Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København

Det var en anden verden, der mødte Farzana og Sohagi, da de i oktober tog fra Dhakas slum til København. På programmet var bl.a. klimatopmødet C40, et møde med Kronprinsessen og en soppetur i Øresund. PlanBørnefonden mødtes med pigerne til en snak om Dhaka og danskerne og fik en fortælling om, hvordan en lang rejse kan skabe håb i slummen.

Blæsten tiltager i kraft, jo tættere på havet 19-årige Sohagi Akter og 14-årige Farzana Akter kommer. Øresund dukker op i horisonten, og især Sohagis interesse bliver vakt. Det er første gang, at den 19-årige pige ser havet, der i dag genspejler den skarpe formiddagssol. Det er på mange måder en stærk kontrast til pigernes hverdag i Bangladesh’ hovedstad Dhaka, hvor kloakvandet har det med at finde vej til slummens blikskure, når monsunregnen rammer. Dér har de færreste råd til at tage en tur ud for at se havet.

Pigerne stopper op få skridt fra stranden. Plan Bangladesh-medarbejderen Salma Sultana har fulgt med pigerne den lange vej til Danmark, og hun har efterhånden taget mange billeder af dem. Også i dag knipser hun løs med sin mobiltelefon, og det er tydeligt at se, at pigerne er vant til at stå foran kameraet. De synes at have en indøvet rutine: Først stiller de sig begge op og får taget et billede sammen. Så går den ene væk, mens den anden får taget et billede alene, og til sidst skifter de plads. De har for alvor sørget for, at de har masser at vise frem til venner og familie, når de om nogle dage skal hjem igen. Salma gør tegn til de to PlanBørnefonden-medarbejdere, der er taget med på Amager Strand denne formiddag: Der skal tages en selfie.

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 7 Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 8

Farzana (tv.) og Sohagi (th.) får taget mange billeder, mens de er i Danmark.

Det er især begivenhederne i den forgange uge, der har gjort pigerne mere eller mindre vante til at posere foran kameraet. Sponsorbarnet Farzana har mødt Kronprinsessen i forbindelse med FN’s Internationale Pigedag. Tidligere sponsorbarn Sohagi har deltaget i klimatopmødet C40. Til begge arrangementer mødte pressen talstærkt op og tog billeder af pigerne, der er kommet den lange vej for at fortælle deres historier.

De er fra hver deres slumområde i Dhaka, og de har mødt hinanden i forbindelse med deres rejse til Danmark. Allerede nu ligner de slyngveninder, når de går side om side hen over strandsandet og hen til vandkanten.

De skutter sig under deres overtøj, når vinden sender små stød i deres retning. Temperaturen er en helt anden end den, de er vant til hjemme i Bangladesh, men de synes alligevel, at den kølige luft er rar. Varmen kan hurtigt blive for meget, fortæller de, og kulden kan man håndtere, så længe man tager nok tøj på. Der går ikke lang tid, før Sohagi smider skoene og mærker havet på sine tæer for første gang.

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 3

Os og dem

Også her ved vandkanten skal der tages billeder, hånd i hånd og hver for sig. Sohagi står i nogle minutter og kigger ud over vandet, før hun stikker sine fugtige fødder tilbage i skoene. En flok nøgenbadere går rundt på badebroen ved badeanstalten Helgoland, der ligger et lille stykke ude i vandet. Begge piger kigger væk, da de opdager det.

På vej tilbage må de gå ind til siden på stien, da en ældre dame på cykel skal forbi. Farzana og Sohagi fortæller, at de ikke har cykler i Dhaka.

”Det er for farligt at cykle, især for piger,” siger Farzana på engelsk.

Hvis der overhovedet er nogen, der cykler, er det kun mænd, og så sker det kun inde i byen, ikke ude i slummen, forklarer hun.

For Farzana og Sohagi er skrald i gadebilledet en del af hverdagen i slummen. Begge har på deres tur til Danmark fået øjnene op for, hvor rene gader kan være, og de håber begge, at de kan få folk i deres lokalsamfund til at tænke mere over, hvor de smider deres skrald. Her ses Farzana i slummen kort før afgang til Danmark.

Farzana taler udmærket engelsk, mens Sohagi har sværere ved sproget. Måske er det også derfor, hun taler stille og smiler genert, når man stiller hende spørgsmål. Salma fungerer som tolk, når pigerne fortæller på bengali.

Begge piger er små. Deres hoveder går den gennemsnitlige danske kvinde til skulderen. Farzanas hår sidder altid på en bestemt måde, så hendes lange, sorte, skinnende hår er i fokus. Sohagi tager store guldøreringe på, når hun er ude, og også gerne lidt makeup. Udadtil er der ikke meget, der afslører, at de kommer fra en helt anden verden end den, danske unge kender til.

Før de tog flyet til Danmark, havde de aldrig prøvet at være uden for Bangladesh. Sohagi havde end ikke prøvet at være uden for slummen. For hende var det underligt at se, hvor rene gader kan være: I slummen er hun vant til, at der flyder affald overalt. Når monsunregnen rammer – og det gør den tidligere for hvert år, der går, mens den fortsætter i længere tid – får de massive vandmasser affaldet til at cirkulere rundt i gaderne og i folks hjem.

Sohagi betragter sig selv som heldig, fordi hun har værelse på første sal og derfor ikke behøver sikre sin seng mod vandmasserne. Farzana bor i stueetagen og må sætte ting under sin madras, så den ikke bliver oversvømmet.

Beboerne i slummen får ofte udslæt som følge af oversvømmelserne, fortæller Salma. Affaldet er med til at forurene det mudrede vand.

Så ja, København er anderledes end slummen. Meget anderledes. Sohagi fortæller, at en gåtur i de københavnske gader blandt danske piger på hendes egen alder har fået hende til at tænke over, hvilke afgørende forskelle der er på en dansk pige og hende selv.

”Jeg tror ikke, hun kender til de samme ting, jeg gør. Hun tænker måske kun på at færdiggøre sin uddannelse. På, at hun en dag måske gerne vil giftes, men at det ikke er det vigtigste for hende. Hun kan fortsætte sin uddannelse og styrke det grundlag, hun har at stå på. Hun kan følge sine drømme,” siger Sohagi og fortsætter:

”Men jeg kender til livet på en måde, hun ikke gør. Jeg er omringet af så mange andre børn og unge og er involveret i Plans projekter. Jeg kender til klimaforandringer, det gør hun ikke. Det er en stor forskel på mig og andre piger på min alder.”

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 17

Der er en grund til, at det er netop klimaforandringer, Sohagi fremhæver. Derhjemme laver hun aktivistisk arbejde i en ungdomsgruppe organiseret af Plan International, og meget af arbejdet går ud på at råbe de lokale myndigheder op, så de prioriterer at gøre forholdene bedre i slummen. Omstændighederne i Dhaka var et tema til klimatopmødet C40 i København i oktober, da der foran en kæmpe sal fuld af nogle af verdens mest indflydelsesrige mennesker – blandt andre den tidligere amerikanske vicepræsident Al Gore – blev vist en video af hende fra slummen.

”Det var meget stort for mig at se mig selv på storskærm til mødet. Jeg har altid troet, at jeg lavede meget små ting for mit lokalsamfund, men da jeg så min film på storskærm foran 60 borgmestre og så mange unge mennesker, da havde jeg det så godt,” siger Sohagi, mens smilet på hendes læber vokser.

Se videoen af Sohagi i slummen her:

Der er rødt ved et fodgængerfelt, og pigerne stopper op. Hvis Farzana havde været hjemme i Dhaka, ville det ikke have gjort en forskel for hende, om lyskurven viste rødt eller grønt.

”Før jeg kom her, har jeg aldrig været vant til at stoppe for rødt lys og kun gå over for grøn. Men i Danmark venter jeg altid på det grønne lys. Det vil jeg også til at gøre derhjemme,” siger Farzana.

Nu håber hun på at kunne inspirere andre i sit lokalsamfund til også at tage bedre vaner til sig.

Pomfritter, kage og den lange vej til Danmark

Pigerne søger ly for efterårsblæsten på en nærliggende café. Farzana og Sohagi spiser generelt ikke særlig meget under deres besøg, for der er ikke meget mad, de kan lide. De synes, danskerne bruger for få krydderier. Allerhelst vil de bare gerne spise pomfritter. Det er ikke noget, de kan få i slummen.

Tjeneren kommer med pomfritter, tre forskellige slags kage og cola til Farzana og Sohagi. Det viser sig, at pigerne har smag for cheesecake.

For få dage siden, på FN’s Internationale Pigedag, sad Farzana på Amalienborg og fortalte H.K.H. Kronprinsessen om sit liv i Dhaka.

”Kronprinsessen spurgte mig, hvor store de værelser, vi bor i, er. Og jeg svarede, at der bor omkring fire-fem mennesker i et værelse, der er en fjerdedel så stort som det rum, vi sad i,” husker Farzana.

Senere den dag holdt Farzana tale foran en fuld gymnastiksal på Gasværksvejens Skole i København, hvor hun overrakte årets Pigepris til Anja Leighton. Og Farzana synes da også, at det var det absolutte højdepunkt på turen til Danmark, selvom hun nu også holdt af at være i Tivoli.

Det er de færreste 14-årige piger fra Dhaka, der får en oplevelse lignende Farzanas, og det var da også svært for beboerne i hendes lokalsamfund at forstå helt præcist, hvad det var, hun skulle i Danmark. Ikke alle troede på, at hun rent faktisk skulle afsted, og det er også en af grundene til, at hun har taget så mange billeder af de ting, hun har oplevet.

”Mange forstod det ikke og talte dårligt om, at jeg skulle afsted. De er vant til, at når en pige forlader slummen, er det fordi, hun er blevet solgt til en mand. Så de troede, jeg skulle sælges til en mand her. Men jeg har sørget for at tage en masse billeder, så de kan se, jeg har det godt. Hvis mit besøg her kan få dem til at holde op med at misforstå og skabe bare én god forandring, hvor jeg bor, bliver jeg virkelig glad,” siger hun.

På den ”vej” i slummen, hvor Farzana bor, er der 15 piger i alderen 12-14 år. Farzana fortæller, at hun er den eneste af dem, der ikke er blevet gift endnu.

”Det gør mig meget trist, at det er sådan. Dem med indflydelse i mit område er meget konservative. De tror ikke, at piger kan noget som helst. De er vant til, at piger skal giftes tidligt, så de presser forældre til at gifte deres piger væk. Det betyder, at pigerne er nødt til at droppe ud af skolen, og så får de ikke chancen for at skabe deres egen fremtid. Mine forældre fik også besøg af folk, som sagde, det var bedst, hvis jeg blev gift. Men mine forældre stod heldigvis imod og lod mig fortsætte i skolen.”

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 9

Salma sidder for bordenden med en kaffekop i hånden, mens hun oversætter det, Farzana siger. Hun sætter koppen fra sig, da hun skal forklare, hvor stort det er, at Farzana og Sohagi sidder lige netop hér i dag. For der er meget langt fra Dhaka til København – især når man kommer fra de kår, som pigerne gør.

”Det var kæmpestort for Farzanas forældre at lade hende komme til Danmark. De havde aldrig forestillet sig, at deres datter skulle fra ét land til et andet. Det er stort for dem bare at tage til en anden by. Så prøv at forestil dig, hvor stort det er at rejse til et land så langt fra Bangladesh,” siger Salma og sætter sin tommel- og pegefinger tæt sammen for at markere en kort afstand.

”Helt ærligt, så rækker deres fantasi ikke længere end hertil. De har simpelthen ikke fantasi til at forestille sig, at det kunne lade sig gøre. Men de lod hende stadig tage af sted. For hendes forældre er meget positive omkring hendes uddannelse og hendes frihed og mulighed for selv at tage beslutninger. Derfor tillod de hende at tage afsted.”

Farzanas mor og far har da også måtte lægge øre til lidt af hvert, fortæller Salma:

”Forældrene fortalte mig, at folk omkring dem ikke tog det særlig godt. De troede, at nogen ville kidnappe Farzana og sælge hende, for det sker i vores land og i andre lande omkring Bangladesh. De kender kun de negative historier, de har ikke de positive historier,” siger hun.

Sohagi og Farzana mødtes i Dhaka forud for deres rejse til Danmark for at få taget billeder sammen.

Plans arbejde med unge

Plan Bangladesh har mange projekter i landet, som involverer unge. Både Sohagi og Farzana er involveret i Plans projekter. Den gruppe, Farzana er en del af, arbejder især for at gøre op med kønsdiskrimination og børneægteskaber. Meget af tiden går på at informere folk om de problemer, der er i samfundet, bl.a. ved at sætte informationsplakater op, holde møder med forældre og afholde workshops med unge, så de lærer at håndtere problemerne.

De har også telefonnumre til myndighederne klar, hvis de hører om børn, der skal giftes bort.

”Der er en hjælpelinje, vi kan ringe til. Vi sørger altid for at sætte nummeret på de plakater eller andet af det materiale, vi laver,” siger Farzana. Hjælpelinjen er bl.a. støttet gennem dansk udviklingsbistand.

Før Plan Bangladesh’ medarbejdere kan inddrage unge som Farzana og Sohagi i deres arbejde, skal de have et overblik over, hvor mange og hvem der bor i området. Plan International samarbejder med andre organisationer for at finde frem til børn og unge, som kan drage nytte af at deltage i Plans projekter, bl.a. som sponsorbarn.

Unge, der deltager i Plans projekter, danner selv deres grupper og laver deres egne handleplaner, fortæller Salma.

Sohagi er mentor i et Plan-projekt kaldet Green Art Club Project.

”Jeg blev sponsorbarn, da jeg var syv år gammel. Så jeg var allerede i kontakt med Plan og hørte, at Plan ville danne en ungdomsgruppe, som jeg gerne ville være en del af,” siger hun.

Hun udfyldte en ansøgning og fik lov at komme med i gruppen. For nylig skulle gruppens 25 medlemmer stemme om, hvem der skulle være mentor i gruppen.

”Jeg fik 21 ud af 25 stemmer,” siger hun og smiler.

Plan har oplært de unge, så de er klar over, hvad deres forskellige roller i gruppen indebærer samt hvilke opgaver, der følger med. I øjeblikket arbejdet de meget med det, de kalder ”safe touch for children” – sikker berøring for børn.

”Det er meget nyt for jer, men i vores land er det meget almindeligt, at familiemedlemmer, typisk i den udvidede familie, udnytter børn seksuelt,” forklarer Salma.

Sohagi giver et eksempel:

”Der er en ældre mand i mit lokalsamfund, han er næsten 70 år gammel,” begynder Sohagi og fortæller videre, at han har en særdeles ”dårlig vane” i forhold til at røre børn de steder, der i deres ungdomsgruppe defineres som ”usikker berøring”.

”Han tager piger og drenge med ind i sin forretning og rører dem private steder. Jeg kender til en forældreløs pige, hun er fire-fem år gammel, og denne mand tager hende med til sin forretning, giver hende slik og rører hende overalt. På et tidspunkt blev hun meget syg, kunne ikke gå ordentligt og blev indlagt efter det, men ingen talte om det, for han er meget magtfuld,” siger Sohagi.

Salma uddyber:

”I vores land er det således: Hvis jeg er et offer og ingen magt har, og den kriminelle har magt, så kan han bilde folk ind, hvad han har lyst til.”

Ungdomsgruppen har forklaret de lokale børn, hvad de skal gøre, hvis nogen forsøger at røre dem upassende steder, og det betyder også, at børnene nu tager afstand til manden.

”Vi har fortalt børnene, at de skal hæve stemmen og sige fra, hvis nogen forsøger at røre dem der. Og den næste dag kom en lille pige og fortalte, at der var en mand, der havde rørt hende nogle af de steder. Så jeg blev glad for, at hun stolede på mig og kom tilbage for at fortælle mig om det. Jeg føler mig succesfuld når én pige i det mindste kan hæve sin stemme,” siger Sohagi med et smil, før hendes mine bliver mere alvorlig:

”Jeg er sur over, at vores skolebøger ikke forklarer os disse ting. For der er intet om livet og de ting, jeg kæmper med hver dag i de bøger, vi læser. Ikke noget om mænd som ham og mine private områder på kroppen. Men efter jeg er blevet involveret i Plan-projekter, er jeg blevet klogere på det, og jeg ved, jeg skal hæve min stemme. Jeg kender til pigers rettigheder. Vi har en hotline, 109, vi kan ringe til, og den kender vi kun til takket være Plan.”

Efter at Sohagis video var blevet vist på C40-topmødet i Tivoli Kongrescenter, bad forhenværende EU-kommissær og ordstyrer ved C40 Connie Hedegaard Sohagi rejse sig til et stort bifald. Foto: C40 Cities.

Unge verden over har de samme problemer

Der er ikke mange dage til, at pigerne skal hjem til Dhaka igen. Farzana har lidt hjemve, mens Sohagi ikke har det samme behov for at komme hjem endnu. Til spørgsmålet om, hvad der har været det mest spændende ved Danmark, kan hun ikke kun vælge én ting. Det hele har været én stor oplevelse, synes hun.

Men den oprindelige årsag til hendes besøg får alligevel igangsat en talestrøm fra den ellers generte pige. Hun sætter sig op og er mere rank, når hun fortæller om klimaforandringer og de oplevelser, hun tager med sig hjem fra C40-klimatopmødet i København. Hendes øjne lyser op på en særlig måde, når hun taler om de projekter, hun har gang i derhjemme.

For eksempel har hendes ungdomsgruppe igangsat en lille forretning, hvor alle 25 medlemmer til en start lagde 10 taka (2,5 dkk) hver i en pulje for at købe ingredienser til en speciel kartoffel-karry-ret, som de laver og sælger i lokalområdet. Ved at sælge maden tjener de lidt penge, som de lægger i deres egen lille fond. Pengene derfra bruger de på forskellige måder i deres samfund, f.eks. på handsker og koste, som de bruger, når de rydder op og fjerner affald mellem husene. Og så syer mange af deres mødre indkøbsnet, som de sælger i håbet om at nedbringe brugen af plastik.

Men det er ikke altid nemt at få indført nye tiltag. For nylig fik Sohagi og hendes gruppe bevilget 100 beholdere af et byrådsmedlem. Kurvene skulle bruges til affaldssortering. Men så snart de blev leveret, skyndte folk sig at stjæle beholderne, så familier nu bruger dem til at opbevare mad i i stedet. Byrådsmedlemmet blev endda bidt, da han forsøgte at læsse dem af.

”Det er meget normalt at kæmpe for at få mere til sig selv generelt,” konstaterer Salma.

Nu forsøger de at få flere kurve, som de kan bruge til affaldssortering, og denne gang vil gruppen selv fordele dem, så de ender de rigtige steder.

Før Sohagi deltog i C40-topmødet havde hun ikke troet, af unge andre steder i verden stod over for de samme problemer som hende:

”Jeg fandt ud af, at de udfordringer, jeg står over for derhjemme, er de samme som dem, unge fra andre lande står over for. Derhjemme roser byrådspolitikerne altid de ting, vi gerne vil gøre. Men så snart vi begynder at gøre noget ved problemerne, er politikeren der ikke for at støtte os. En ung tysk kvinde fortalte det samme under C40: at politikerne i praksis aldrig er der, når der er brug for det.”

Klimaforandringer, pomfritter og et møde med havet: Tag med Dhakas piger på tur i København 14

Noget af det vigtigste ved at deltage i C40-mødet har været at udveksle idéer med hinanden, synes Sohagi.

”Der var gruppearbejde, hvor mange andre unge fortalte om deres gode idéer, og jeg fik også lov at fortælle om mine idéer. Jeg vil tage nogen af deres idéer med tilbage og indføre i mit lokalsamfund,” siger hun.

De andre unge syntes, at idéen med at sælge mad i lokalsamfundet var god, og nogle af dem sagde, at de ville indføre det hjemme hos dem selv, fortæller Sohagi.

”Før jeg kom til C40 havde jeg en fornemmelse af, at det kun var Greta (Thunberg, red.) der tænkte på klimaet. Jeg havde aldrig troet, at unge fra lande overalt i verden står over for de samme problemer og arbejder med klimaforandringer. Jeg er rigtig glad for at se, at andre også kæmper for det. Jeg har det så godt med at have været en del af topmødet,” siger hun.

Nu håber hun blot, at borgmestrene rent faktisk også har fået noget ud af mødet og gør noget konkret ved de idéer, de fik med hjem.

”Klimaforandringer er et globalt problem. Vi har ikke ret meget tid til at ændre det, men vi er nødt til at handle nu. Det er ikke kun vores problem, så det er ikke kun os, der skal gøre noget ved det. Det er et globalt problem. Men jeg vil begynde hos mig selv og håber, at alle andre også vil bekymre sig om det og være opmærksomme på det. Vi er alle nødt til at starte med os selv,” slår hun fast.

Farzana og Sohagi var på en bådtur i København, hvor de fik at vide, at hvis de fjernede affald fra vandet, kunne de få en gratis sejltur. Den idé synes de var genial, for det kan betyde, at dem, der ingen penge har, alligevel kan komme ud og opleve noget i bytte for lidt arbejde. I Bangladesh er vejene meget beskidte, men hvis man lavede en lignende ordning i Dhaka, kunne det at fjerne skrald fra gaden udløse en gratis tur i en forlystelse, forestiller de sig.

”Tingene er sat i system her i Danmark. Folk er meget varme og smilende, og det er noget, jeg kan lære af. Ligesom jeg smiler tilbage til dem, der smiler til mig her i Danmark, vil jeg smile til dem, jeg møder derhjemme. Jeg vil forsøge at sætte tingene i system derhjemme og implementere flere ting med inspiration herfra,” siger Sohagi beslutsomt.

Begge synes, at noget af det bedste ved Danmark er, at folk ikke stirrer på dem. For så behøver de ikke dække sig til med tørklæde, når de går ud, som de ellers plejer at gøre i Bangladesh. De kan bare tage en jakke på og gå ud.

”I Danmark går folk ikke op i, hvordan andre ser ud. I mit land stirrer folk på mig, hvis jeg har noget på, de mener, jeg ikke burde. De elsker at opdigte historier om andre. Det ville være nemmere at gå ud, hvis de stoppede med det. Så man kunne gå frit rundt,” siger Farzana.

Hør Farzana fortælle om sit ophold i Danmark:

Krimijournalist og socialarbejder

For både Farzana og Sohagi giver det arbejde, de laver i hver deres slum, så meget mening, at det også afspejles i deres drømme for fremtiden.

Sohagi vil gerne blive ved med at arbejde i sit lokalsamfund.

”Jeg vil gerne lave udviklingssamarbejde som socialarbejder. Jeg vil arbejde for mit land. Så længe jeg lever, vil jeg arbejde for folk i mit samfund. Jeg vil gerne være en rollemodel, for jeg har selv mange rollemodeller i mine kolleger. Når jeg ser, hvordan de arbejder, måden de arbejder på og hvordan de smiler, får jeg lyst til at være på samme måde, så folk kan se op til mig,” siger hun.

Farzana drømmer om, at hun kan få mange flere mennesker til at få øjnene op for de problemstillinger, der er i en by som Dhaka.

”Jeg vil gerne være en krimijournalist. Jeg ved, at der er mange udfordringer og meget kriminalitet, hvor jeg bor. Jeg vil være så sandfærdig omkring alle typer af kriminalitet, så folk kan blive opmærksomme på, hvad der sker. Nu kan jeg fortælle folk om de ting, jeg ser, men som journalist vil folk blive mere opmærksomme på det. Jeg vil kunne nå mange flere på den måde. Nu er det kun få personer, jeg når ud til.”

Pigerne er færdige med at spise deres lidt alternative frokost, og da de rejser sig, falder pigerne næsten over hinandens ord. De vil meget gerne sige tak for alt det, de har oplevet, mens de var i Danmark. Pomfritterne, kagerne,  alle samtalerne med journalisterne, mødet med Kronprinsessen. Sohagis møde med havet.

”Det nød jeg meget. Havet er meget smukt,” siger hun, før hun forlader caféen. Ingen når dog langt, for lige uden for caféen står en bænk, som er det perfekte spot til endnu en selfie.

Støt pigerne

Støt med en skoleuniform