Rollen som sponsor har globetrotter Kenneth Jonasen arvet fra sine forældre. Han er vant til at rejse i hele verden, og for nylig fløj han til Filippinerne for at besøge sit sponsorbarn.

Han har adresse i Berlin, men arbejder i hele verden. 56-årige Kenneth Jonasen er steward, en vaskeægte globetrotter, men har alligevel benene solidt plantet på jorden og har som sponsor i årevis støttet nogle af dem, der har allermest brug for det. Det var et naturligt valg for ham at blive sponsor for mange år siden, fordi hans forældre var det.

”Mine forældre havde sponsorbørn og skrev meget frem og tilbage med dem. På et tidspunkt sagde de, at de ikke ville have flere, fordi de var blevet for gamle, og så sagde jeg, at jeg ville lave et sponsorat i stedet,” fortæller Kenneth Jonasen, der er vokset op i Store Havelse Strand, der ligger mellem Frederikssund og Frederiksværk i Nordsjælland.

Han er i København for en kort bemærkning, men den lille kabinekuffert er altid pakket og klar til afgang. Siden 2011 har han været sponsor for nu 16-årige John Lloyd fra Filippinerne, som han netop har besøgt.

I jobbet som steward er det ikke usædvanligt, at Kenneth er i København den ene dag, flyver til Hongkong den næste og Manila den tredje. På grund af dårligt vejr måtte Kenneth dog tage turen fra Manila til den lille by Naga i Filippinerne med bus i stedet for med fly, og det var på et hængende hår, at han nåede frem til Johns skole. Inde på skolen blev han mødt med et gult skilt med ordene ”Welcome Mr. Kenneth Jonasen”, og her tog både John og hans generte mor imod ham.

Kenneth blev introduceret for Johns klasse, og snart bukkede en række af de andre klasser under for deres nysgerrighed og kom også forbi for at se ham – og tage billeder af ham, ikke mindst.

”Jeg blev behandlet som en superstar. En vaskeægte rockstjerne,” fortæller han.

Og for Kenneth, der med egne ord er sponsor, fordi han ”bare gerne vil hjælpe”, var det nemt at beslutte, at det ikke kun var John, der skulle have noget ud af hans besøg.

”Det er vigtigt at inkludere de nærmeste kammerater og skoleklassen, så de får et eller andet samhørighedsforhold og ikke oplever forskelsbehandling. Jeg sørgede for at donere nogle ting til et julearrangement, de havde på skolen nogle uger efter. Så smittede det jo også lidt af på hans skolekammerater på den måde,” fortæller Kenneth.

Kenneth havde taget en lille gave med til John:

”Jeg havde taget en basketball med fra Chicago, hvor jeg havde været 14 dage forinden. I et af sine breve havde han skrevet, at han spillede basketball,” fortæller han.

Selvom Kenneth snart er på vingerne igen, vil han huske dette besøg som noget særligt.

”Formålet er at hjælpe børnene. At besøge dem gør jeg gerne – men kun én gang. I mine øjne er det ikke meningen, at man skal involvere sig følelsesmæssigt. I stedet kan man koncentrere sig om at hjælpe økonomisk. Så sådan ser jeg på det.”

Det har været vigtigt for Kenneth, at både han og John kunne få denne mulighed for at sætte ansigt på hinanden. Normalt har han ikke megen kontakt med John, men det er alligevel dejligt at kunne se, hvilken forskel hans støtte gør, fortæller Kenneth.

”Jeg synes, det var dejligt at se, at han har det godt.”

Når John om nogle år fylder 18 år og derfor ryger ud af sponsorprogrammet, så får Kenneth tildelt et nyt sponsorbarn. For selvfølgelig fortætter han.

”Det har været naturligt hele mit liv at hjælpe. Jeg har aldrig følt, at jeg kastede penge ud ad vinduet hos PlanBørnefonden. Her ved jeg, at det hjælper.”