10. september 2026

|

Sif Klemensen

En lille løsning på et stort vandproblem – MagDrop udvikles med støtte fra DAPP

De tre studerende smiler

Tre unge studerende fra Béni Mellal har udviklet MagDrop – en magnetisk komponent, der skal mindske vandspild fra vandingssystemer. Gennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram har de siden udviklet deres iværksætterkompetencer og fået finansiering, der har bidraget til at bringe idéen tættere på en prototype.

For Sofiane El Ghachi begyndte idéen til MagDrop tæt på hjemmet – og med et problem, han havde set igen og igen gennem sin fars arbejde i landbruget.

Hans far arbejder i Béni Mellal-Khénifra-regionen i det centrale Marokko, hvor landbruget spiller en stor rolle for beskæftigelsen. I Marokkos landdistrikter er lidt over halvdelen (55,2 %) af den lønnede beskæftigelse inden for landbrug, skovbrug og fiskeri. I Béni Mellal-Khénifra er andelen endnu højere - tre ud af fire i regionens landdistrikter – viser seneste tilgængelige tal.

Gennem sin fars arbejde blev Sofiane bekendt med vandingssystemer og lagde mærke til et tilbagevendende problem: vand, der sivede ud ved samlingerne mellem rørene. Samtidig kunne reparationer betyde, at plastikdele, der ellers stadig fungerede, skulle udskiftes.

Sammen med sine medstuderende fra uddannelses- og kompetencecenteret CMC Béni Mellal-Khénifr, Asmae Rachid og Imane Lamsahmi, begyndte Sofiane derfor at arbejde med et enkelt spørgsmål:

Hvad hvis man kunne reparere netop det sted, hvor problemet opstår, i stedet for at udskifte større dele af vandingssystemet?