PlanBørnefonden
Et lille lån satte gang i Christines virksomhed




Christine serverer sojaost
For unge i Togos landområder kan selv en god forretningsidé være svær at føre ud i livet. Uden adgang til opsparing og lån mangler mange den første investering, der kan omsætte en idé til arbejde og indkomst.
23-årige Christine måtte opgive planerne om videre uddannelse, da familiens økonomi brød sammen. Da hun blev medlem af en lokal opsparingsgruppe, fik hun både undervisning i iværksætteri og mulighed for at låne penge.
Med sit første lån på 35.000 CFA-franc svarende til cirka 400 kroner startede Christine en sojafarm og ansatte ti unge fra landsbyen. Hun betalte lånet tilbage før tid og fik derefter et nyt lån på 247.000 CFA-franc svarende til knap 3000 kroner, som hun brugte til at udvide med kornprodukter, sojaost og Tchoukoutou , en lokal sorghum-øl.
"Takket være den undervisning, jeg fik, har mit liv taget en ny drejning," siger Christine.
Indkomsten gør det muligt for hende at forsørge sig selv og hjælpe sine yngre søskende med deres uddannelse. Samtidig er hun blevet valgt som kasserer i opsparingsgruppen og underviser andre unge i seksuel sundhed og rettigheder.