plan-bornefonden
Støt pigerne Bliv sponsor

Unge i Østafrika fortæller om den barske virkelighed i slummen

Gennem teater, fotos, artikler og radio sætter unge i Uganda, Kenya, Etiopien og Zimbabwe fokus på deres liv i storbyernes slumområder, og hvordan de selv forbedrer deres byer. 

Op mod en halv milliard børn og unge på verdensplan vokser op i dyb fattigdom og usikkerhed i byernes slumområder. Her er vold, kriminalitet, overgreb og urimelige arbejdsforhold en fast del af livet.

Det gælder bl.a. i Østafrika, hvor omkring 90 procent af unge i lande som Zimbabwe, Uganda og Kenya føler sig usikre i det offentlige rum. Især piger og unge kvinder bliver udsat for chikane og overgreb.

Richard Fani er en del af mediegruppen i Zimbabwe, der sætter fokus på problemer og løsninger i slummen.

Unge mellem 15-25 år i Kenya, Etiopien, Zimbabwe og Uganda mødes i mediegrupper, hvor de sætter fokus på problemerne i deres byområder. De deler deres historier på sociale medier, laver radioindslag, tager fotos og interviewer lokale beboere. De har fået medietræning af PlanBørnefonden, som en del af en større indsats støttet af Danida.

”Gennem ungdomsgruppen i Harare deler vi erfaringer og finder løsninger på vores problemer,” siger Richard Fani fra Zimbabwe, der er en af de unge, der har fået medietræning.

De unge må selv skabe forandringerne

Middel- og overklassen er ofte ikke klar over de store problemer, der er i slummen. Men det er de unge i Østafrika ved at ændre på. Deres tiltag betyder, at de unge skaber en by, som er mere sikker at bo i.

De unge nøjes ikke med at påpege problemerne i deres slumområder. Gennem arbejdet i mediegrupperne spreder de også historier, hvor de sætter fokus på løsninger. De deltager fx i oprydningsarbejde, hvor de samler skrald op i områder, hvor skraldebilerne aldrig kommer. Og de går i dialog med myndighederne om at gøre deres by mere sikker fx gennem opsætning af gadelys.

Arbejdet med de unge i byerne er et af PlanBørnefondens fokuspunkter, og Morten Lynge er en af de medarbejdere, der har specialiseret sig i området.

”For at skabe udvikling er det en forudsætning, at man kan og tør blande sig i lokale beslutningsprocesser og den offentlige debat, og man har værktøjerne til at gøre det,” forklarer han.

Mediegrupperne begyndte deres arbejde i 2018, og frem mod 2021 får de støtte fra Danida.

Video om unge opfindere i Uganda.

I slummen i Uganda er kriminalitet og overgreb udbredt. Det forsøger ungdomsgrupper at ændre på.

STØT PIGERNE

50 Kr.