PlanBørnefonden

I årevis ventede Mikiyas på en chance – nu uddanner han sig inden for hoteldrift

For Mikiyas var det ikke manglende lyst, der holdt ham hjemme. Det var pengene.

Hans familie havde ikke råd til en erhvervsuddannelse. Mens andre unge gik i skole eller lærte et fag, blev han hjemme uden at vide, hvordan han skulle komme videre.

“Dagene blev til måneder, og månederne blev til år. Jeg følte mig usynlig, efterladt og usikker på min fremtid,” fortæller han.

En dag bankede vores kollegaer på familiens dør. De besøgte hjem i området for at finde unge, som ikke havde råd til en uddannelse. De lyttede til Mikiyas’ historie og fortalte ham, at han kunne få en plads på en erhvervsuddannelse.

“Da de fortalte mig, at jeg kunne deltage i en erhvervsuddannelse, føltes det, som om en dør, jeg aldrig havde forestillet mig, pludselig åbnede sig.”

I begyndelsen tvivlede Mikiyas på sig selv. Men han fik hjælp til at sætte ord på sine færdigheder og øvede sig i jobsamtaler. Det gav ham større selvtillid og mod på at søge arbejde.

Nu uddanner han sig inden for hoteldrift. Han får både undervisning og praktisk træning, så han kan bruge det, han lærer, på en arbejdsplads.

Hvor han før tilbragte dagene med at vente, har han nu noget at stå op til.

“Jeg vågner hver morgen med et formål og energi. Jeg opbygger færdigheder, som vil gøre det muligt for mig at tjene en indkomst, støtte min familie og stå på egne ben.”

Hans forældre ser også forandringen. Deres stolthed giver ham styrke til at fortsætte. Han er endnu ikke i arbejde, men han har fået troen på, at han kan skabe en bedre fremtid for sig selv og sin familie.