Gymnasiet er én lang prestige-maraton, som handler om at få de fedeste billeder på Instagram, mener 19-årige Oscar, som vil have andre studenter til at tænke over, hvor privilegerede de er. Derfor har han samlet ind til PlanBørnefondens projekt for afrikanske pigers skolegang.

19-årige Oscar er ikke en helt almindelig student. Det ses allerede på hans studenterhue, som ikke er den klassiske model med mørkerødt bånd og sort lak-skygge. Oscars model er hæklet af hans kammerats storesøster. Studenterhuen er ikke et bare et udtryk for en økonomi på SU, det er en kommentar til den prestige-maraton, som han synes, gymnasiet er.

”Nu hvor vi nærmer os afslutningen på gymnasiet, handler det især om, hvem der kører den fedeste bil til gallafesten. For det er dem, der får flest fede billeder på Instagram. Det bryder jeg mig ikke om, jeg vil gerne vise, at det er okay at gøre noget andet,” siger Oscar.

Derfor satte han sig for at markere sin sidste skoledag ved at løbe i skole og samtidig samle ind til PlanBørnefondens projekt for skolegang til teenagepiger i Zimbabwe.

”Pt. er mange unge piger nødsaget til at droppe ud af skolen med fattigdom som årsag, mens vi vælter rundt og forbereder dyre studentergilder, køber studenterhuer og forbereder festlig studenterkørsel – det er vel ikke rimeligt?”

Skolelegater giver pigerne en anden fremtid

I 

Zimbabwe bliver mange piger gift, mens de stadig er børn, og mange unge piger er tvunget til at droppe ud af skolen på grund af fattigdom. PlanBørnefondens Pigefond støtter derfor nogle af de mest udsatte piger i Zimbabwes slum med skolestipendiater. Det er dette arbejde, som Oscars indsamling er med til at støtte.

Støtten fungerer sådan, at 

PlanBørnefonden betaler 75 procent af pigernes skoleudgifter, og forældrene skal selv betale de resterende penge. På den måde er forældrene stadig involverede i deres døtres skolegang. 

Som led i projektet får pigerne også uddannelses- og jobvejledning, og deres forældre inddrages, så de kan være med til at støtte pigerne i at færdiggøre deres skolegang. Samtidig er lærerne trænet, så de kan lære både piger og drenge om deres rettigheder, sundhed og prævention.

Når pigerne kommer i skole og får en uddannelse, er det nemmere for dem at få et arbejde, tjene penge og forsørge sig selv. Og på den måde får pigerne en anden fremtid, hvor de har langt mere medbestemmelse over deres liv.

Samlede 6.300 kroner ind til pigers skolegang

Oscars indsamling, som stadig er åben for støtte, indbragte over 6.300 kroner til PlanBørnefondens projekt for at få flere piger i skole i Zimbabwe. I oplægget til indsamlingen skrev Oscar blandt andet følgende:

”Pt. er mange unge piger nødsaget til at droppe ud af skolen med fattigdom som årsag, mens vi vælter rundt og forbereder dyre studentergilder, køber studenterhuer og forbereder festlig studenterkørsel – det er vel ikke rimeligt?”

”Jeg kunne godt tænke mig at rykke lidt på folk. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i kæmpe studentergaver og dyre biler. Jeg kan ikke mærke den samme glæde ved det, som jeg oplever ved at give noget videre,” siger Oscar.

Jeg er privilligeret

Han valgte PlanBørnefondens projekt med pigeres skolegang, som modtager af indsamlingen, af én årsag:

”Jeg ved, at det er privilegeret, at jeg har kunne gå i skole, så jeg ville gerne finde nogen, som jeg kunne give en skolegang, for jeg er godt klar over, at ikke alle kan gå i skole,” siger Oscar, der selv blev overrasket over, at der var så mange, der valgte at donere.

”I starten var det mest min mor og far, bedsteforældre, og nogle venner, der donerede penge, men pludselig fik jeg også beløb fra folk, jeg ikke kendte. Det kom som en overraskelse, at andre også ville støtte mit projekt,” siger Oscar.

VIL DU OGSÅ SAMLE IND?

Har du også en særlig anledning, du vil bruge op at samle ind til verdens mest udsatte børn? Så kan du samle ind til PlanBørnefondens generelle arbejde eller støtte piger rundt om i verden. Se mere her.