop gang i et sommerkursus i engelsk.

”Det er vigtigt for de mange børn uden for Guayaquil, at de har noget at beskæftige sig med efter skoletid, så de ikke kommer ud og laver ballade. For det er det, der er problemet, det er ikke, fordi de ikke har tøj at tage på. Her handler det mere om, at de ikke skal ud i kriminalitet, og at de skal have en uddannelse.”

Som del af besøget blev Moises, Anne og Leo sat ned i en rundkreds med Moises’ mor, en tolk og en række Plan Ecuador-medarbejdere for at tale sammen.

”Han var sygt genert. Han var ved at kravle helt ind i sig selv. Så det var vildt svært at få ham til at snakke. Det er jo også for vildt, at vi kommer der, totalt blegansigter og vil høre om ham. Vi taler ikke engang samme sprog. Hvis vi havde kunnet tale spansk, havde det måske været bedre.”

Bagefter gik de en tur rundt i kvarteret, så de kunne se, hvor han havde gået i skole og spillede fodbold.

”Der løsnede han lidt mere op, kunne man mærke. Det er meget sjovt at have været de steder, han hænger ud normalt.”

Rejsen til Ecuador har gjort Anne opmærksom på, hvor vigtigt det er for hende at kunne se de langsigtede forandringer, som hendes støtte bidrager til Moises’ lokalområde:

”Jeg har en følelse af, at det er der, jeg kan gøre noget. I og med at det er sådan en konstant – at man giver et månedligt beløb til et bestemt sted – så giver det mere mening, end de gange man giver et engangsbeløb til indsamlinger. For det er så stort og så flydende, så man ser ikke rigtig resultatet af det, man giver penge til. Jeg synes, det er ret tilfredsstillende med de her rapporter, så man kan se, at ens penge rent faktisk bidrager med konkrete ressourcer et sted.”