PlanBørnefonden
Nye skolebænke gør en kæmpe forskel i Uganda




På en skole i Uganda har nye borde, bøger og bedre faciliteter gjort det lettere for børn at koncentrere sig om at lære.
Du kender det måske: Du skal skrive noget ned, men mangler et ordentligt underlag og ender med at bruge låret eller ryggen af en bog. Det bliver sjældent rigtig godt. Små barrierer kan få stor betydning for, hvor let det er at koncentrere sig og løse en opgave.
For Blessing og de andre børn på en skole i Buyende i det østlige Uganda betyder de nye skoleborde, at de nu kan sidde ordentligt, lægge bogen på bordet og bruge kræfterne på det vigtigste: undervisningen.
Før var der for få borde og undervisningsmaterialer. Nogle børn måtte skrive med bogen i skødet eller på gulvet, og det gjorde det sværere at sidde ordentligt, skrive og holde fokus.
“Når jeg skriver på skødet eller gulvet, er det svært at skrive pænt, og min bog bliver beskidt. Men når jeg sidder ved bordet er det meget nemmere,” siger Blessing, som går i fjerde klasse.



Takket være støtter som jer har skolerne fået 156 elevborde og 730 læsebøger, og der er købt skolematerialer til 1.079 elever. Skolen og førskolen har tilsammen 1.260 børn.
Når de mest basale rammer er på plads, skal børnene bruge mindre energi på at få skoledagen til at fungere. I stedet får de bedre mulighed for at koncentrere sig, deltage i undervisningen og lære – og dermed får de mere ud af deres skolegang.






